A review by pleasejustletmeread
Aru Shah and the Song of Death by Roshani Chokshi

4.0

Serien her har virkelig potentiale til at skulle blive episk, blandt andet takket være det faktum, at den læner sig frygteligt meget op ad Rick Riordans mytologiske fortællinger i forhold til humor, tempo, sprog og hvordan plottet er skruet sammen; til tider kunne det endda lyde som om, det er Rick Riordan selv, der har skrevet historien.
Aru Shah bøgerne er dog stadig helt deres egne, og kan, som Rick Riordans bøger, være med til at skabe nysgerrighed om nogle af de trosretninger og myter, som ellers ikke er så meget i fokus, og de minder os om at huske, at vores verden er større end de Abrahamsreligioner, der er dominerende i det meste af verden (de skal naturligvis også have lov til at være der - men verden rummer bare så meget mere end dem). Ved at målrette bøgerne til mellemtrinnet kan man endda være heldig at fange læserne i en periode, hvor de stadig har tiden og overskuddet til at se alt det, disse bøger og myterne bag dem har at byde på, og det kan være med til at åbne deres øjne for verdens mangfoldigheder og nogle af de ting, som man ellers kunne frygte ville have været oversete.
Humoren er stadig i top, både i forhold til de naturlige platte vittigheder mellem unge på alder med vores hovedpersoner, men også i forhold til mængden af intertekstuelle referencer, der som i Rick Riordans universer ikke nøjes med at være referencer til den pågældende mytologi, men også til en længere række værker fra populærkulturen, som man måske ikke kan forvente, men i hvert fald håbe på at målgruppen kender til; herunder er Harry Potter og Ringenes Herre de helt store spillere i denne bog, mens der også er subtile hints til Rick Riordans univers og flere Disneyfilm.
I kraft af, at der her i bog 2 bliver introduceret to nye karakterer, som har stor betydning for handlingen, opstår der naturligt en række konflikter, som er interessante at følge - både i forhold til at Aru og Mini nu ikke længere er alene på deres quest og nu må ændre den dynamik de har mellem sig fra sidste quest for at gøre plads til to nye, stærke personligheder, som også har deres at ville have sagt i forhold til hvordan tingene skal gøres, og hvem der fører an - men også i forhold til hvordan Aru ser sig selv, hvilket næsten er mere interessant at følge, i og med vi får ety indblik i hendes gradvise modningsproces. Hun er ikke perfekt, men en nuanceret, realistisk karakter med tvivl om, hvorvidt hun slår til, både som datter, veninde, elev og som Pandava, og det gør det bestemt ikke lettere, at der nu er nye ansigter at forholde sig til, som også har nogle forventninger til én. Der er mange ting at tackle, og det er en stor gave, at vi får indblik i hvordan Aru tænker og ser situationen undervejs, og det bliver spændende at se hvordan hun udvikler sig i de kommende bøger.
Det er dog som om, der mangler en lille smule gnist i bogen her i forhold til dens forgænger, hvorfor der også "kun" er givet fire stjerner mod de fem, jeg gav den første bog. Det er svært at finde ud af, nøjagtigt hvad, der gør det, men der er lagt en dæmper på nogle af de positive ting, - ikke, at de er forsvundet, men der er bare en smule mindre af dem, - måske for at gøre plads til, at de nye karakterer skal have lov at fylde lidt? Man kan i hvert fald håbe, at energien kan holdes oppe serien ud, så den ikke mister al sin kraft fremadrettet, nu serien har så meget at byde på.