Scan barcode
eliashelfer's review
3.0
Skarabæens Time er et sært bekendtskab. Og som etteren i en planlagt trilogi, er der en del ting, der ikke står helt klart endnu. Dermed er det lidt svært at give den en helt præcis anmeldelse.
Når det så er sagt, så er der overordnet en interessant historie om en flok mænd i en barsk, kold ødemark. Scenariet er lidt “Fluernes Konge” for voksne mænd: En flok fanger er blevet efterladt i en arktisk ødemark, og en trojka af tre tidligere fanger har taget over: Den barske og respektindgydende eks-betjent, Throndr, den fornuftige og aldersvise Perikles, og den sære mystiker og Rasputin-lookalike, Jehuda.
Bogen har en ildevarslende tone, der understreges både af nutidsfortællingen, af flashbacks til Throndrs fortid, og af den meget rå og skitseagtige streg i tegningerne. Det gør det til et rigtig stemningsfyldt værk, og man sidder med tilbageholdt åndedræt og følger med, når karakterernes desperate situation og grusomme valg afsløres lag for lag. Og når det går godt, er det næsten en fornemmelse som at sidde og se en Shakespeare-tragedie i tegneserieformat, med Throndr i rollen som den tragiske helt.
Desværre er det langt fra sådan hele vejen igennem. Og når det er skidt, bliver det til et miskmask af troper og klicheer, for ikke at tale om sær, uforklaret mystik, der lader til at være rent for mystikkens og chokeffektens skyld. Den del af historien er især personificeret ved den gale vismand og kultleder, Jehuda. Og hvor Throndr gør det fint som tragisk helt, virker Jehudas mystiker som lidt for meget bi og lidt for lidt honning. Det sidste medlem af seriens trojka, Perikles, virker som den mindst udfoldede karakter, og hans støtte til Jehuda og hans insisteren på trojkaens nødvendighed virker utroværdig.
Men som med så meget andet i denne bog kan det andet bind vende op og ned på meget. Deter helt tydeligt et bind der fokuserer på Throndr. Mit gæt ville være, at næste bind stiller skarpt på Perikles, og at sidste bind fokuser på Jehuda. I så fald kunne en hel masse brikker falde på plads, så serien opnår langt større dybde.
Når det så er sagt, så er der overordnet en interessant historie om en flok mænd i en barsk, kold ødemark. Scenariet er lidt “Fluernes Konge” for voksne mænd: En flok fanger er blevet efterladt i en arktisk ødemark, og en trojka af tre tidligere fanger har taget over: Den barske og respektindgydende eks-betjent, Throndr, den fornuftige og aldersvise Perikles, og den sære mystiker og Rasputin-lookalike, Jehuda.
Bogen har en ildevarslende tone, der understreges både af nutidsfortællingen, af flashbacks til Throndrs fortid, og af den meget rå og skitseagtige streg i tegningerne. Det gør det til et rigtig stemningsfyldt værk, og man sidder med tilbageholdt åndedræt og følger med, når karakterernes desperate situation og grusomme valg afsløres lag for lag. Og når det går godt, er det næsten en fornemmelse som at sidde og se en Shakespeare-tragedie i tegneserieformat, med Throndr i rollen som den tragiske helt.
Desværre er det langt fra sådan hele vejen igennem. Og når det er skidt, bliver det til et miskmask af troper og klicheer, for ikke at tale om sær, uforklaret mystik, der lader til at være rent for mystikkens og chokeffektens skyld. Den del af historien er især personificeret ved den gale vismand og kultleder, Jehuda. Og hvor Throndr gør det fint som tragisk helt, virker Jehudas mystiker som lidt for meget bi og lidt for lidt honning. Det sidste medlem af seriens trojka, Perikles, virker som den mindst udfoldede karakter, og hans støtte til Jehuda og hans insisteren på trojkaens nødvendighed virker utroværdig.
Men som med så meget andet i denne bog kan det andet bind vende op og ned på meget. Deter helt tydeligt et bind der fokuserer på Throndr. Mit gæt ville være, at næste bind stiller skarpt på Perikles, og at sidste bind fokuser på Jehuda. I så fald kunne en hel masse brikker falde på plads, så serien opnår langt større dybde.
More...