Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
For sidste gang et menneske by
emotional
inspiring
reflective
sad
slow-paced
- Plot- or character-driven? Character
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? Yes
- Diverse cast of characters? No
- Flaws of characters a main focus? It's complicated
4.0
”For sidste gang et menneske” (2024) er Helen Vibe Landers skønlitterære debut om en kvinde i 50’erne, hvis liv har været præget af angst i mange afskygninger. Igennem hele livet har hun haft et særligt nært forhold til broren, Henrik, der nogle år forinden bosatte sig i Thailand. Nu får Henrik imidlertid konstateret lungekræft, hospitalsindlægges og beder så mindeligt sin søster om at komme.
Romanen foregår i perioden mellem Henriks første indlæggelse og til kort efter hans død året efter. Det bliver et skelsættende år i hovedpersonens liv, for ikke nok med at hun skal forholde sig til brorens sygdom og død, tvinger det hende til at konfrontere sin egen angst og vokse som menneske.
Bogen består af mange korte kapitler og følger to forskellige spor. Hovedsporet er romanens nutid i 2007 og 2008, hvor Henrik er syg og på hospitalet. Det underliggende spor er de mange erindringsglimt fra hovedpersonens barndom og ungdom, som giver et indblik i, hvorfor især hun, men også Henrik har udviklet sig, som de har. For hovedpersonens vedkommende er der nærmest tale om generationel angst, men hun har også selv et alvorligt sygdomsforhold i bagagen, hvilket dog forbigås underligt overfladisk. Især i betragtning af, hvor hudlæst ærligt de fleste andre begivenheder og forhold beskrives.
Bogen er skrevet som såkaldt autofiktion, hvilket vil sige, at hovedpersonen i bund og grund er Helen Vibe Lander selv. Uden at kende hende personligt er det dog svært at sige, hvad der er erindring og hvad fiktion, men det er heller ikke pointen. Pointen er fortællingen om en kvindes liv med angst, og i den udforskning forekommer hun frygtløs og hudløst ærlig. Det er desuden en smuk fortælling. Smukt skrevet i et sprog, der flyder og formidler let og indlevende.
Romanen foregår i perioden mellem Henriks første indlæggelse og til kort efter hans død året efter. Det bliver et skelsættende år i hovedpersonens liv, for ikke nok med at hun skal forholde sig til brorens sygdom og død, tvinger det hende til at konfrontere sin egen angst og vokse som menneske.
Bogen består af mange korte kapitler og følger to forskellige spor. Hovedsporet er romanens nutid i 2007 og 2008, hvor Henrik er syg og på hospitalet. Det underliggende spor er de mange erindringsglimt fra hovedpersonens barndom og ungdom, som giver et indblik i, hvorfor især hun, men også Henrik har udviklet sig, som de har. For hovedpersonens vedkommende er der nærmest tale om generationel angst, men hun har også selv et alvorligt sygdomsforhold i bagagen, hvilket dog forbigås underligt overfladisk. Især i betragtning af, hvor hudlæst ærligt de fleste andre begivenheder og forhold beskrives.
Bogen er skrevet som såkaldt autofiktion, hvilket vil sige, at hovedpersonen i bund og grund er Helen Vibe Lander selv. Uden at kende hende personligt er det dog svært at sige, hvad der er erindring og hvad fiktion, men det er heller ikke pointen. Pointen er fortællingen om en kvindes liv med angst, og i den udforskning forekommer hun frygtløs og hudløst ærlig. Det er desuden en smuk fortælling. Smukt skrevet i et sprog, der flyder og formidler let og indlevende.