Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
Enogtyve år i Kunstens vold by Embla Kristine Asmussen
emotional
reflective
slow-paced
3.75
“Enogtyve år i kunstens vold” er på mange måder Embla Kristine Asmussens forsøg på at forstå sig selv og sit eget foreløbige livsforløb som menneske og kunstner (trods sin unge alder på 21 år) efter en psykiatrisk indlæggelse pga. mental udmattelse og udbrændthed. Baseret på de biografiske beretninger og refleksioner har Asmussen hele sit liv haft et intenst behov for at udtrykke sig kunstnerisk. Dette behov har tydeligvis været svært at kombinere med et almindeligt menneskeliv, og krydsfeltet imellem de to – liv og kunst – endte med at brænde hende ud.
Embla Kristine Asmussen skriver ærligt og sårbart om sit liv og sine oplevelser, og ved at fokusere så intenst på sig selv lykkedes det hende ganske selvmodsigende at skrive en bog, som andre – især andre unge mennesker fanget i livets stormvejr – kan lære noget af.
Asmussen skåner ikke sig selv, men deler gavmildt ud af både sejre og nederlag med det formål at udvikle en form for kunstnerisk livsteori. Hun fremdrager forskellige teoretikere og teorier inden for primært skuespilkunsten og undersøger dem igennem det prisme, hendes eget liv udgør. Ved at kombinere, vælge til og fra, vende og dreje lykkedes det hende til sidst at komme med et bud på en mulig metode til at leve et godt liv i kunstens vold uden at gå på kompromis med sig selv.
En sidste tanke: Bogen igennem skriver Asmussen ‘kunst’ med stort ‘K’ og giver på den måde kunsten al for stor magt over sig. I hvert fald i mine øjne. Jeg tror, at vi lettere tager magten tilbage ved – også indeni – at skrive tingene med småt.
Embla Kristine Asmussen skriver ærligt og sårbart om sit liv og sine oplevelser, og ved at fokusere så intenst på sig selv lykkedes det hende ganske selvmodsigende at skrive en bog, som andre – især andre unge mennesker fanget i livets stormvejr – kan lære noget af.
Asmussen skåner ikke sig selv, men deler gavmildt ud af både sejre og nederlag med det formål at udvikle en form for kunstnerisk livsteori. Hun fremdrager forskellige teoretikere og teorier inden for primært skuespilkunsten og undersøger dem igennem det prisme, hendes eget liv udgør. Ved at kombinere, vælge til og fra, vende og dreje lykkedes det hende til sidst at komme med et bud på en mulig metode til at leve et godt liv i kunstens vold uden at gå på kompromis med sig selv.
En sidste tanke: Bogen igennem skriver Asmussen ‘kunst’ med stort ‘K’ og giver på den måde kunsten al for stor magt over sig. I hvert fald i mine øjne. Jeg tror, at vi lettere tager magten tilbage ved – også indeni – at skrive tingene med småt.