Scan barcode
A review by fth0tfitzgerald
Death's End by Cixin Liu
4.25
Alt i alt meget god bog, som dog blegner ift. den forrige.
Jeg vil starte med min kritik, da det er den der ligger mig mest på sinde.
Min primære klage og utilfredshed med bogen ligger i de mange "red herrings" den bruger. I en bog som denne, hvor plot twist er en stor der af glæden, er der selvfølgelig brug for en hvis del vildledelse.
Dog føler jeg at vildledelserne i denne bog er langt flere og længere af varighed end i de tidligere bøger. Især har jeg problemer med Australien episoden, som jeg følger primært var en langtrukken distraktion. Der var en vis nødvendighed, Cheng Xin's karakter skulle fremvises og vi skal fortvivle for jordens overlevelse under et Trisolarisk styre.
Og dog, det fyldte alt for meget.
Min anden utilfredshed ligger i den bizarre mængde af snak om køn, kvinder og mandeidealer. Igen kan jeg til en hvis grad se pointen i at jorden "feminiseres" i fredsperioderne. Hvis man, som Liu Cixin højst sandsynligt gør, ser kvinder som en enfoldig, blød og moderlig størrelse er det ingen overraskelse at han fremviser den menneskelige udvikling som han gør.
Menneskerne vælger Cheng Xin "Østens moder Maria" som deres repræsentant, herved viser de deres eget sind. Dette står i stærk kontrast til "kosmossets repræsentant" Wade.
Derudover er alt kønssnakken dog i mine øjne overflødig.
Man mindes om de kinesiske "Wen og Wu" arketyper, og den lovgivning der i disse år er kommet i stil med dem.
Selvom jeg plotmæssigt forstår nødvendigheden af hibernation kan jeg rent praktisk ikke forstå at folk i bogen tør sætte deres lid til det.
Teknologien er der nok intet galt med, men hvad med menneskelige fejl? Hvordan kan man nogensinde være sikker på at vågne igen. Folk må være gået tabt i The Great Ravine, Cheng Xin kunne være blevet efterladt på jorden. Til den tid man skulle vågne kunne jorden være gået under, og man død i sin søvn. Nej tak.
Til sidst føler jeg at der let og uelegant blev sprunget over karakteriseringen af den genoplivede Yun Tianming.
Hvordan kan vi være sikre på at han ikke mente jorden ondt, hvorfor og hvornår tilgav han Cheng Xin?
Ja, hans kærlighed til hende er stor og irrationel, men virkelig?
Ting jeg kunne lide:
Jeg vil starte med min kritik, da det er den der ligger mig mest på sinde.
Min primære klage og utilfredshed med bogen ligger i de mange "red herrings" den bruger. I en bog som denne, hvor plot twist er en stor der af glæden, er der selvfølgelig brug for en hvis del vildledelse.
Dog føler jeg at vildledelserne i denne bog er langt flere og længere af varighed end i de tidligere bøger. Især har jeg problemer med Australien episoden, som jeg følger primært var en langtrukken distraktion. Der var en vis nødvendighed, Cheng Xin's karakter skulle fremvises og vi skal fortvivle for jordens overlevelse under et Trisolarisk styre.
Og dog, det fyldte alt for meget.
Min anden utilfredshed ligger i den bizarre mængde af snak om køn, kvinder og mandeidealer. Igen kan jeg til en hvis grad se pointen i at jorden "feminiseres" i fredsperioderne. Hvis man, som Liu Cixin højst sandsynligt gør, ser kvinder som en enfoldig, blød og moderlig størrelse er det ingen overraskelse at han fremviser den menneskelige udvikling som han gør.
Menneskerne vælger Cheng Xin "Østens moder Maria" som deres repræsentant, herved viser de deres eget sind. Dette står i stærk kontrast til "kosmossets repræsentant" Wade.
Derudover er alt kønssnakken dog i mine øjne overflødig.
Man mindes om de kinesiske "Wen og Wu" arketyper, og den lovgivning der i disse år er kommet i stil med dem.
Selvom jeg plotmæssigt forstår nødvendigheden af hibernation kan jeg rent praktisk ikke forstå at folk i bogen tør sætte deres lid til det.
Teknologien er der nok intet galt med, men hvad med menneskelige fejl? Hvordan kan man nogensinde være sikker på at vågne igen. Folk må være gået tabt i The Great Ravine, Cheng Xin kunne være blevet efterladt på jorden. Til den tid man skulle vågne kunne jorden være gået under, og man død i sin søvn. Nej tak.
Til sidst føler jeg at der let og uelegant blev sprunget over karakteriseringen af den genoplivede Yun Tianming.
Hvordan kan vi være sikre på at han ikke mente jorden ondt, hvorfor og hvornår tilgav han Cheng Xin?
Ja, hans kærlighed til hende er stor og irrationel, men virkelig?
Ting jeg kunne lide:
- Ideen om at alt på jorden er skabt symbiotisk med liv og mennesker. En hyperbolisering af en tanke alle har haft, hvordan ville jorden se ud uden mennesker? Liu's svar er pirrende.
- Selvom Liu's karakterer er kolde kom jeg alligevel til at holde af mange af dem.
- Når dette univers går under vil der komme et nyt, og det vil måske bære Cheng Xin's præg.
Det bragte mig tilbage til det der startede min sci-fi periode Outer Wilds.
Fucking fantastisk.
Når jeg en dag dør vil jeg slukke mit lys i spejlet, træde ind i øjet og håbe at mine minder skaber noget smukt.