A review by stinchen_holt
Kongens fald by Johannes V. Jensen

4.0

Selv om romanen er mørk, dyster og tragisk var den virkelig en fryd at læse. Johannes V. Jensens sprog er magisk, og jeg blev flere gange bevæget af hans naturbeskrivelser, overjordiske tillokkelser og poetiske vendinger. Ligemeget om han beskriver drømme, hesteslagtning, fisketure, nordiske myter eller voldtægter, gør han det konsekvent i samme skarpe sprog og korte, kontante sætninger, som krydres med overraskende sammenligninger og musikalsk rytme, som driver sproget fremad i et støt tempo - noget, som romanen vinder stort på med sit forholdsvis indholdsløse plot og usentimentale karakterpalette.
Ikke desto mindre gjorde det ondt at læse om Mikkels forfald. Meningsløsheden gennemsyrer ham, og man mærker som læser den livssmerte og fortabelse, som Johannes V. Jensen nådesløst insisterer på. Og alligevel formår han at skabe humor og overraskelse, når han eksempelvis beskriver hvordan de døde rejser sig fra graven og finder deres kære i det selv samme sprog.