Take a photo of a barcode or cover
labeet 's review for:
Ærø Manifestet
by Maj My Humaidan
emotional
hopeful
reflective
medium-paced
Jeg lod mig snyde af den offentlige (stærkt negative) omtale af denne bog. Jeg har aldrig haft det sådan, som Maj My Humaidan har det i forhold til børn, længsel efter det langsomme liv, hjemmeskoling, etc., så jeg var nem at få med på den galej med, at hun var helt galt afmarcheret og komplet privilegieblind.
Men sagen er, at hun ikke advokerer for, at vi alle skal gøre (eller føle), som hun gør. Hun redegør åbent og hudløst ærligt for sine egne følelser i forhold til det at have børn. Det, at jeg ikke har haft de samme følelser, annullerer jo ikke hendes! Tværtimod er det spændende at lytte til hendes overvejelser.
Og hendes væsentligste pointer, som blev fuldstændig forbigået i den politiske snak om bogen, er, hvorfor vi alle sammen fortsætter med at drøne rundt i hamsterhjulet, når det både ødelægger kloden og gør os og vores børn stressede og syge. At forholde sig kritisk til den samfundsmodel, hvor alt drejer sig om vækst og BNP, er jo ikke lig med at flytte til Ærø. Det er bare lig med at være opmærksom på de valg, vi træffer – også dem der føles, som om de træffer sig selv. Og Humaidan nævner gentagne gange, at hun er bevidst om, hvor privilegeret hun er, at deres familie overhovedet har haft muligheden for at træde tilbage fra hamsterhjulet.
Jeg opdagede, at jeg havde taget fejl af hende, da hun talte ved en konference, jeg overværede sidste år. På det tidspunkt kom jeg fra det, men nu stødte jeg så på hende igen og hørte om hende fra en anden vinkel, og så fandt jeg endelig bogen frem og fik hørt den. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange andre forfattere, der af "visse typer" i medierne/det politiske liv er blevet læst, som Fanden læser Biblen – og hvis bøger, jeg så er gået glip af, fordi jeg er faldet i mediesuppen.
Hun har selv indtalt bogen, og det gør hun okay.
Men sagen er, at hun ikke advokerer for, at vi alle skal gøre (eller føle), som hun gør. Hun redegør åbent og hudløst ærligt for sine egne følelser i forhold til det at have børn. Det, at jeg ikke har haft de samme følelser, annullerer jo ikke hendes! Tværtimod er det spændende at lytte til hendes overvejelser.
Og hendes væsentligste pointer, som blev fuldstændig forbigået i den politiske snak om bogen, er, hvorfor vi alle sammen fortsætter med at drøne rundt i hamsterhjulet, når det både ødelægger kloden og gør os og vores børn stressede og syge. At forholde sig kritisk til den samfundsmodel, hvor alt drejer sig om vækst og BNP, er jo ikke lig med at flytte til Ærø. Det er bare lig med at være opmærksom på de valg, vi træffer – også dem der føles, som om de træffer sig selv. Og Humaidan nævner gentagne gange, at hun er bevidst om, hvor privilegeret hun er, at deres familie overhovedet har haft muligheden for at træde tilbage fra hamsterhjulet.
Jeg opdagede, at jeg havde taget fejl af hende, da hun talte ved en konference, jeg overværede sidste år. På det tidspunkt kom jeg fra det, men nu stødte jeg så på hende igen og hørte om hende fra en anden vinkel, og så fandt jeg endelig bogen frem og fik hørt den. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange andre forfattere, der af "visse typer" i medierne/det politiske liv er blevet læst, som Fanden læser Biblen – og hvis bøger, jeg så er gået glip af, fordi jeg er faldet i mediesuppen.
Hun har selv indtalt bogen, og det gør hun okay.