Scan barcode
A review by andreasvb
Tysktime by Siegfried Lenz
4.0
Min udgave af 'Tysktime' var en julegave fra min farfar, og med den slags følelsesindviklet arvegods, kan der godt gå noget tid før man får taget sig sammen til at gå i ombord i værket. Alligevel har det altid stået mig for at læse romanen, måske fordi jeg har haft så stor succes med andre (skal vi kalde dem) sværvægt-klassikere, som f.eks. 'Forbrydelse og Straf' og 'Hvem Ringer Klokkerne For'.
Siefried Lenz skriver utroligt beskrivende, og handlingen findes i de dybere filosofiske og realtionelle dele af karaktererne. Bogen driver langsomt fremad, konstant holdt ved selskab af de dvælende naturbeskrivelser, som giver sproget en masse patos og skønhed. Det er virkelig en bog der giver læseren billeder i hovedet, måske med fare for at tabe tråden på handlingen.
Hovedpersonen Siggi er mangefacetteret, og jeg havde både øjeblikke hvor jeg fandt mig selv enig og uenig med Siggi. Maleren Max Nansen og faderen Jens, var ligeledes karakterer som man følte med, samtidig med at man kunne være uenige.
Jeg tror at bogen, efter mig personlige mening, var godt 100 sider for lang. Det er beskrivelserne der fylder, ikke plottet, og alligevel er jeg ikke sikker på at det ville være en fordel at fjerne dem. Man er dybt inde i hovedet på Siggi, i flere dele af hans liv, og det ville man nok miste, havde man undladt for meget.
Til sidst må jeg nævne det historisle aspekt. Jeg tror ikke at det kan underkendes, hvor meget denne bog skaber nye forståelser af, hvordan det måtte have været under og efter krigen, for den civile tyske befolkning. Selv på kanten af krigen, kan den ikke undslippes, og den trække dybe render efter sig. Det er komplekst, men jeg forstår forsoningen og problematikkerne deri, bedre nu. Det føler jeg i hvert fald at jeg gør. Historien foregår i et forvirret og splittet land, og efter krigen bliver der skabt kløfter mellem ikke bare folket, men generationerne. Det skildres umådeligt flot gennem Siggis møder med autoritet, og de voksne der er en del af hans liv.
Siefried Lenz skriver utroligt beskrivende, og handlingen findes i de dybere filosofiske og realtionelle dele af karaktererne. Bogen driver langsomt fremad, konstant holdt ved selskab af de dvælende naturbeskrivelser, som giver sproget en masse patos og skønhed. Det er virkelig en bog der giver læseren billeder i hovedet, måske med fare for at tabe tråden på handlingen.
Hovedpersonen Siggi er mangefacetteret, og jeg havde både øjeblikke hvor jeg fandt mig selv enig og uenig med Siggi. Maleren Max Nansen og faderen Jens, var ligeledes karakterer som man følte med, samtidig med at man kunne være uenige.
Jeg tror at bogen, efter mig personlige mening, var godt 100 sider for lang. Det er beskrivelserne der fylder, ikke plottet, og alligevel er jeg ikke sikker på at det ville være en fordel at fjerne dem. Man er dybt inde i hovedet på Siggi, i flere dele af hans liv, og det ville man nok miste, havde man undladt for meget.
Til sidst må jeg nævne det historisle aspekt. Jeg tror ikke at det kan underkendes, hvor meget denne bog skaber nye forståelser af, hvordan det måtte have været under og efter krigen, for den civile tyske befolkning. Selv på kanten af krigen, kan den ikke undslippes, og den trække dybe render efter sig. Det er komplekst, men jeg forstår forsoningen og problematikkerne deri, bedre nu. Det føler jeg i hvert fald at jeg gør. Historien foregår i et forvirret og splittet land, og efter krigen bliver der skabt kløfter mellem ikke bare folket, men generationerne. Det skildres umådeligt flot gennem Siggis møder med autoritet, og de voksne der er en del af hans liv.