Take a photo of a barcode or cover
tcdk 's review for:
The Ministry for the Future
by Kim Stanley Robinson
Udkommer på dansk som Fremtidsministeriet den 10. oktober 2024.
Det er måske tredive år siden, jeg sidst læste noget af Kim Stanley Robinson – hans Mars-trilogi er klassisk 1990’er science fiction. Jeg har lige fundet min anmeldelse af Red Mars – jeg var ikke imponeret. Anmeldelse af Red Mars
Fremtidsministeriet er noget helt, helt andet, og det er tydeligt, at Robinson er modnet som forfatter i løbet af de sidste tredive år. Han lægger hårdt ud med en hedebølge, der dræber millioner. Vi følger en ung frivillig hjælpearbejder i Indien, mens verden falder sammen omkring ham, og folk dør i heden. Jeg måtte lægge bogen fra mig og tage en pause – det var stærk læsning. Jeg vendte kun tilbage til den, fordi den blev kraftigt anbefalet til mig. Det var en god anbefaling – den intense begyndelse giver mening, hvis vi skal forstå, hvor vi er i klimakrisen, og hvis vi skal trækkes ud af vores blindhed for, hvad der venter lige om hjørnet.
Vi følger primært to hovedpersoner: hjælpearbejderen, der kæmper med traumerne fra sine oplevelser, og lederen af Fremtidsministeriet, som forsøger at definere både sin egen og ministeriets rolle i kampen for klodens overlevelse. Ministeriet fungerer som en klimaorienteret pendant til FN – besluttet og tiltrådt af de fleste lande, men med relativt svag magt. Ministeriet kan komme med dekreter og forslag, men har ingen mulighed for at gennemtvinge dem. Så der står hun med tusind ting, der skal gøres, men som ingen vil betale for. Hvad nu?
Bogen dækker de kommende årtiers kamp for klodens overlevelse – eller mere præcist, for menneskehedens og biodiversitetens overlevelse. Planeten skal nok klare sig, som det påpeges i bogen. Eller rettere sagt, biodiversiteten skal også nok klare sig – det tager kun små 12 millioner år, så er alle de evolutionære nicher udfyldt igen. Bare uden os. Der er mange af den slags skarpe betragtninger i bogen.
Bogen fremlægger mange spændende løsninger og muligheder for, hvad der kan og skal gøres, hvis vi skal klare os igennem denne krise. Nogle af disse løsninger kræver helt nye måder at tænke på, mens andre kræver, at vi er villige til at tage skridt, som vi ikke engang kan tale om i dag (for eksempel at de, der ødelægger planeten for profit, må bære konsekvenserne af alle de liv, de har på samvittigheden).
Robinson går langt, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Han ser på os med fremtidens øjne – han ser tilbage på vores manglende evne til at gøre det rigtige, og han er ikke mild.
En af de stærkeste bøger, ikke bare om klima, men om hvad vi er nødt til at gøre for at skabe en fremtid, der er værd at leve i. Nok tegnes der en fremtid fyldt med prøvelser og elendighed, men der vises også en vej frem. Vi kan have en fremtid. Uden at afsløre for meget, må jeg indrømme, at bogens afslutning måske bliver en anelse for optimistisk. Robinsons håbefulde tone skiller sig ud fra de dystopiske fremtidsscenarier, der har præget genren de sidste mange år, men det giver alligevel læseren en følelse af håb, som er tiltrængt.
Det er måske tredive år siden, jeg sidst læste noget af Kim Stanley Robinson – hans Mars-trilogi er klassisk 1990’er science fiction. Jeg har lige fundet min anmeldelse af Red Mars – jeg var ikke imponeret. Anmeldelse af Red Mars
Fremtidsministeriet er noget helt, helt andet, og det er tydeligt, at Robinson er modnet som forfatter i løbet af de sidste tredive år. Han lægger hårdt ud med en hedebølge, der dræber millioner. Vi følger en ung frivillig hjælpearbejder i Indien, mens verden falder sammen omkring ham, og folk dør i heden. Jeg måtte lægge bogen fra mig og tage en pause – det var stærk læsning. Jeg vendte kun tilbage til den, fordi den blev kraftigt anbefalet til mig. Det var en god anbefaling – den intense begyndelse giver mening, hvis vi skal forstå, hvor vi er i klimakrisen, og hvis vi skal trækkes ud af vores blindhed for, hvad der venter lige om hjørnet.
Vi følger primært to hovedpersoner: hjælpearbejderen, der kæmper med traumerne fra sine oplevelser, og lederen af Fremtidsministeriet, som forsøger at definere både sin egen og ministeriets rolle i kampen for klodens overlevelse. Ministeriet fungerer som en klimaorienteret pendant til FN – besluttet og tiltrådt af de fleste lande, men med relativt svag magt. Ministeriet kan komme med dekreter og forslag, men har ingen mulighed for at gennemtvinge dem. Så der står hun med tusind ting, der skal gøres, men som ingen vil betale for. Hvad nu?
Bogen dækker de kommende årtiers kamp for klodens overlevelse – eller mere præcist, for menneskehedens og biodiversitetens overlevelse. Planeten skal nok klare sig, som det påpeges i bogen. Eller rettere sagt, biodiversiteten skal også nok klare sig – det tager kun små 12 millioner år, så er alle de evolutionære nicher udfyldt igen. Bare uden os. Der er mange af den slags skarpe betragtninger i bogen.
Bogen fremlægger mange spændende løsninger og muligheder for, hvad der kan og skal gøres, hvis vi skal klare os igennem denne krise. Nogle af disse løsninger kræver helt nye måder at tænke på, mens andre kræver, at vi er villige til at tage skridt, som vi ikke engang kan tale om i dag (for eksempel at de, der ødelægger planeten for profit, må bære konsekvenserne af alle de liv, de har på samvittigheden).
Robinson går langt, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Han ser på os med fremtidens øjne – han ser tilbage på vores manglende evne til at gøre det rigtige, og han er ikke mild.
En af de stærkeste bøger, ikke bare om klima, men om hvad vi er nødt til at gøre for at skabe en fremtid, der er værd at leve i. Nok tegnes der en fremtid fyldt med prøvelser og elendighed, men der vises også en vej frem. Vi kan have en fremtid. Uden at afsløre for meget, må jeg indrømme, at bogens afslutning måske bliver en anelse for optimistisk. Robinsons håbefulde tone skiller sig ud fra de dystopiske fremtidsscenarier, der har præget genren de sidste mange år, men det giver alligevel læseren en følelse af håb, som er tiltrængt.