Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
Pennskaftet by Elin Wägner
hopeful
informative
inspiring
slow-paced
- Plot- or character-driven? Character
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? Yes
- Diverse cast of characters? No
- Flaws of characters a main focus? No
4.0
”Penneskaftet” (1910) af Elin Wägner er lidt af en sproglig mundfuld i oversættelsen anno 1911. Man talte tydeligvis anderledes for godt 100 år siden, så jeg skulle lige vænne mig til sproget, der langt fra er så let og ligetil som Wägners nyoversatte første roman ”Norrtullsligaen” (1908/2025).
I ”Norrtullsligaen” faldt jeg for Wägners lette, men alligevel alvorsfulde fortællestil. Samtidig lyttede jeg til lydbogsudgaven af ”Damer der var for meget” (2022) af Sara Alfort, hvor Elin Wägner er en af de 13 kvinder, der hverken kunne eller ville indordne sig under samtidens restriktive moralkodeks for kvinder. Det inspirerede mig til at undersøge, hvad jeg ellers kunne finde af Wägner på dansk, og det blev så ”Penneskaftet”.
I ”Penneskaftet” skifter synsvinklen mellem flere karakterer, men titelkarakteren – den unge, kvindelige journalist kaldet ’Penneskaftet’ – er den centrale figur. Hun er en for tiden helt ny type kvinde med egne meninger og eget moralkodeks. Det er desuden i høj grad en roman om kampen for kvinders stemmeret, som først blev indført i Sverige i 1919.
Vi befinder os i romanen i centrum af stemmeretskampen blandt de centrale skikkelser i Stockholm. Penneskaftet involveres mere og mere i denne kamp i løbet af romanen, sideløbende med at hun på det personlige plan indleder et kærlighedsforhold til en ung arkitekt, som nok har udfordret læsernes moral en smule. Penneskaftet er på ingen måde promiskuøs - hun lever bare sit liv på egne præmisser.
Elin Wägner var selv journalist og forkæmper for kvindelig stemmeret. Det er derfor ikke så underligt, at hun skrev ”Penneskaftet”, der blev en stor salgsmæssig succes i Sverige og desuden satte sit eget præg på debatten om kvinder og kvinders plads i samfundet. Jeg ville ønske, at den fandtes i en mere tidssvarende oversættelse, da historien i sig selv er interessant. Derudover vil jeg anbefale ”Damer der var for meget”, som virkelig gør én klog på perioden.
I ”Norrtullsligaen” faldt jeg for Wägners lette, men alligevel alvorsfulde fortællestil. Samtidig lyttede jeg til lydbogsudgaven af ”Damer der var for meget” (2022) af Sara Alfort, hvor Elin Wägner er en af de 13 kvinder, der hverken kunne eller ville indordne sig under samtidens restriktive moralkodeks for kvinder. Det inspirerede mig til at undersøge, hvad jeg ellers kunne finde af Wägner på dansk, og det blev så ”Penneskaftet”.
I ”Penneskaftet” skifter synsvinklen mellem flere karakterer, men titelkarakteren – den unge, kvindelige journalist kaldet ’Penneskaftet’ – er den centrale figur. Hun er en for tiden helt ny type kvinde med egne meninger og eget moralkodeks. Det er desuden i høj grad en roman om kampen for kvinders stemmeret, som først blev indført i Sverige i 1919.
Vi befinder os i romanen i centrum af stemmeretskampen blandt de centrale skikkelser i Stockholm. Penneskaftet involveres mere og mere i denne kamp i løbet af romanen, sideløbende med at hun på det personlige plan indleder et kærlighedsforhold til en ung arkitekt, som nok har udfordret læsernes moral en smule. Penneskaftet er på ingen måde promiskuøs - hun lever bare sit liv på egne præmisser.
Elin Wägner var selv journalist og forkæmper for kvindelig stemmeret. Det er derfor ikke så underligt, at hun skrev ”Penneskaftet”, der blev en stor salgsmæssig succes i Sverige og desuden satte sit eget præg på debatten om kvinder og kvinders plads i samfundet. Jeg ville ønske, at den fandtes i en mere tidssvarende oversættelse, da historien i sig selv er interessant. Derudover vil jeg anbefale ”Damer der var for meget”, som virkelig gør én klog på perioden.