A review by lykkes_laeserier
Dinosaurens fjer by Sissel-Jo Gazan

3.0

(3,5) stjerner.

Vurdering:
Solid videnskabskrimi fra biologiens og universitetets verden, men ind imellem lidt lang i spyttet, hvilket nok hører med, når man skriver om videnskabelige emner, der kan kræve en del forklaringer for lægpersoner. Men ganske interessant og medrivende.

Resumé:
Baggrunden er på mange måder diskussionen om fugle som nutidens dinosaurer, som flere af karaktererne kredser om, da biologen Lars Helland findes død på sit kontor på Københavns Universitet.

Lars Helland var én af hovedkræfterne i denne diskussion og stærk fortaler for fugle-som-moderne-dinosaurer-teorien, der i dag er almindeligt accepteret. Det er den sådan set også i ”Dinosaurens fjer”, men en af romanens tre hovedpersoner, den anerkendte canadiske biolog Clive Freeman, afviser den alligevel hårdnakket. Clive Freeman er ikke litteraturhistoriens mest sympatiske karakter. Til gengæld er han mere end overbevist om sit eget værd og på mange måder nærmest en karikatur på en alfahan.

En anden hovedperson er den yngre kvinde Anna Bella Nor, der netop har afleveret speciale, hvori hun gennemgår den videnskabelige kontrovers om fugle/dinosaurer med afdøde Lars Helland som vejleder. Anna Bella Nor er et stridsomt gemyt og ikke indstillet på at lade fare. Hun er desuden mor til Lily og har en del uafklarede personlige forhold i bagagen. Jeg vil ikke sige, at Anna Bella Nor scorer topkarakter på ’likeability’-skalaen, men hun er målrettet og drevet af sin kærlighed til videnskab og forskning.

Den sidste hovedperson er Søren Marhauge, en kriminalefterforsker kendt for sin evne til at ’strikke baglæns’ og høje opklaringsprocent. Lars Hellands død bliver dog en hård nød at knække, da et simpelt hjertestop viser sig at være forårsaget af en enorm mængde parasitter, som ikke umiddelbart kan forklares.