Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler by Ditte Holm Bro, Ditte Holm Bro
5.0
Hvis nogen af os stadig går rundt med en forestilling om 1950’ernes husmødre som tilfredse og lykkelige, udstilles den idé godt og grundigt som en vrangforestilling af denne lille perle af en roman.
I ”Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler” (2023) af Ditte Holm Bro kan ingen af bogens to hovedpersoner – svigerinderne Valborg og Johanne – siges at befinde sig ret godt i deres tildelte roller som husmødre. De slår sig i tøjret, men primært på det tanke- og følelsesmæssige plan. Samtidig er de ansvarlige for at få hjemmet og hverdagen til at fungere for mand og børn og opretholde en perfekt og frem for alt støvfri facade over for omverdenen.
Johanne og Valborg er på mange måder hinandens nærmeste og føler sig tydeligvis mere sjælsbeslægtede med hinanden end med deres respektive ægtemænd, murerbrødrene Kresten og Aksel, der hver på sin måde er følelsesmæssigt fraværende. Alligevel er der ting, de ikke kan tale om eller betro hinanden. Både ting i fortiden og i nutiden; ikke mindst pga. drengen Poul, som Valborg overlod til svigerinden, da hun med et kolikspædbarn, den da etårige Poul og et liv i yderste armod ikke kunne få tingene til at hænge sammen.
Syv år er gået siden den triste dag, hvor Valborg overlod den barnløse Johanne sit barn, og romanens primære handling finder sted på en enkelt decemberdag kort før jul. Dagen er fyldt af hverdagens mange gøremål, men er også en dag, hvor de mange uudsagte ting i kvindernes liv presser sig på.
Jeg vil betegne romanen som poetisk realisme. Vi fælger på skift de to kvinder i stort og småt, især store tanker og små begivenheder. Sproget er til gengæld lækkert og poetisk. Det bliver aldrig overstemt, men er altid afstemt personernes tankerækker og stemning. En virkelig fornøjelse at læse
I ”Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler” (2023) af Ditte Holm Bro kan ingen af bogens to hovedpersoner – svigerinderne Valborg og Johanne – siges at befinde sig ret godt i deres tildelte roller som husmødre. De slår sig i tøjret, men primært på det tanke- og følelsesmæssige plan. Samtidig er de ansvarlige for at få hjemmet og hverdagen til at fungere for mand og børn og opretholde en perfekt og frem for alt støvfri facade over for omverdenen.
Johanne og Valborg er på mange måder hinandens nærmeste og føler sig tydeligvis mere sjælsbeslægtede med hinanden end med deres respektive ægtemænd, murerbrødrene Kresten og Aksel, der hver på sin måde er følelsesmæssigt fraværende. Alligevel er der ting, de ikke kan tale om eller betro hinanden. Både ting i fortiden og i nutiden; ikke mindst pga. drengen Poul, som Valborg overlod til svigerinden, da hun med et kolikspædbarn, den da etårige Poul og et liv i yderste armod ikke kunne få tingene til at hænge sammen.
Syv år er gået siden den triste dag, hvor Valborg overlod den barnløse Johanne sit barn, og romanens primære handling finder sted på en enkelt decemberdag kort før jul. Dagen er fyldt af hverdagens mange gøremål, men er også en dag, hvor de mange uudsagte ting i kvindernes liv presser sig på.
Jeg vil betegne romanen som poetisk realisme. Vi fælger på skift de to kvinder i stort og småt, især store tanker og små begivenheder. Sproget er til gengæld lækkert og poetisk. Det bliver aldrig overstemt, men er altid afstemt personernes tankerækker og stemning. En virkelig fornøjelse at læse