A review by lykkes_laeserier
Vitalogier by Oliver Holm

5.0

Jeg faldt for ”Vitalogier” med et brag. Den er både personlig og favnende, fra mikrokosmos til makrokosmos, og vi kommer omkring virkelig mange aspekter at et helt almindeligt (mande)liv, som kun sjældent belyses så nært og så ægte.

Hovedrollen i digtsamlingen spilles på mange måde af sproget selv. Ordene udforskes, strækkes og udvides i både sammenhænge og betydning. De smages på og sanses på nye og uventede måder. Tag bare titlen, ”Vitalogier”, en sammenstilling af ’vital’ og alle de mange ’-logier’, man kan komme i tanker om: analogier, antologier etc. Det er virkelig lækkert for en sprognørd som mig!

Jeg sad under læsningen med en lille nervøsitet for, om sprog, form og indhold på et tidspunkt ville kamme over i selvfedhed og selvsmagen. Det skete heldigvis aldrig. Holm holder sig hele tiden på egen banehalvdel, hvilket resulterer i en autentisk lyrikoplevelse, der sprudler af ægte sprogbegejstring. En begejstring jeg som læser ikke kan lade være med at dele. Holm deler med læseren uden at tale ned til os, også selvom hans ordforråd nok er større end de flestes. Og det er netop pointen: Ordene, den måde de lyder på, føles inde i munden på. Den måde de ændrer mening på afhængigt af sammenhængen. Her leges og udforskes i, hvordan sproget kan bruges til at formidle følelser, stemninger og oplevelser.

”Vitalogier” kan virkelig noget. Prøv selv, da jeg nok ikke er alene om at lade mig forføre af ordene, sproget og det, de søger at formidle.