Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
Spædgry by Jonas Reppel
emotional
reflective
medium-paced
4.5
Lige dele vrede og ømhed præger denne rasende/rasende fine digtsamling - “Spædgry” af Jonas Reppel.
En barndom med svigt har sat sit præg på digter-jeg’et i “Spædgry”. Han står på én og samme tid over for at blive far, er netop blevet far og har været far i to-tre år. Ømheden over for det spæde og gryende liv er overvældende, men det samme er vreden over for det samfund og den stat, der ikke blot svigtede digter-jeg’et, da han selv var lille og hjælpeløs, men også står på spring for at svigte det nye lille liv, som digter-jeg’et vil gøre alt for at beskytte. Og det er nærmest umuligt i en verden sat i brand af politikere og kapitalister uden hensyn til omkostningerne for det arbejdende folk, som digter-jeg’et er rundet af. Førtidspensioner, nedslidthed og vold i hjemmet betyder skæbner tabt på gulvet på trods – eller måske på grund – af diverse mere eller mindre nytteløse sociale indsatser.
Derved fremstår digtsamlingen på mange måder nærmest som et manifest, som mange forældre vil kunne skrive under på, når man fx står over for at skulle aflevere den elskede guldklump i underbemandede institutioner for selv at tage på arbejde og tjene penge til sig selv, ja vist, men primært til alle jakkesættene, der i forvejen har rigeligt. Det går lige i maven og hjertet på læseren - i hvert fald i mig!
Digtene i “Spædgry” taler sammen fra side til side og er derfor heller ikke opdelt med titler. Det kan jeg rigtig godt lide. Sproget fungerer også godt. Især når Reppel udforsker og udfordrer ordene og deres betydninger. Fx ordet ‘voldsåret’, der giver det pågældende digt meget forskellige betydningslag, alt efter hvor man deler det: er det ‘vold-såret’ eller ‘volds-året’? Begge dele? Mine eneste kritik er, at nogle af digtene kan føles lidt repetitive i al deres vrede, og digtsamlingen derfor er en smule for lang, men det er en meget lille kritik af en digtsamling, som virkelig har noget på hjerte og i øvrigt fungerer rigtig godt.
En barndom med svigt har sat sit præg på digter-jeg’et i “Spædgry”. Han står på én og samme tid over for at blive far, er netop blevet far og har været far i to-tre år. Ømheden over for det spæde og gryende liv er overvældende, men det samme er vreden over for det samfund og den stat, der ikke blot svigtede digter-jeg’et, da han selv var lille og hjælpeløs, men også står på spring for at svigte det nye lille liv, som digter-jeg’et vil gøre alt for at beskytte. Og det er nærmest umuligt i en verden sat i brand af politikere og kapitalister uden hensyn til omkostningerne for det arbejdende folk, som digter-jeg’et er rundet af. Førtidspensioner, nedslidthed og vold i hjemmet betyder skæbner tabt på gulvet på trods – eller måske på grund – af diverse mere eller mindre nytteløse sociale indsatser.
Derved fremstår digtsamlingen på mange måder nærmest som et manifest, som mange forældre vil kunne skrive under på, når man fx står over for at skulle aflevere den elskede guldklump i underbemandede institutioner for selv at tage på arbejde og tjene penge til sig selv, ja vist, men primært til alle jakkesættene, der i forvejen har rigeligt. Det går lige i maven og hjertet på læseren - i hvert fald i mig!
Digtene i “Spædgry” taler sammen fra side til side og er derfor heller ikke opdelt med titler. Det kan jeg rigtig godt lide. Sproget fungerer også godt. Især når Reppel udforsker og udfordrer ordene og deres betydninger. Fx ordet ‘voldsåret’, der giver det pågældende digt meget forskellige betydningslag, alt efter hvor man deler det: er det ‘vold-såret’ eller ‘volds-året’? Begge dele? Mine eneste kritik er, at nogle af digtene kan føles lidt repetitive i al deres vrede, og digtsamlingen derfor er en smule for lang, men det er en meget lille kritik af en digtsamling, som virkelig har noget på hjerte og i øvrigt fungerer rigtig godt.