Scan barcode
ninarg's review
4.0
Få forfattere har evnen til at blæse mig så fuldstændig bagover som Karen Blixen. Jeg synes, hun skriver umanerligt godt, og med sådan en følelse og indlevelse, at man føler, at man selv står ved siden af hende og ser, hvad hun ser. Jeg kan se, lugte og høre savannen omkring hende, mærke hendes frustrationer og le over de underfundige oplevelser, hun har i Afrika. Jeg er kommet til at elske Ngong og Afrika på grund af Karen Blixen. Og i brevene gør hun sig endda flere overvejelser omkring ægteskab, kønsmoral, ligestilling og hvad der gør livet værd at leve som jeg slugte råt. Jeg er ikke enig i hende i alt (f.eks. hendes syn på klassesamfund og storvildtsjagt), men jeg er godt nok enig i meget - og selv hvis jeg ikke var, ville det være ligegyldigt. Karen er god at diskutere med, at tale med og lytte til. Og hun er åben over for andres indtryk og holdninger, og udtrykker sine med respekt. Jeg er fuld af benovelse for hende. Hun var en benhård, stærk og modig kvinde, men var også ofte sårbar, fortvivlet og frustreret og kunne føle sig udenfor. Hun var tydeligvis lykkelig for og stolt over sin farm ("For dem betyder det en Masse Penge, det ved jeg; men for mig betyder det hele mit Liv." - brev til Thomas 12. juni 1923) og de natives hun havde ansvaret for.
En ting, der slog mig, var hvor ofte hun var syg - enten pga. syfilis, spansk syge, malaria, snue osv. I brevene hjem er hun relativt ofte sengeliggende eller har netop rejst sig fra sygelejet. Men man skal ikke have ondt af hende af den grund - "noget skal man jo fejle", som hun skriver.
Noget andet slående ved brevene var hendes tætte forhold til familien, især til moderen og broren Thomas. Det er tydeligt, at der var uendelige mængder kærlighed imellem dem, og især søskendeforholdet var præget af en usædvanlig grad af kærlighed, respekt og forståelse imellem bror og søster.
Hvis jeg var teenager, ville jeg have billeder af Karen Blixen og hendes citater overalt på mine vægge. Hun var sej.
Nogle af mine yndlingspassager fra brevene:
En ting, der slog mig, var hvor ofte hun var syg - enten pga. syfilis, spansk syge, malaria, snue osv. I brevene hjem er hun relativt ofte sengeliggende eller har netop rejst sig fra sygelejet. Men man skal ikke have ondt af hende af den grund - "noget skal man jo fejle", som hun skriver.
Noget andet slående ved brevene var hendes tætte forhold til familien, især til moderen og broren Thomas. Det er tydeligt, at der var uendelige mængder kærlighed imellem dem, og især søskendeforholdet var præget af en usædvanlig grad af kærlighed, respekt og forståelse imellem bror og søster.
Hvis jeg var teenager, ville jeg have billeder af Karen Blixen og hendes citater overalt på mine vægge. Hun var sej.
Nogle af mine yndlingspassager fra brevene:
"Somalis kalder mig Arda Volaja - hvilket lader til at betyde alt muligt godt, den store, vise etc; den eneste de har kaldt det før, var Dronning Victoria! Saa jeg maa jo føle mig beæret og haabe, det ikke henviser til Ydret..."- brev til moren 6. okt 1914
"Alle Mennesker maa have nogen til at tro paa sig her i Livet, ellers bliver de aldrig til noget"- brev til moren 27. feb 1918
"Nu grønnes virkelig den fjerneste, dybeste Dal, - det er noget nær et Vidunder, hvor hurtigt alt herude forandres under Regnen; Ngong Hills og Reserven, der var brændte som en Gulvmaatte, lyser i det fineste, herligste grønne Skær, og hele Shambaen blomstrer. Naar nu bare det maa blive ved ... Her er dejligt, et Paradis paa Jorden, naar der kommer Regn nok. Og i Trængselstiderne kommer man paa en Maade til at elske dette genstridige Land endnu mere; jeg har den Følelse, at for Fremtiden vil jeg, hvor i Verden jeg er, tænke om der er Regn ved Ngong."- brev til moren 26. feb 1919
"Ellers har jeg det godt og har været lykkeligere end noget andet Menneske paa Jorden, fordi jeg har haft Denys boende her i en Maaned (...) At der existerer et saadant Menneske som Denys, - hvilket jeg nok har anet før, men knapt har turdet tro, - og at jeg har været saa lykkelig at møde ham i Livet og har levet ham saa nær, - selv om der har været lange Tiders Savn imellem, - det opvejer jo alt andet i Verden, og andre Ting betyder jo ikke noget i sig selv.- brev til Thomas 25. sep 1923.
Forresten maa Du, hvis jeg skulde dø, og Du senere træffe ham, aldrig lade ham vide, at jeg har skrevet såådan til Dig..."
"Nej, ser Du, jeg maa være mig selv, være noget i mig selv, have, eje noget som virkelig er mit eget, udrette noget som er mit og er mig, for at kunne leve overhovedet, og for at kunde have, og tænke at vedblive at have, den ubeskrivelige Lykke i mit Liv, som min Kærlighed til Denys er for mig. Og det har jeg ikke her, nu, - jeg har og er sletintet; jeg har svigtet min Engel Lucifer og solgt min Sjæl til Englene i Paradiset, og kan dog ikke være deri; jeg hører ikke til, kan ikke være noget Sted i Verden, og skal dog være i den; jeg hader, gyser for hvert Minut, og de kommer dog, ét for ét; det er, kort sagt, den rene Elendighed, og jeg ville ikke tro, hvis jeg hørte derom, at det kunde lade sig gøre at leve paa denne Maade."- brev til broren Thomas 3. apr 1926, sendt 5. sep 1926.
"Ak, tror Du, tror Du, Tommy, at jeg endnu kan "blive til noget", og at jeg ikke har forsømt alle mine Chancer her i Livet, mens Tiden endnu var, saa at jeg ikke har andet tilbage end at falme og gaa i Frø, have Taalmodighed selv og haabe, at andre vil have Taalmodighed med mig for at være et fuldkommen mislykket Menneske?"- brev til Thomas, 3. april 1926, sendt 5. sep 1926.
"Naar man nu vil maale eller vurdere sin egen Skæbne, saa er en af Vanskelighederne den, at man uvilkaarligt kommer tilbage til andre Menneskers Synspunkt og Maalestok (...) Men det, som det gælder om at blive klar over, er jo dog, hvorledes det forholder sig for én selv, - for det særligt anlagte og udviklede Menneske, man har med at gøre. Har jeg, for mig selv og fra mit eget Synspunkt, failed?"- brev til Thomas, 5. sep 1926.
"Og saa kan jeg sige, at hvad jeg især beundrer hos Dig, - som forresten ofte i mundtlige Diskussioner, - er Din Hensynsfuldhed overfor Dine Modstandere eller Anderledestænkende overhovedet. Du viser dem baade stor Forståelse i deres Synspunkter og Anskuelser, og meget Taalmodighed i Fremsættelsen af Dine egne. Dette er Ting, hvorpaa jeg ved at det skorter mig selv, som i det hele taget de fleste Polemikere. De allerfleste Mennesker taler i en Diskussion for sig selv, - og jo ivrigere de bliver, jo mere gør dette sig gældende, - de har hverken Interesse for at høre efter og lade sig berige af deres Modstandere, eller for at se til at berige ham. Derfor bliver en Diskussion saa uhyre ofte ørkesløs."- brev til Thomas 18. sep 1927
"Af de Kærlighedsforhold, som jeg har haft i mit Liv, er jeg kommet ud som de bedste Venner af Verden med min Partner. Det som har fængslet, eller betaget mig eller hvad Du vil, deri, har været et Menneskes Personlighed eller vore fælles Interesser af en eller anden Art, - eller ogsaa har det hele Forhold været, om jeg saa maa sige, som en Leg eller Dans. Jeg har vist ikke Evnen til at tage et sexuelt Forhold i sig selv med dyb Alvor. Saa dejligt som jeg synes det er at gaa paa Jagt eller til en Ballet eller at rejse med et Menneske som jeg er forelsket i, saa utaaleligt synes jeg det er at "være Genstand". Jeg har aldrig i mit Liv siddet og stirret noget Menneske forelsket ind i Øjnene; jeg tror ikke jeg vilde være kapabel dertil. Jeg kan sletikke lide at blive kælet for, finder det rent uudholdeligt at blive givet Kælenavne og made a fuss about."- brev til Thomas 19. nov 1927
"Moster Lidda skrev engang til mig at hun syntes, at saa længe man kunde lukke en Hund ind, som peb i Nattekulden, var éns Liv ikke uden Værdi. Jeg ved nu ikke, om man uden videre kan slaa dette fast (...) hvis man selv har opdrættet og anskaffet Hunden til sin egen Fornøjelse og transporteret den uden- eller indenfor Døren, saa synes jeg ikke, at man kan bedømme Anstrengelsen ved at lukke den ind som andet end Opfyldelsen af en paadragen Forpligtelse. Thi at lægge sig en Del, ikke nærmere definerede, Hunde til og saa lukke dem ud og ind, det mener jeg ikke kan kaldes en meget værdifuld Opgave for et Menneske.- brev til Moster Bess, 29. juni 1928
Jeg synes nu, at en Mængde gifte Folk, især dem med store Familier, ofte paa den Maade kommer til en forkert Bedømmelse af Værdien af deres eget Liv, i Forholdet til ugifte og barnløse Menneskers. - De paadrager sig, udelukkende for deres egen Fornøjelse eller i deres egen Interesse, en Del Forpligtelser og mener nu ved at opfylde dem i sig selv at have tilført Livet eller Samfundet nye Værdier. - Og her synes jeg, som sagt, at det meget vel kan være hævet over al Tvivl, at Omgivelserne vilde være værre stillet, hvis de lod fem være lige overfor disse Forpligtelser, uden at det derfor er bevist at det ikke i alle Maader vilde have været ligesaa godt eller bedre, om de aldrig havde indladt sig med dem."
"Jeg har netop, i Anledning af et Brev fra Katla, hvor hun spørger mig: hvor kan De være saa lykkelig og se saa meget i Tilværelsen? - tænkt over, hvad det egentlig er, som gør mig saa lykkelig her. Man kan naturligvis pege paa mange Ting og sige: det er det eller det; men hvad er Grunden til, at de har det rige Indhold for én? Ja, jeg synes jo længere jeg lever, at Sandhed er det vigtigste for mig, og paa samme Maade som Du siger: Kærlighed er det første, siger jeg: Sandhed er det første. - Og her kan jeg være sand, jeg kan være mig selv."- brev til moren 22. juli 1928
More...