Scan barcode
papvinogpaperbacks's review
emotional
informative
inspiring
reflective
- Flaws of characters a main focus? No
3.0
Bogklubben mødtes endnu en gang over vin, hyldesaft og godt selskab. Denne gang handlede det om antologien “Tools for Extinction”.
Antologiens omdrejningspunkt er nødvendigvis corona-pandemien. Dette var første gang, vi læste en antologi, hvilket resulterede i en blandet (men spændende!) læseoplevelse. At der netop var så mange forskellige bidrag gjorde, at vi til tider var uenige. Dette er en sjældenhed for os, så det var dejligt, at diskussionen blev mere nuanceret.
Vi dykkede først ned i teksterne for derefter at brede snakken ud til alt det, der har fyldt og fylder i en virkelighed med Covid-19. Vi snakkede om cylinderspejle og anamorfoser, og hvordan undtagelsestilstanden åbner op for nye måder at anskue virkeligheden på: Hvordan disse perspektiver har skabt et rum for vigtige diskussioner, der samtidigt vidner om uretfærdighed og privilegieblindhed i det globale samfund såvel som lille Danmark.
Samlingen var meget fragmentarisk at læse, og mange af bidragene føles lidt som løse, ufærdige tanker. Vi snakkede om, hvordan der kunne være sin egen mening i det fragmentariske, idet det fremhæver bidragene som øjebliksbilleder fra en kaotisk og angstprovokerende tid, der for mange allerede føles forbipasseret.
Vi var allesammen enige om, at der var nogle spændende bidrag i antologien, men at det mest spændende og givende havde været at diskutere dem og sætte dem i relation til den virkelighed vi selv har kunne betragte. Hermed en opsummering af nogle af de bidrag, som særligt ramte os:
Først dykkede vi ned i Naja Marie Aidts “Spring Report from Denmark”, som der var delte meninger om. Alle var vi dog enige om, at det var et godt bidrag at indlede antologien med. Det er et digt om at bygge rede i sit hjem, der kan komme til at føles som et fængsel. Det er et digt om at føle solidaritet med de svage og fattige. Men for os er det især et digt om privilegier: Vi diskuterede, at digtets jeg føler denne solidariet fra en meget priviligeret position, men samtidig er jeg’et opmærksom på sine privilegier. Og så er der digtets afsluttende strofer, som virkelig ramte os, der understreger, hvordan Covid-19 afslører uligheden i samfundet: “The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.
Alle var vi meget begejstrede for “Transmission” af Jean-Baptiste del Amo om menneskets og kapitalismens udnyttelsen af dyr og planeten. Den genkommende sætning “a virus can be a revelation” ledte til en snak om, hvor rigtigt og vigtigt det er, at virussen afslører noget om vores samfundsstrukturer som (forhåbentlig) giver anledning til positive ændringer, men også hvor priviligeret det er, at se en pandemi som en mulighed for forandring.
“Affinity Group” af Anna Zett er en anden tekst, mange af os var begejstrede for. En af de ting, teksten illustrerede for os, er, at når man taler om Covid-19, er det for nogle “bare” en ideologisk snak, mens det for andre kan handle om hele deres livsgrundlag. Om det hykleriske i at have en intellektuel og velargumenteret snak om andre i samfundet uden faktisk at ville lytte til dem, man taler om, fordi de ikke kan snakke samme intellektuelle sprog.
Privilegier synes således, meget sigende, at være et gennemgående tema i antologien.
“Metaphor” af Olivia Sudjic var en af de tekster, der krævede en nærlæsning og en gang Googling: Byen med kirken, som folk midlertidigt måtte overgive til militæret i 1943, men aldrig vendte tilbage til; Søen, som politiet farvede sort i marts 2020, for at holde turister væk. Vi ser det som et digt om undtagelsestilstand og om at tilpasse sig loyalt under kriser. Vi gør hvad regeringen siger, vi holder afstand og lukker ned - men kommer vi nogensinde tilbage til før? Teksten ledte over i en snak om indskrænket frihed og det autoritære, vi måske bevæger os hen imod - om hvor hurtigt forbud og overvågning kan opstå.
“Bottle versus breast” af Olga Ravn ledte til en snak om, hvordan der er en tendens til, at folk opfører sig som politibetjente overfor hinanden. Og så talte vi om, at teksten handler om civilisation vs natur, om frigørelse fra moderen og distanceringen, der opstår med sutteflasken. I den forbindelse vil vi henlede opmærksomheden på @ord.om_ s læsning af teksten, som vi har delt i story!
Den sidste tekst, vi vil fremhæve, er Patrícia Portelas “Tuesday”. Den var manges favorit, bl.a. fordi den føltes som den mest færdigstøbte tekst i samlingen. Vi beskrev teksten som en snebold, der udvikler sig til en lavine af alt det, man gerne vil gøre men aldrig får gjort. Vi talte om, at uanset hvor meget man forsøger, kan man ikke planlægge alting - du ved aldrig, hvornår der kommer en pandemi og sætter din verden i stå.
PAP AWARDS 2020: Mest aktuelle
Antologiens omdrejningspunkt er nødvendigvis corona-pandemien. Dette var første gang, vi læste en antologi, hvilket resulterede i en blandet (men spændende!) læseoplevelse. At der netop var så mange forskellige bidrag gjorde, at vi til tider var uenige. Dette er en sjældenhed for os, så det var dejligt, at diskussionen blev mere nuanceret.
Vi dykkede først ned i teksterne for derefter at brede snakken ud til alt det, der har fyldt og fylder i en virkelighed med Covid-19. Vi snakkede om cylinderspejle og anamorfoser, og hvordan undtagelsestilstanden åbner op for nye måder at anskue virkeligheden på: Hvordan disse perspektiver har skabt et rum for vigtige diskussioner, der samtidigt vidner om uretfærdighed og privilegieblindhed i det globale samfund såvel som lille Danmark.
Samlingen var meget fragmentarisk at læse, og mange af bidragene føles lidt som løse, ufærdige tanker. Vi snakkede om, hvordan der kunne være sin egen mening i det fragmentariske, idet det fremhæver bidragene som øjebliksbilleder fra en kaotisk og angstprovokerende tid, der for mange allerede føles forbipasseret.
Vi var allesammen enige om, at der var nogle spændende bidrag i antologien, men at det mest spændende og givende havde været at diskutere dem og sætte dem i relation til den virkelighed vi selv har kunne betragte. Hermed en opsummering af nogle af de bidrag, som særligt ramte os:
Først dykkede vi ned i Naja Marie Aidts “Spring Report from Denmark”, som der var delte meninger om. Alle var vi dog enige om, at det var et godt bidrag at indlede antologien med. Det er et digt om at bygge rede i sit hjem, der kan komme til at føles som et fængsel. Det er et digt om at føle solidaritet med de svage og fattige. Men for os er det især et digt om privilegier: Vi diskuterede, at digtets jeg føler denne solidariet fra en meget priviligeret position, men samtidig er jeg’et opmærksom på sine privilegier. Og så er der digtets afsluttende strofer, som virkelig ramte os, der understreger, hvordan Covid-19 afslører uligheden i samfundet: “The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.
Alle var vi meget begejstrede for “Transmission” af Jean-Baptiste del Amo om menneskets og kapitalismens udnyttelsen af dyr og planeten. Den genkommende sætning “a virus can be a revelation” ledte til en snak om, hvor rigtigt og vigtigt det er, at virussen afslører noget om vores samfundsstrukturer som (forhåbentlig) giver anledning til positive ændringer, men også hvor priviligeret det er, at se en pandemi som en mulighed for forandring.
“Affinity Group” af Anna Zett er en anden tekst, mange af os var begejstrede for. En af de ting, teksten illustrerede for os, er, at når man taler om Covid-19, er det for nogle “bare” en ideologisk snak, mens det for andre kan handle om hele deres livsgrundlag. Om det hykleriske i at have en intellektuel og velargumenteret snak om andre i samfundet uden faktisk at ville lytte til dem, man taler om, fordi de ikke kan snakke samme intellektuelle sprog.
Privilegier synes således, meget sigende, at være et gennemgående tema i antologien.
“Metaphor” af Olivia Sudjic var en af de tekster, der krævede en nærlæsning og en gang Googling: Byen med kirken, som folk midlertidigt måtte overgive til militæret i 1943, men aldrig vendte tilbage til; Søen, som politiet farvede sort i marts 2020, for at holde turister væk. Vi ser det som et digt om undtagelsestilstand og om at tilpasse sig loyalt under kriser. Vi gør hvad regeringen siger, vi holder afstand og lukker ned - men kommer vi nogensinde tilbage til før? Teksten ledte over i en snak om indskrænket frihed og det autoritære, vi måske bevæger os hen imod - om hvor hurtigt forbud og overvågning kan opstå.
“Bottle versus breast” af Olga Ravn ledte til en snak om, hvordan der er en tendens til, at folk opfører sig som politibetjente overfor hinanden. Og så talte vi om, at teksten handler om civilisation vs natur, om frigørelse fra moderen og distanceringen, der opstår med sutteflasken. I den forbindelse vil vi henlede opmærksomheden på @ord.om_ s læsning af teksten, som vi har delt i story!
Den sidste tekst, vi vil fremhæve, er Patrícia Portelas “Tuesday”. Den var manges favorit, bl.a. fordi den føltes som den mest færdigstøbte tekst i samlingen. Vi beskrev teksten som en snebold, der udvikler sig til en lavine af alt det, man gerne vil gøre men aldrig får gjort. Vi talte om, at uanset hvor meget man forsøger, kan man ikke planlægge alting - du ved aldrig, hvornår der kommer en pandemi og sætter din verden i stå.
PAP AWARDS 2020: Mest aktuelle
idabejder's review
4.0
@papvinogpaperbacks
Bogklubben mødtes endnu en gang over vin, hyldesaft og godt selskab. Denne gang handlede det om antologien “Tools for Extinction”. Antologiens omdrejningspunkt er nødvendigvis corona-pandemien. Dette var første gang, vi læste en antologi, hvilket resulterede i en blandet (men spændende!) læseoplevelse. At der netop var så mange forskellige bidrag gjorde, at vi til tider var uenige. Dette er en sjældenhed for os, så det var dejligt, at diskussionen blev mere nuanceret. Vi dykkede først ned i teksterne for derefter at brede snakken ud til alt det, der har fyldt og fylder i en virkelighed med Covid-19. Vi snakkede om cylinderspejle og anamorfoser, og hvordan undtagelsestilstanden åbner op for nye måder at anskue virkeligheden på: Hvordan disse perspektiver har skabt et rum for vigtige diskussioner, der samtidigt vidner om uretfærdighed og privilegieblindhed i det globale samfund såvel som lille Danmark. Samlingen var meget fragmentarisk at læse, og mange af bidragene føles lidt som løse, ufærdige tanker. Vi snakkede om, hvordan der kunne være sin egen mening i det fragmentariske, idet det fremhæver bidragene som øjebliksbilleder fra en kaotisk og angstprovokerende tid, der for mange allerede føles forbipasseret. Vi var allesammen enige om, at der var nogle spændende bidrag i antologien, men at det mest spændende og givende havde været at diskutere dem og sætte dem i relation til den virkelighed vi selv har kunne betragte.
Først dykkede vi ned i Naja Marie Aidts “Spring Report from Denmark”, som der var delte meninger om. Alle var vi dog enige om, at det var et godt bidrag at indlede antologien med. Det er et digt om at bygge rede i sit hjem, der kan komme til at føles som et fængsel. Det er et digt om at føle solidaritet med de svage og fattige. Men for os er det især et digt om privilegier: Vi diskuterede, at digtets jeg føler denne solidariet fra en meget priviligeret position, men samtidig er jeg’et opmærksom på sine privilegier. Og så er der digtets afsluttende strofer, som virkelig ramte os, der understreger, hvordan Covid-19 afslører uligheden i samfundet: “The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.
Alle var vi meget begejstrede for “Transmission” af Jean-Baptiste del Amo om menneskets og kapitalismens udnyttelsen af dyr og planeten. Den genkommende sætning “a virus can be a revelation” ledte til en snak om, hvor rigtigt og vigtigt det er, at virussen afslører noget om vores samfundsstrukturer som (forhåbentlig) giver anledning til positive ændringer, men også hvor priviligeret det er, at se en pandemi som en mulighed for forandring.
“Affinity Group” af Anna Zett er en anden tekst, mange af os var begejstrede for. En af de ting, teksten illustrerede for os, er, at når man taler om Covid-19, er det for nogle “bare” en ideologisk snak, mens det for andre kan handle om hele deres livsgrundlag. Om det hykleriske i at have en intellektuel og velargumenteret snak om andre i samfundet uden faktisk at ville lytte til dem, man taler om, fordi de ikke kan snakke samme intellektuelle sprog.
Privilegier synes således, meget sigende, at være et gennemgående tema i antologien.
“Metaphor” af Olivia Sudjic var en af de tekster, der krævede en nærlæsning og en gang Googling: Byen med kirken, som folk midlertidigt måtte overgive til militæret i 1943, men aldrig vendte tilbage til; Søen, som politiet farvede sort i marts 2020, for at holde turister væk. Vi ser det som et digt om undtagelsestilstand og om at tilpasse sig loyalt under kriser. Vi gør hvad regeringen siger, vi holder afstand og lukker ned - men kommer vi nogensinde tilbage til før? Teksten ledte over i en snak om indskrænket frihed og det autoritære, vi måske bevæger os hen imod - om hvor hurtigt forbud og overvågning kan opstå.
“Bottle versus breast” af Olga Ravn ledte til en snak om, hvordan der er en tendens til, at folk opfører sig som politibetjente overfor hinanden. Og så talte vi om, at teksten handler om civilisation vs natur, om frigørelse fra moderen og distanceringen, der opstår med sutteflasken. I den forbindelse vil vi henlede opmærksomheden på @ord.om_ s læsning af teksten, som vi har delt i story!
Den sidste tekst, vi vil fremhæve, er Patrícia Portelas “Tuesday”. Den var manges favorit, bl.a. fordi den føltes som den mest færdigstøbte tekst i samlingen. Vi beskrev teksten som en snebold, der udvikler sig til en lavine af alt det, man gerne vil gøre men aldrig får gjort. Vi talte om, at uanset hvor meget man forsøger, kan man ikke planlægge alting - du ved aldrig, hvornår der kommer en pandemi og sætter din verden i stå.
Bogklubben mødtes endnu en gang over vin, hyldesaft og godt selskab. Denne gang handlede det om antologien “Tools for Extinction”. Antologiens omdrejningspunkt er nødvendigvis corona-pandemien. Dette var første gang, vi læste en antologi, hvilket resulterede i en blandet (men spændende!) læseoplevelse. At der netop var så mange forskellige bidrag gjorde, at vi til tider var uenige. Dette er en sjældenhed for os, så det var dejligt, at diskussionen blev mere nuanceret. Vi dykkede først ned i teksterne for derefter at brede snakken ud til alt det, der har fyldt og fylder i en virkelighed med Covid-19. Vi snakkede om cylinderspejle og anamorfoser, og hvordan undtagelsestilstanden åbner op for nye måder at anskue virkeligheden på: Hvordan disse perspektiver har skabt et rum for vigtige diskussioner, der samtidigt vidner om uretfærdighed og privilegieblindhed i det globale samfund såvel som lille Danmark. Samlingen var meget fragmentarisk at læse, og mange af bidragene føles lidt som løse, ufærdige tanker. Vi snakkede om, hvordan der kunne være sin egen mening i det fragmentariske, idet det fremhæver bidragene som øjebliksbilleder fra en kaotisk og angstprovokerende tid, der for mange allerede føles forbipasseret. Vi var allesammen enige om, at der var nogle spændende bidrag i antologien, men at det mest spændende og givende havde været at diskutere dem og sætte dem i relation til den virkelighed vi selv har kunne betragte.
Først dykkede vi ned i Naja Marie Aidts “Spring Report from Denmark”, som der var delte meninger om. Alle var vi dog enige om, at det var et godt bidrag at indlede antologien med. Det er et digt om at bygge rede i sit hjem, der kan komme til at føles som et fængsel. Det er et digt om at føle solidaritet med de svage og fattige. Men for os er det især et digt om privilegier: Vi diskuterede, at digtets jeg føler denne solidariet fra en meget priviligeret position, men samtidig er jeg’et opmærksom på sine privilegier. Og så er der digtets afsluttende strofer, som virkelig ramte os, der understreger, hvordan Covid-19 afslører uligheden i samfundet: “The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.
Alle var vi meget begejstrede for “Transmission” af Jean-Baptiste del Amo om menneskets og kapitalismens udnyttelsen af dyr og planeten. Den genkommende sætning “a virus can be a revelation” ledte til en snak om, hvor rigtigt og vigtigt det er, at virussen afslører noget om vores samfundsstrukturer som (forhåbentlig) giver anledning til positive ændringer, men også hvor priviligeret det er, at se en pandemi som en mulighed for forandring.
“Affinity Group” af Anna Zett er en anden tekst, mange af os var begejstrede for. En af de ting, teksten illustrerede for os, er, at når man taler om Covid-19, er det for nogle “bare” en ideologisk snak, mens det for andre kan handle om hele deres livsgrundlag. Om det hykleriske i at have en intellektuel og velargumenteret snak om andre i samfundet uden faktisk at ville lytte til dem, man taler om, fordi de ikke kan snakke samme intellektuelle sprog.
Privilegier synes således, meget sigende, at være et gennemgående tema i antologien.
“Metaphor” af Olivia Sudjic var en af de tekster, der krævede en nærlæsning og en gang Googling: Byen med kirken, som folk midlertidigt måtte overgive til militæret i 1943, men aldrig vendte tilbage til; Søen, som politiet farvede sort i marts 2020, for at holde turister væk. Vi ser det som et digt om undtagelsestilstand og om at tilpasse sig loyalt under kriser. Vi gør hvad regeringen siger, vi holder afstand og lukker ned - men kommer vi nogensinde tilbage til før? Teksten ledte over i en snak om indskrænket frihed og det autoritære, vi måske bevæger os hen imod - om hvor hurtigt forbud og overvågning kan opstå.
“Bottle versus breast” af Olga Ravn ledte til en snak om, hvordan der er en tendens til, at folk opfører sig som politibetjente overfor hinanden. Og så talte vi om, at teksten handler om civilisation vs natur, om frigørelse fra moderen og distanceringen, der opstår med sutteflasken. I den forbindelse vil vi henlede opmærksomheden på @ord.om_ s læsning af teksten, som vi har delt i story!
Den sidste tekst, vi vil fremhæve, er Patrícia Portelas “Tuesday”. Den var manges favorit, bl.a. fordi den føltes som den mest færdigstøbte tekst i samlingen. Vi beskrev teksten som en snebold, der udvikler sig til en lavine af alt det, man gerne vil gøre men aldrig får gjort. Vi talte om, at uanset hvor meget man forsøger, kan man ikke planlægge alting - du ved aldrig, hvornår der kommer en pandemi og sætter din verden i stå.
More...