Scan barcode
A review by papvinogpaperbacks
Jeg hedder Folkví by Maria Hesselager
dark
tense
4.75
Med et rekordhøjt antal bogklubsmedlemmer, der havde formået at læse månedens bogklubsbog færdig, var der i lørdags lagt op til en spændende samtale om “Jeg hedder Folkví” af Maria Hesselager. En roman, der kun bliver bedre ved genlæsning og fælles diskussion. Det er en bog, der virkeligt sætter gang i tankerne.
Da vi fortog vores faste åbningsrunde med spørgsmålet “Hvad synes du om bogen?” var der flere, der nævnte, at de var i tvivl, om de egentlig brød sig om bogens karakterer. Men uanset om, man kan holde af Folkví eller ej, var der bred enighed om, at hun var en enormt interessant hovedperson. Frembrusende og stædig. Nærmest som et barn; en sammenligning, som romanen også selv lagde op til flere gange.
Undervejs kom vi vidt omkring. Vi vendte bl.a. romanens sprog, der går fra nøgternt og at være i korte hovedsætninger til at være lange knudrede bisætninger med masser af pynt og poesi. En kombination, vi elskede. Vi snakkede om romanens overraskende humor, der især var at finde i Áslakrs del (omend det måske er af den lidt tragikomiske slags). Vi snakkede selvfølgelig om romanens centrale incest forhold mellem bror og søster, der fascinerede samtlige medlemmer. Vi talte om, hvorvidt forholdet måske tog udgangspunkt i et ønske om tryghed og et behov for at forblive i barndommens lykke. I forbindelse med dette talte vi om kønsroller, og hvordan kvinden er bundet til hjemmet, mens manden kan tage på togt og eventyr. Vi talte om fortid, nutid, fremtid og raganrok. Og om en slutning måske i virkeligheden kan være en begyndelse på noget nyt? Heraf overvejede vi om romanens fokus på enden og naturens splittelse kan læses økokritisk. Vi talte om vølvens fængende magi, og vi var alle enige om, at billedet af et træ, der vokser ud af Folkvís hæl var en af de mest syrede og fedeste passager, vi har læst i et stykke tid.
Og så talte vi selvfølgelig om romanens afslutning. Romanens helt vidunderlige og helt igennem klamme afslutning. Vi elskede den, men ingen spoilers her! Og vi var alle meget imponerede, da enkelte bogklubsmedlemmer afslørede, at de rent faktisk havde gættet, hvilken vej det ville gå. En uhyre interessant bog og bogklubsdiskussion!
PAP AWARDS 2021: Bedste sidste sætning, 2. pladsen som Bedste bog
Da vi fortog vores faste åbningsrunde med spørgsmålet “Hvad synes du om bogen?” var der flere, der nævnte, at de var i tvivl, om de egentlig brød sig om bogens karakterer. Men uanset om, man kan holde af Folkví eller ej, var der bred enighed om, at hun var en enormt interessant hovedperson. Frembrusende og stædig. Nærmest som et barn; en sammenligning, som romanen også selv lagde op til flere gange.
Undervejs kom vi vidt omkring. Vi vendte bl.a. romanens sprog, der går fra nøgternt og at være i korte hovedsætninger til at være lange knudrede bisætninger med masser af pynt og poesi. En kombination, vi elskede. Vi snakkede om romanens overraskende humor, der især var at finde i Áslakrs del (omend det måske er af den lidt tragikomiske slags). Vi snakkede selvfølgelig om romanens centrale incest forhold mellem bror og søster, der fascinerede samtlige medlemmer. Vi talte om, hvorvidt forholdet måske tog udgangspunkt i et ønske om tryghed og et behov for at forblive i barndommens lykke. I forbindelse med dette talte vi om kønsroller, og hvordan kvinden er bundet til hjemmet, mens manden kan tage på togt og eventyr. Vi talte om fortid, nutid, fremtid og raganrok. Og om en slutning måske i virkeligheden kan være en begyndelse på noget nyt? Heraf overvejede vi om romanens fokus på enden og naturens splittelse kan læses økokritisk. Vi talte om vølvens fængende magi, og vi var alle enige om, at billedet af et træ, der vokser ud af Folkvís hæl var en af de mest syrede og fedeste passager, vi har læst i et stykke tid.
Og så talte vi selvfølgelig om romanens afslutning. Romanens helt vidunderlige og helt igennem klamme afslutning. Vi elskede den, men ingen spoilers her! Og vi var alle meget imponerede, da enkelte bogklubsmedlemmer afslørede, at de rent faktisk havde gættet, hvilken vej det ville gå. En uhyre interessant bog og bogklubsdiskussion!
PAP AWARDS 2021: Bedste sidste sætning, 2. pladsen som Bedste bog