Scan barcode
A review by anders_holbaek
The Voyage of the Dawn Treader by C.S. Lewis
4.0
"På den næste side kom hun til en formular »til forfriskning af sindet«. Her var der færre billeder, men de var meget smukke. Og det, Lucy begyndte at læse, mindede mere om en historie end om en formular. Det fortsatte tre sider, og inden hun var færdig med den første, havde hun glemt at hun overhovedet læste. Hun levede sig ind i historien, som om den var virkelighed, og som om billederne også var det. Da hun nåede den tredje side og kom til slutningen, sagde hun: »Det er den smukkeste historie, jeg nogen sinde har læst og nogen sinde vil komme til at læse i hele mit liv. Åh, jeg ville ønske, jeg kunne være blevet ved med at læse den i ti år. Men jeg kan da i det mindste læse den en gang til.«
Men her trådte en del af bogens magi i kraft. Man kunne ikke gå tilbage i den. Siderne til højre, dem hun ikke havde læst, kunne hun stadig blade. Men ikke dem til venstre.
»Årh, hvor er det ærgerligt!« sagde Lucy. »Jeg havde sådan lyst til at læse den igen. Nå, men så må jeg i hvert fald prøve at huske den. Lad os se... den handlede om... om... åh, det forsvinder alt sammen. Og bogstaverne på den sidste side her er også ved at forsvinde. Dette er en meget løjerlig bog. Hvordan kan jeg have glemt den historie? Den handlede om et bæger og et sværd og et træ og en grøn bakke, så meget ved jeg. Men jeg kan ikke huske resten, og hvad skal jeg dog gøre?«
Men hun kom aldrig nogen sinde i tanke om historien; og lige siden den dag var Lucys opfattelse af en god historie en, der mindede hende om den glemte historie i Troldmandens Bog."
Det er ikke alle Narnia-bøgerne, der er lige gode, men for pokker Morgenvandrerens rejse er en af de gode. Måske endda den næstbedste efter Løven, heksen og garderobeskabet. Den gode Clive Staples er en enormt økonomisk historiefortæller, og det er mig en gåde, hvor meget liv og verden han får klemt ind på så lidt plads. Sjov, når han skal være det, rørende, en sjælden gang i mellem, en vis melankoli, der kommer, hver gang nogen skal træde væk fra det barnlige, fantasifulde og uendelige, og tilbage i det lukkede, grå, voksne. Hver eneste gang, man skal sige farvel til en figur, er det, som om man aldrig skal se dem mere, og det føles, som at miste en ven. På den måde, og mange andre, forberedte C. S. Lewis børn på voksenlivet, og han var venlig nok til ikke at lade melankolien fylde uden en vis sødme. Som f.eks. da den galante og eventyrlyste mus Rippitjip, altid klar til at kaste sig i kamp, hvis det er for at forsvare en ære, sin egen eller en vens, i bogens slutning padler ud hinsides det yderste hav:
"I dette øjeblik løb båden knagende på grund. Vandet var for lavt til, at den kunne forsætte. »Herfra,« sagde Rippitjip, »fortsætter jeg alene«.
De prøvede ikke engang på at stoppe ham, for nu føltes alting, som om det var bestemt af skæbnen eller havde fundet sted tidligere. De hjalp ham med at sænke den lille skindbåd i vandet. Så trak han sit sværd (»Det vil jeg ikke få brug for mere,« sagde han) og kastede det langt ud over det åkandefyldte hav. Dér, hvor det landede, blev det stående lodret med hæftet over overfladen. Så sagde han farvel til dem og forsøgte for deres skyld at lyde bedrøvet; men i virkeligheden dirrede han af lykke. Og for første og sidste gang gjorde Lucy, hvad hun altid havde ønsket at gøre: hun omfavnede ham og trykkede ham ind til sig. Så skyndte han sig ned i sin båd og tog sin åre, og strømmen greb den, og af sted gled han i sort silhuet mod åkanderne. Men der voksede ingen åkander på bølgen; den var en glat, grøn skråning. Den lille båd fik mere og mere fart på, og smuk så den ud, da den sejlede op ad bølgen. I en brøkdel af et sekund så de båden og Rippitjip oppe på selve toppen. Så forsvandt den, og siden dette øjeblik har ingen nogen sinde set musen Rippitjip. Men jeg tror fuldt og fast på, at han uskadt nåede Aslans land og lever der den dag i dag."
Men her trådte en del af bogens magi i kraft. Man kunne ikke gå tilbage i den. Siderne til højre, dem hun ikke havde læst, kunne hun stadig blade. Men ikke dem til venstre.
»Årh, hvor er det ærgerligt!« sagde Lucy. »Jeg havde sådan lyst til at læse den igen. Nå, men så må jeg i hvert fald prøve at huske den. Lad os se... den handlede om... om... åh, det forsvinder alt sammen. Og bogstaverne på den sidste side her er også ved at forsvinde. Dette er en meget løjerlig bog. Hvordan kan jeg have glemt den historie? Den handlede om et bæger og et sværd og et træ og en grøn bakke, så meget ved jeg. Men jeg kan ikke huske resten, og hvad skal jeg dog gøre?«
Men hun kom aldrig nogen sinde i tanke om historien; og lige siden den dag var Lucys opfattelse af en god historie en, der mindede hende om den glemte historie i Troldmandens Bog."
Det er ikke alle Narnia-bøgerne, der er lige gode, men for pokker Morgenvandrerens rejse er en af de gode. Måske endda den næstbedste efter Løven, heksen og garderobeskabet. Den gode Clive Staples er en enormt økonomisk historiefortæller, og det er mig en gåde, hvor meget liv og verden han får klemt ind på så lidt plads. Sjov, når han skal være det, rørende, en sjælden gang i mellem, en vis melankoli, der kommer, hver gang nogen skal træde væk fra det barnlige, fantasifulde og uendelige, og tilbage i det lukkede, grå, voksne. Hver eneste gang, man skal sige farvel til en figur, er det, som om man aldrig skal se dem mere, og det føles, som at miste en ven. På den måde, og mange andre, forberedte C. S. Lewis børn på voksenlivet, og han var venlig nok til ikke at lade melankolien fylde uden en vis sødme. Som f.eks. da den galante og eventyrlyste mus Rippitjip, altid klar til at kaste sig i kamp, hvis det er for at forsvare en ære, sin egen eller en vens, i bogens slutning padler ud hinsides det yderste hav:
"I dette øjeblik løb båden knagende på grund. Vandet var for lavt til, at den kunne forsætte. »Herfra,« sagde Rippitjip, »fortsætter jeg alene«.
De prøvede ikke engang på at stoppe ham, for nu føltes alting, som om det var bestemt af skæbnen eller havde fundet sted tidligere. De hjalp ham med at sænke den lille skindbåd i vandet. Så trak han sit sværd (»Det vil jeg ikke få brug for mere,« sagde han) og kastede det langt ud over det åkandefyldte hav. Dér, hvor det landede, blev det stående lodret med hæftet over overfladen. Så sagde han farvel til dem og forsøgte for deres skyld at lyde bedrøvet; men i virkeligheden dirrede han af lykke. Og for første og sidste gang gjorde Lucy, hvad hun altid havde ønsket at gøre: hun omfavnede ham og trykkede ham ind til sig. Så skyndte han sig ned i sin båd og tog sin åre, og strømmen greb den, og af sted gled han i sort silhuet mod åkanderne. Men der voksede ingen åkander på bølgen; den var en glat, grøn skråning. Den lille båd fik mere og mere fart på, og smuk så den ud, da den sejlede op ad bølgen. I en brøkdel af et sekund så de båden og Rippitjip oppe på selve toppen. Så forsvandt den, og siden dette øjeblik har ingen nogen sinde set musen Rippitjip. Men jeg tror fuldt og fast på, at han uskadt nåede Aslans land og lever der den dag i dag."