Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
Norrtullsligaen by Elin Wägner
funny
lighthearted
reflective
sad
medium-paced
- Plot- or character-driven? Character
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? Yes
- Diverse cast of characters? No
- Flaws of characters a main focus? No
4.5
Skøn og charmerende lille perle – en ’must read’ for 2025! 😍 Sproget er hyggeligt gammeldags, som
det hører sig til i en roman fra 1908. Alligevel er den let og ligetil og herligt humoristisk, men med
en masse på hjerte, hvis man dykker bare en smule ned under overfladen.
Både bagsiden og forordet af Sara Alfort ("Damer der er for meget" etc.) kalder ”Norrtullsligaen” af Elin Wägner for en ”Sex and the City” anno
1908. Lidt er der måske om snakken, men jeg kom nu mere til at tænke på Helen Fieldings
”Bridget Jones’ dagbog” (1996), der som ”Norrtullsligaen” startede tilværelsen som avisklumme.
I ”Norrtullsligaen” følger vi 25-årige Elisabeth, kaldet Pegg, der ankommer til Stockholm til en
tilværelse som kontoransat. Her skal hun som kvinde klare sig for en sulteløn. Og selvfølgelig
betale skat, selvom hun ikke engang har stemmeret! Elisabeth flytter sammen med tre andre kvindelige
’kontorister’: veninden Eva, den lidt ældre Emmy og ligaens yngste medlem, den 18-årige
Magnhild kaldet Baby. De bor på to lejede værelser i en privat lejlighed og lever primært af
daggammelt brød med smør foruden billige måltider indtaget på enten såkaldte automatcaféer eller
den lokale husholdningsskole.
Man kan nemt læse bogen som en letbenet og humoristisk historie. Ligesom ”Bridget Jones’
dagbog” i øvrigt. Man skal dog ikke stikke særligt dybt, før skeletterne vælter frem under dække af
morsomme beskrivelser af søstersolidaritet og hyggeaftener: Kontorarbejdet er slidsomt, lønnen
elendig og cheferne værre. Igen: Lidt ligesom ”Bridget Jones’ dagbog” 🤷♀️
Hverken ”Norrtullsligaen” eller ”Bridget Jones’ dagbog” indeholder demonstrativt løftede pegefingre, men leverer en mere skjult og subversiv samfundskritik blot ved at fremvise hverdagslivet og livsvalgene for deres kvindelige hovedpersoner - hvad enten det er før indførslen af stemmeret eller ’blot’ i en præ-#MeToo-æra med sygelig fokus på vægt.
det hører sig til i en roman fra 1908. Alligevel er den let og ligetil og herligt humoristisk, men med
en masse på hjerte, hvis man dykker bare en smule ned under overfladen.
Både bagsiden og forordet af Sara Alfort ("Damer der er for meget" etc.) kalder ”Norrtullsligaen” af Elin Wägner for en ”Sex and the City” anno
1908. Lidt er der måske om snakken, men jeg kom nu mere til at tænke på Helen Fieldings
”Bridget Jones’ dagbog” (1996), der som ”Norrtullsligaen” startede tilværelsen som avisklumme.
I ”Norrtullsligaen” følger vi 25-årige Elisabeth, kaldet Pegg, der ankommer til Stockholm til en
tilværelse som kontoransat. Her skal hun som kvinde klare sig for en sulteløn. Og selvfølgelig
betale skat, selvom hun ikke engang har stemmeret! Elisabeth flytter sammen med tre andre kvindelige
’kontorister’: veninden Eva, den lidt ældre Emmy og ligaens yngste medlem, den 18-årige
Magnhild kaldet Baby. De bor på to lejede værelser i en privat lejlighed og lever primært af
daggammelt brød med smør foruden billige måltider indtaget på enten såkaldte automatcaféer eller
den lokale husholdningsskole.
Man kan nemt læse bogen som en letbenet og humoristisk historie. Ligesom ”Bridget Jones’
dagbog” i øvrigt. Man skal dog ikke stikke særligt dybt, før skeletterne vælter frem under dække af
morsomme beskrivelser af søstersolidaritet og hyggeaftener: Kontorarbejdet er slidsomt, lønnen
elendig og cheferne værre. Igen: Lidt ligesom ”Bridget Jones’ dagbog” 🤷♀️
Hverken ”Norrtullsligaen” eller ”Bridget Jones’ dagbog” indeholder demonstrativt løftede pegefingre, men leverer en mere skjult og subversiv samfundskritik blot ved at fremvise hverdagslivet og livsvalgene for deres kvindelige hovedpersoner - hvad enten det er før indførslen af stemmeret eller ’blot’ i en præ-#MeToo-æra med sygelig fokus på vægt.