Scan barcode
A review by lykkes_laeserier
Fjärilsdalen : ett requiem by Inger Christensen
5.0
Inger Christensens sonetkrans “Sommerfugledalen” er et utroligt smukt bekendtskab, som jeg under alle at læse i det mindste en enkelt gang. Her blander livet og døden sig i et væld af farver og sanseoplevelser. Værket har da også fået undertitlen “Et requiem” (dødsmesse), men jeg har nu mest læst (og genlæst) det for dets fejring af livet.
Også rent teknisk er “Sommerfugledalen” et mesterværk. Kravene til sonetter og ikke mindst sonetkranse er ret rigide, men Inger Christensens får det til at synes så let som for en sommerfugl at slå med vingerne. Her skal ikke opremses krav til strofer og enderim, men blot konstateres, at de er formfuldendte.
Der er mange, som ikke har mod på at læse lyrik, da de ikke synes, at de forstår det. Måske fordi mange af os mest husker lyrik fra skoletidens digtanalyser, hvor hvert et lille ord skulle tolkes og fortolkes ‘rigtigt’.
Glem bare alt det! Når jeg læser lyrik er der ikke noget rigtigt eller forkert, kun min egen oplevelse af digterens ord, hvor jeg nogle gange glider med og andre gange imod de billeder, digtene skaber. Nogle kan jeg genkende og andre ikke, måske nøjes jeg med at smage på ordene og deres rytmer, det ændrer sig fra gang til gang. Har jeg forstået det hele? Helt sikkert ikke. Gør det noget? Ikke det fjerneste!
Lyrik skal nemlig læses med hjertet og måske maven snarere end med hovedet. Den skal mærkes og føles, ikke fortolkes, og det har man som læser heldigvis fuld frihed til. Også når det gælder selv de største digtere som fx Inger Christensen. Prøv det selv, og start gerne med “Sommerfugledalen”, hvis du ikke allerede har læst den.
Også rent teknisk er “Sommerfugledalen” et mesterværk. Kravene til sonetter og ikke mindst sonetkranse er ret rigide, men Inger Christensens får det til at synes så let som for en sommerfugl at slå med vingerne. Her skal ikke opremses krav til strofer og enderim, men blot konstateres, at de er formfuldendte.
Der er mange, som ikke har mod på at læse lyrik, da de ikke synes, at de forstår det. Måske fordi mange af os mest husker lyrik fra skoletidens digtanalyser, hvor hvert et lille ord skulle tolkes og fortolkes ‘rigtigt’.
Glem bare alt det! Når jeg læser lyrik er der ikke noget rigtigt eller forkert, kun min egen oplevelse af digterens ord, hvor jeg nogle gange glider med og andre gange imod de billeder, digtene skaber. Nogle kan jeg genkende og andre ikke, måske nøjes jeg med at smage på ordene og deres rytmer, det ændrer sig fra gang til gang. Har jeg forstået det hele? Helt sikkert ikke. Gør det noget? Ikke det fjerneste!
Lyrik skal nemlig læses med hjertet og måske maven snarere end med hovedet. Den skal mærkes og føles, ikke fortolkes, og det har man som læser heldigvis fuld frihed til. Også når det gælder selv de største digtere som fx Inger Christensen. Prøv det selv, og start gerne med “Sommerfugledalen”, hvis du ikke allerede har læst den.