Take a photo of a barcode or cover
A review by lykkes_laeserier
Skyggernes rige: gyserroman by M. R. Sander-Nielsen
3.0
“Skyggernes rige” (2023) af M.R. Sander-Nielsen skriver sig på mange måder ind i horrorgenren, selvom den for mig i højere grad er en roman om de tanker om livet og døden, bogens centrale personer gør sig i slutningen af deres egne liv. Meget skal forstås overført, og man kan dykke så dybt eller overfladisk ned, som man ønsker, og stadig få noget ud af læsningen.
Hovedpersonen er den 80-årige graver Peder, der – måske, måske ikke – havde nogle overnaturlige oplevelser som barn. Dem får vi aldrig rigtig klarhed over, men de dukker op igen, da en af kirkegårdens mangeårige beboere kommer op af jorden på ganske ubehagelig vis. Det kommer naturligvis noget bag på Peder og sætter gang i mangt og meget.
Forfatteren til “Skyggernes rige” solgte mig på bogen ved at beskrive den som en mellemting mellem Henrik Pontoppidan og H.P. Lovecraft. Lovecraft har jeg ganske vist aldrig læst, men til gengæld giver bogen mig mindelser om Charles Dickens’ “A Christmas Carol” (1843, på dansk “En julehistorie”), hvor julens tre ånder giver hovedpersonen Ebenezer Scrooge anledning til at tage sit liv op til overvejelse. Det er nogle af de samme tematikker, der er på spil i “Skyggernes rige”.
Jeg vil ikke sige, at “Skyggernes rige” altid sad lige i skabet for mig, hverken erfaringsmæssigt eller sprogligt, men den er rigtig godt på vej. At en kun 19-årig forfatter vælger at skrive en delvist historisk roman med en aldrende hovedperson, er i mine øjne ikke bare ambitiøst, men også prisværdigt. Romanen har da også rigtig mange kvaliteter, som burde appellere til mange forskellige læsere – også dem der, som jeg, ikke normalt er til horror. Horrorelementerne tjener nemlig et formål og er, når det kommer til stykket, noget mindre skræmmende for læserne end for romanens personer.
Hovedpersonen er den 80-årige graver Peder, der – måske, måske ikke – havde nogle overnaturlige oplevelser som barn. Dem får vi aldrig rigtig klarhed over, men de dukker op igen, da en af kirkegårdens mangeårige beboere kommer op af jorden på ganske ubehagelig vis. Det kommer naturligvis noget bag på Peder og sætter gang i mangt og meget.
Forfatteren til “Skyggernes rige” solgte mig på bogen ved at beskrive den som en mellemting mellem Henrik Pontoppidan og H.P. Lovecraft. Lovecraft har jeg ganske vist aldrig læst, men til gengæld giver bogen mig mindelser om Charles Dickens’ “A Christmas Carol” (1843, på dansk “En julehistorie”), hvor julens tre ånder giver hovedpersonen Ebenezer Scrooge anledning til at tage sit liv op til overvejelse. Det er nogle af de samme tematikker, der er på spil i “Skyggernes rige”.
Jeg vil ikke sige, at “Skyggernes rige” altid sad lige i skabet for mig, hverken erfaringsmæssigt eller sprogligt, men den er rigtig godt på vej. At en kun 19-årig forfatter vælger at skrive en delvist historisk roman med en aldrende hovedperson, er i mine øjne ikke bare ambitiøst, men også prisværdigt. Romanen har da også rigtig mange kvaliteter, som burde appellere til mange forskellige læsere – også dem der, som jeg, ikke normalt er til horror. Horrorelementerne tjener nemlig et formål og er, når det kommer til stykket, noget mindre skræmmende for læserne end for romanens personer.