Take a photo of a barcode or cover
4.05 AVERAGE
4.05 AVERAGE
slow-paced
Plot or Character Driven:
A mix
After a violent altercation leaves Yasuko's abusive ex-husband dead, her neighbour Ishigami–an unassuming high school math teacher–helps her cover up the crime. When the body of a man is found by the riverbank, suspicion immediately falls on Yasuko, but her carefully-crafted alibi is rock-solid. With no leads, law enforcement reaches out to "Detective" Galileo–a civilian with a canny mind whose skills of deduction have helped solve seemingly impossible cases.
I was hooked throughout most of the novel, but the ending was a massive disappointment. I was riveted as Ishigami and Yasuko were embroiled in a cat-and-mouse game with the detectives, trying to outsmart them and stay one step ahead. I was thrilled as we uncovered the truth about what Ishigami did to divert suspicion from Yasuko.
Perhaps it's my own bias for unsettling, shocking, ambiguous endings, but for the novel to end the way it did–with barely a whimper, a pathetic grovel, really–was hugely anticlimactic. In fact, I'd go as far to say that the ending ruined the novel for me–all that, for what? As a huge fan of the same author's Detective Kaga series, I'm willing to give the next Detective Galileo novel a go, but this is not off to a good start.
dark
emotional
tense
fast-paced
Plot or Character Driven:
Character
Strong character development:
Complicated
Loveable characters:
Complicated
Flaws of characters a main focus:
Yes
adventurous
mysterious
medium-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
Complicated
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
3.5. I don't normally like mysteries, but I liked another of Higashino's so I tried this one. It was mysterious and engaging, but I can't help but have some feelings to process about the way he talks about women, and love, based on this and the last book read.
adventurous
mysterious
medium-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
No
Diverse cast of characters:
Yes
Flaws of characters a main focus:
No
Måske var denne bog ekstra interessant fordi det foregik i et andet kultur. Det ved jeg ikke. Jeg synes den var skrevet i et klar, forenklet sprog, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på om det læses på sammen måde på japansk. Jeg skal nok læse flere Higashino bøger for at kunne dømme, og det har jeg også lyst til.
Det pudsigt var at jeg kunne lægge bogen fra mig. Faktisk på et tidspunkt blev jeg lidt bange for den. Forstået på den måde at det var som om det var noget der kunne ske til enhver. Du går rundt i din daglig trummerum og pludselig er du en morder. Det føltes uhyggeligt. Der er ingen spoiler her. Mordet begås på de første sider i bogen, og handling er derefter - finder politiet ud af det. Man kan også sige - finder du, læseren, ud af det. Du tror du gør, men så kommer der nogle twists undervejs. Lidt som Ishigami siger - bare du har læst materialet, burde du kunne selv regne den ud! Det var ikke en "page turner", på den hæsblæsende måde. Det var næsten ulidelig nogle gang med den kat og mus spil. Yasuko begik et mord, og Ishigami hjalp hende med at dække over det. Det er kriminal og de skulle straffes, men... du fatter et sympati for dem. Som datteren indikerede, Togashi var et slet menneske. Yasuko fortjente at være fri af ham. Men er det ikke forkert at slippe af sted med et mord alligevel.
Jeg lærte om bogen ved at følge Instagram kontoen af den ene af bogens oversætter, Mette Holm. Hun er vist lige blevet færdig med den tredie Higashino bogs oversættelse til dansk.
Forskel mellem den 9. og den 10. marts kom virkelig bag mig. Jeg har forsøgt at søge rundt i starten af bogen igen, og jeg kan ikke se noget der indikerede noget om de datoer tidligere. Altså at Togashi var myrdet den 9., men hele historien handler om at nogen var myrdet den 10.
Jeg tror datteren kom bag på alle. Det var hende der kastede den første sten - bogstaveligt. Hun har ikke været så meget tilsted i historien, men hun har klart lidet. Hun er Yasukos et og alt, så det er klart hvilken vej ting vil gå da Misato forsørger at begå selvmord.
Jeg kan ikke lide blodig mordmysterier. Jeg læser dem for historier om mennesker og ikke de blodige detaljer. Det var ret grumt at vide hvad Ishigami gjorde med liget. Det var forfærdeligt når man opdager at det faktisk er et andet mord! Men det understreger hvor opslugt han var med Yasuko. "Hengivne" er en underdrivelse. Jeg var ved at købe lidt af hans bodyguard historie. Jeg vidste at han var irriterede med hans elever, så jeg tænkte at han faktisk synes at fængsel kunne være OK, fordi så vil han få fred til at arbejde med sin matematik. Makabert, men i hans øjne, måske logisk. Da Yukawa opdager sandheden og så fortæller det til Kusanagi, var det faktisk meget rørende - den hengivenhed Yukawa havde for hans genial klassekammerat og den dybe, dybe sorg han følte ved at kende sandheden. Jeg var meget ked af det på Yukawas vegne.
De sidste 2 sider var grumme, hvor hele Ishigamis plan går op i røg med Yasukos tilståelse. Ishigamis skrigeri fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Klar en anderledes krimi, og jeg vil forsøge at læse mere i denne serie.
Det pudsigt var at jeg kunne lægge bogen fra mig. Faktisk på et tidspunkt blev jeg lidt bange for den. Forstået på den måde at det var som om det var noget der kunne ske til enhver. Du går rundt i din daglig trummerum og pludselig er du en morder. Det føltes uhyggeligt. Der er ingen spoiler her. Mordet begås på de første sider i bogen, og handling er derefter - finder politiet ud af det. Man kan også sige - finder du, læseren, ud af det. Du tror du gør, men så kommer der nogle twists undervejs. Lidt som Ishigami siger - bare du har læst materialet, burde du kunne selv regne den ud! Det var ikke en "page turner", på den hæsblæsende måde. Det var næsten ulidelig nogle gang med den kat og mus spil. Yasuko begik et mord, og Ishigami hjalp hende med at dække over det. Det er kriminal og de skulle straffes, men... du fatter et sympati for dem. Som datteren indikerede, Togashi var et slet menneske. Yasuko fortjente at være fri af ham. Men er det ikke forkert at slippe af sted med et mord alligevel.
Jeg lærte om bogen ved at følge Instagram kontoen af den ene af bogens oversætter, Mette Holm. Hun er vist lige blevet færdig med den tredie Higashino bogs oversættelse til dansk.
Spoiler
Nu at jeg ser de andre titler på andre sprog, studser jeg lidt over titlen på dansk. På dansk hedder det "hr. X". På andre sprog er det "mistænkt X". Du kan regne ud, at både Yasuko og Ishigami bliver mistænkt, men alligevel. Jeg synes "hr." er mere neutral. Han bliver ikke mistænkt i første omgang, og det kommer op i historien på en naturlig måde. Jeg foretrækker neutraliteten i den danske title. Gad vide hvordan det er på japansk.Spoiler
Nu skriver jeg nogle ægte spoilers, så gå væk hvis du vil læse bogen og er bare nysgerrig!!Forskel mellem den 9. og den 10. marts kom virkelig bag mig. Jeg har forsøgt at søge rundt i starten af bogen igen, og jeg kan ikke se noget der indikerede noget om de datoer tidligere. Altså at Togashi var myrdet den 9., men hele historien handler om at nogen var myrdet den 10.
Jeg tror datteren kom bag på alle. Det var hende der kastede den første sten - bogstaveligt. Hun har ikke været så meget tilsted i historien, men hun har klart lidet. Hun er Yasukos et og alt, så det er klart hvilken vej ting vil gå da Misato forsørger at begå selvmord.
Jeg kan ikke lide blodig mordmysterier. Jeg læser dem for historier om mennesker og ikke de blodige detaljer. Det var ret grumt at vide hvad Ishigami gjorde med liget. Det var forfærdeligt når man opdager at det faktisk er et andet mord! Men det understreger hvor opslugt han var med Yasuko. "Hengivne" er en underdrivelse. Jeg var ved at købe lidt af hans bodyguard historie. Jeg vidste at han var irriterede med hans elever, så jeg tænkte at han faktisk synes at fængsel kunne være OK, fordi så vil han få fred til at arbejde med sin matematik. Makabert, men i hans øjne, måske logisk. Da Yukawa opdager sandheden og så fortæller det til Kusanagi, var det faktisk meget rørende - den hengivenhed Yukawa havde for hans genial klassekammerat og den dybe, dybe sorg han følte ved at kende sandheden. Jeg var meget ked af det på Yukawas vegne.
De sidste 2 sider var grumme, hvor hele Ishigamis plan går op i røg med Yasukos tilståelse. Ishigamis skrigeri fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Klar en anderledes krimi, og jeg vil forsøge at læse mere i denne serie.
dark
mysterious
tense
slow-paced
Plot or Character Driven:
Plot
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
شروع قوی ای داشت
اما متاسفانه از یک جایی به بعد حوصله ات سر میرفت.
پر از مکالمه های به شدت طولانی و بی هدف.
کتاب قابلیت این را داشت که نصف چیزی که هست باشد.
من معمولا داستان های ژاپنی دوست دارم اما این خیلی ابتدایی بود به حدی که در انتهای داستان از پایان بندی تعجب نمی کنی.
اصلا پیشنهادش نمیکنم.
اما متاسفانه از یک جایی به بعد حوصله ات سر میرفت.
پر از مکالمه های به شدت طولانی و بی هدف.
کتاب قابلیت این را داشت که نصف چیزی که هست باشد.
من معمولا داستان های ژاپنی دوست دارم اما این خیلی ابتدایی بود به حدی که در انتهای داستان از پایان بندی تعجب نمی کنی.
اصلا پیشنهادش نمیکنم.
"She read the letter again and fresh tears started to flow. She had never encountered such deep devotion. She hadn't even thought it existed".
These lines literally broke my heart into two, and I felt like breaking down along with Yasuko. This book shares a very complex story, a story so awry, a story that cannot see the light at the end of the tunnel. It is beautiful and ugly, and there is nothing we can do about that.
I really needed some time to sort out all that I read after I flipped the last page. After I finished reading it, my brain was a muddle, and all the information the book gave me was jumbled. I was angry for a long time, for the ending was not what I expected, but then when the anger ebbed, I asked myself 'How else could the book end?' and surprisingly, I found that I didn't have an answer. So no, this is not a book with a happy ending, but if you read it, you'll see that this book can't have a 'happy ending'. Because not all stories can have a happy ending, not all lives can have a happy ending, and you cannot argue that you want it the other way.
After experiencing a lot of anger at the ending, I started feeling sad. For Yasuko, for Ishigami, for Kusanagi, for Misato, for Yukawa. They all had to face their own problems, and that ain't easy anyway.
Dearest Ishigami, you sweet soul, you shouldn't have... I cannot tell you how much your actions have broken me. You let yourself become a sacrifice, and that too for someone who does not realise this. What more can one ask from another? How can your love be made more visible? Still, Ishigami, you shouldn't have...
I feel like a lot more people should read this, it's highly underrated. There should be more recognition for this brilliant Japanese work.
Go read this and tell me, 'which is harder: devising an unsolvable problem, or solving that problem?'
These lines literally broke my heart into two, and I felt like breaking down along with Yasuko. This book shares a very complex story, a story so awry, a story that cannot see the light at the end of the tunnel. It is beautiful and ugly, and there is nothing we can do about that.
I really needed some time to sort out all that I read after I flipped the last page. After I finished reading it, my brain was a muddle, and all the information the book gave me was jumbled. I was angry for a long time, for the ending was not what I expected, but then when the anger ebbed, I asked myself 'How else could the book end?' and surprisingly, I found that I didn't have an answer. So no, this is not a book with a happy ending, but if you read it, you'll see that this book can't have a 'happy ending'. Because not all stories can have a happy ending, not all lives can have a happy ending, and you cannot argue that you want it the other way.
After experiencing a lot of anger at the ending, I started feeling sad. For Yasuko, for Ishigami, for Kusanagi, for Misato, for Yukawa. They all had to face their own problems, and that ain't easy anyway.
Dearest Ishigami, you sweet soul, you shouldn't have... I cannot tell you how much your actions have broken me. You let yourself become a sacrifice, and that too for someone who does not realise this. What more can one ask from another? How can your love be made more visible? Still, Ishigami, you shouldn't have...
I feel like a lot more people should read this, it's highly underrated. There should be more recognition for this brilliant Japanese work.
Go read this and tell me, 'which is harder: devising an unsolvable problem, or solving that problem?'