Scan barcode
Reviews
إن أخذَ الموتُ منكَ شيئاً رُدَّهُ إليه - كتاب كارل by Naja Marie Aidt, نايا ماريا آيت, دنى غالي
natashabaker's review against another edition
challenging
dark
emotional
reflective
sad
medium-paced
4.75
marcusuhre's review against another edition
3.0
Aidt rammer mig pishamrende hårdt, og tre stjerner er selvfølgelig ikke nok. Hendes rammefortælling , der igennem hele bogen udfoldes og blomstrer i takt med at Carl går igennem dødens præ-faser, er smuk og lækker. Mange hendes digte er gode, en dynamisk balance mellem prosa og poesi. Problemet ligger i bogens to formål, der for mig føles diametralt modsatte.
På den ene side er 'Carls Bog' et fragmentværk, der bruger forskellige stilistiske metoder og udtryk til at vise hvordan sorgen påvirker mennesket, hvordan verden ændrer sig for den sorgende. Værket springer i tid og gør tiden ugyldig. Dette formål med bogen er at ramme så tæt på Aidts indre som muligt. Formålet er betinget af følelse.
På den anden side er 'Carls Bog' et slags beskrivelsesværk. Aidt referer og citerer flere digtere, inkluderende bl. a. Inger Christensen, sig selv, Walt Whitman, hendes andre sønner og Carl. Samtidig forklarer hun sine egne digte. Hun prøver (måske som et kureringsværktøj, måske som et sorgritual) at beskrive sin søn efter døden, 'Carls Bog' er i denne henseende et forsøg på at "bære hele dit (Carls) liv." Over halvdelen af bogen er disse citationer og hvis vi fjerner de personlige (altså hende selv, Carl osv.), er formålet kun betinget af logik. Aidt vil forklare.
Jeg forstår ikke, hvorfor Aidt ikke bruger intertekstualitet til at referere til fx Inger Christensens 'Sommerfugledalen'. Jeg har læst Sommerfugledalen flere gange, jeg elsker den, men jeg har købt en bog af Naja Marie Aidt. Aidt kan skrive virkelig lækre digte, og jeg synes hun rammer sorgen rigtig godt. Men det stopper med at være fragtmenter, når alt bliver forklaret. Så stopper jeg med at eksistere som læser. Aidts forsøg på at forklare hæmmer følelsens virkning.
At læse poesi er en svær følelse at beskrive, noget i nærheden af at prøve at komme nærmere sig selv gennem andres tekst. Jeg læser et af Aidts digte på fem linjer, jeg mærker det, jeg føler det. Derefter læser jeg tre sider, der går imod mine følelser ved at forklare, hvad digtet handler om. Jeg hader, når en digter skriver om at skrive, og det jeg hader aller mest er, når en digter skriver om at skrive det, hun lige har skrevet.
På den ene side er 'Carls Bog' et fragmentværk, der bruger forskellige stilistiske metoder og udtryk til at vise hvordan sorgen påvirker mennesket, hvordan verden ændrer sig for den sorgende. Værket springer i tid og gør tiden ugyldig. Dette formål med bogen er at ramme så tæt på Aidts indre som muligt. Formålet er betinget af følelse.
På den anden side er 'Carls Bog' et slags beskrivelsesværk. Aidt referer og citerer flere digtere, inkluderende bl. a. Inger Christensen, sig selv, Walt Whitman, hendes andre sønner og Carl. Samtidig forklarer hun sine egne digte. Hun prøver (måske som et kureringsværktøj, måske som et sorgritual) at beskrive sin søn efter døden, 'Carls Bog' er i denne henseende et forsøg på at "bære hele dit (Carls) liv." Over halvdelen af bogen er disse citationer og hvis vi fjerner de personlige (altså hende selv, Carl osv.), er formålet kun betinget af logik. Aidt vil forklare.
Jeg forstår ikke, hvorfor Aidt ikke bruger intertekstualitet til at referere til fx Inger Christensens 'Sommerfugledalen'. Jeg har læst Sommerfugledalen flere gange, jeg elsker den, men jeg har købt en bog af Naja Marie Aidt. Aidt kan skrive virkelig lækre digte, og jeg synes hun rammer sorgen rigtig godt. Men det stopper med at være fragtmenter, når alt bliver forklaret. Så stopper jeg med at eksistere som læser. Aidts forsøg på at forklare hæmmer følelsens virkning.
At læse poesi er en svær følelse at beskrive, noget i nærheden af at prøve at komme nærmere sig selv gennem andres tekst. Jeg læser et af Aidts digte på fem linjer, jeg mærker det, jeg føler det. Derefter læser jeg tre sider, der går imod mine følelser ved at forklare, hvad digtet handler om. Jeg hader, når en digter skriver om at skrive, og det jeg hader aller mest er, når en digter skriver om at skrive det, hun lige har skrevet.
daethule's review against another edition
challenging
reflective
sad
3.75
Very touching look at raw human grief.
rachelwhite11's review against another edition
challenging
dark
emotional
reflective
sad
tense
fast-paced
5.0
khloud96's review
3.0
"أفكر فيك دائمًا، وهناك أوقات لا أفكر فيك خلالها. هذا ليس تناقضًا. أحملك معي طوال الوقت ، وإن لم أفكر فيك للحظة أو لوقتٍِ أطول. حين أُفكِّر فيك بحزنٍ، حين أفكر في الذي حصل لك، يغور كل شيء في جسدي. ذلك الشعور بالثقل، وإن كل خلايا الجسد تُجبَر على اللجوء والبحث تجاه الأسفل، صَوبَ الأرض. لا يبدو أن هذا الشعور سيتغيّر مع الوقت. أجدتُ مع الوقت وَضْعَ مسافةٍ بيني و بين البُكاء عند الحاجة. أنا قادرة الآن على الكفّ عن البكاء لمدّة تصل إلى أسبوع. هذا رقمي القياسي. أفكِّر فيكَ كل الوقت، ولا أفكر فيك كل الوقت بمقدوري النسيان والضحك والأكل والنوم، أنا قادرة على أن أحيا ، لا يمكن قهري، أحملك طوال الوقت معي. بذلك فلا شيء قد تغيَّر."
مذكرات ناقصة و متبعثرة ومليئة بالألم والوجع والحرقة ترثي من خلالها نايا ماريا آريت وفاة ابنها وتستعيد بها ذكريات الاتصال الذي ابلغها بوفاة ابنها كارل
مذكرات ناقصة و متبعثرة ومليئة بالألم والوجع والحرقة ترثي من خلالها نايا ماريا آريت وفاة ابنها وتستعيد بها ذكريات الاتصال الذي ابلغها بوفاة ابنها كارل