Scan barcode
A review by marcusuhre
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage by Naja Marie Aidt
3.0
Aidt rammer mig pishamrende hårdt, og tre stjerner er selvfølgelig ikke nok. Hendes rammefortælling , der igennem hele bogen udfoldes og blomstrer i takt med at Carl går igennem dødens præ-faser, er smuk og lækker. Mange hendes digte er gode, en dynamisk balance mellem prosa og poesi. Problemet ligger i bogens to formål, der for mig føles diametralt modsatte.
På den ene side er 'Carls Bog' et fragmentværk, der bruger forskellige stilistiske metoder og udtryk til at vise hvordan sorgen påvirker mennesket, hvordan verden ændrer sig for den sorgende. Værket springer i tid og gør tiden ugyldig. Dette formål med bogen er at ramme så tæt på Aidts indre som muligt. Formålet er betinget af følelse.
På den anden side er 'Carls Bog' et slags beskrivelsesværk. Aidt referer og citerer flere digtere, inkluderende bl. a. Inger Christensen, sig selv, Walt Whitman, hendes andre sønner og Carl. Samtidig forklarer hun sine egne digte. Hun prøver (måske som et kureringsværktøj, måske som et sorgritual) at beskrive sin søn efter døden, 'Carls Bog' er i denne henseende et forsøg på at "bære hele dit (Carls) liv." Over halvdelen af bogen er disse citationer og hvis vi fjerner de personlige (altså hende selv, Carl osv.), er formålet kun betinget af logik. Aidt vil forklare.
Jeg forstår ikke, hvorfor Aidt ikke bruger intertekstualitet til at referere til fx Inger Christensens 'Sommerfugledalen'. Jeg har læst Sommerfugledalen flere gange, jeg elsker den, men jeg har købt en bog af Naja Marie Aidt. Aidt kan skrive virkelig lækre digte, og jeg synes hun rammer sorgen rigtig godt. Men det stopper med at være fragtmenter, når alt bliver forklaret. Så stopper jeg med at eksistere som læser. Aidts forsøg på at forklare hæmmer følelsens virkning.
At læse poesi er en svær følelse at beskrive, noget i nærheden af at prøve at komme nærmere sig selv gennem andres tekst. Jeg læser et af Aidts digte på fem linjer, jeg mærker det, jeg føler det. Derefter læser jeg tre sider, der går imod mine følelser ved at forklare, hvad digtet handler om. Jeg hader, når en digter skriver om at skrive, og det jeg hader aller mest er, når en digter skriver om at skrive det, hun lige har skrevet.
På den ene side er 'Carls Bog' et fragmentværk, der bruger forskellige stilistiske metoder og udtryk til at vise hvordan sorgen påvirker mennesket, hvordan verden ændrer sig for den sorgende. Værket springer i tid og gør tiden ugyldig. Dette formål med bogen er at ramme så tæt på Aidts indre som muligt. Formålet er betinget af følelse.
På den anden side er 'Carls Bog' et slags beskrivelsesværk. Aidt referer og citerer flere digtere, inkluderende bl. a. Inger Christensen, sig selv, Walt Whitman, hendes andre sønner og Carl. Samtidig forklarer hun sine egne digte. Hun prøver (måske som et kureringsværktøj, måske som et sorgritual) at beskrive sin søn efter døden, 'Carls Bog' er i denne henseende et forsøg på at "bære hele dit (Carls) liv." Over halvdelen af bogen er disse citationer og hvis vi fjerner de personlige (altså hende selv, Carl osv.), er formålet kun betinget af logik. Aidt vil forklare.
Jeg forstår ikke, hvorfor Aidt ikke bruger intertekstualitet til at referere til fx Inger Christensens 'Sommerfugledalen'. Jeg har læst Sommerfugledalen flere gange, jeg elsker den, men jeg har købt en bog af Naja Marie Aidt. Aidt kan skrive virkelig lækre digte, og jeg synes hun rammer sorgen rigtig godt. Men det stopper med at være fragtmenter, når alt bliver forklaret. Så stopper jeg med at eksistere som læser. Aidts forsøg på at forklare hæmmer følelsens virkning.
At læse poesi er en svær følelse at beskrive, noget i nærheden af at prøve at komme nærmere sig selv gennem andres tekst. Jeg læser et af Aidts digte på fem linjer, jeg mærker det, jeg føler det. Derefter læser jeg tre sider, der går imod mine følelser ved at forklare, hvad digtet handler om. Jeg hader, når en digter skriver om at skrive, og det jeg hader aller mest er, når en digter skriver om at skrive det, hun lige har skrevet.