Take a photo of a barcode or cover
3.4 AVERAGE
3.4 AVERAGE
Honestly I can see how people would rate this book 5 stars but I can also see how people would only give it 1. It is a book you appreciate more so than read purely for a bit of fun. Beautifully written but incredibly dense.
Magnificent. Surprisingly funny, and the last section, with the chase, had suspense that captured me as much as any thriller. And moving. Deep and dense, I will have to read this again.
As an English major who loves classic literature, don’t waste your time.
adventurous
dark
informative
slow-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Strong character development:
Complicated
Loveable characters:
Complicated
Diverse cast of characters:
Complicated
Flaws of characters a main focus:
Yes
adventurous
challenging
dark
emotional
tense
slow-paced
Plot or Character Driven:
Plot
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
Complicated
Diverse cast of characters:
Yes
Flaws of characters a main focus:
Yes
Der er visse bøger, som virkelig fortjener en genlæsning. Første gang jeg læste Moby-Dick blev jeg, tror jeg, vist lidt fortabt i skumsprøjtet - det komplekse sprog, der er et barn af King James Bibelen og William Shakespeares værker, og de uendelige digressioner om alverdens cetologi, som er studiet af hvaler, resulterede i en noget forvirrende og til tider frustrerende læseoplevelse. Som fortælleren beskriver det i begyndelsen af kapitel 32:"Already we are boldly launched upon the deep; but soon we shall be lost in its unshored, harborless immensities" (145) - og det blev jeg så. For et par uger siden besluttede jeg mig så, med hovedet fyldt af amerikanske valgkampagner, Trumpisme og generel frustration over det forjættede land, at kaste mig hovedkulds tilbage i dybet, og hvilken oplevelse, det har været! Det er simpelthen den mest amerikanske roman, jeg nogensinde har læst, og måske også den bedste.
Herman Melville skrev Moby-Dick på 18 måneder i løbet af årene 1850-51, i et USA tumlende mod afgrunden. Et årti senere ville borgerkrigen bryde ud. Romanen er en slags meditation over den amerikanske sjæl og måske endda, som Andrew Delbanco foreslår det i introduktionen til min udgave, et messiansk forsøg på at redde landet fra sig selv. I et tydeligt allegorisk kneb bliver skibet, som vores fortæller boarder i Nantucket, et mikrokosmos for Melvilles USA; dets fatale rejse en advarsel og profeti for den katastrofe landet tumlede (tumler?) imod.
Så velkommen ombord på hvalfangeren The Pequod! Den er navngivet efter en udryddet indianerstamme fra Massachusetts - et passende valg: USA er trods alt et land, der trives på eksproprieret, indfødt land; et land, der lever ovenpå ruinerne af en voldelig udryddelse. Hvalfangeren er besat af en skare arbejdere, hver for sig unikke og mesterligt portrætterede karakterer, der sammen udgør en mangfoldig og fascinerende besætning. Der er de tre styrmænd, Starbuck, Stubb og Flask (præsenteret efter rang) og deres tre Harpunerer, polynesiske Queequeg, afrikanske Dagoo og den indfødte Tashtego. Undervejs i romanen præsenteres vi også for en tømrer, en smed, en kokkedreng og adskillige andre karakterer, der har deres gang på dækket. I mange henseender er de portrætteret som arbejdere på en slags flydende fabrik. En værkstedhumor, "Oaths-a-plenty" (189) og kærlige relationer mellem de forskellige besætningsmedlemmer præger hvalfangeren. Kapitel 40, "Midnight, Forecastle", er et godt eksempel på dette: Opstillet som et drama med replikker og regibemærkninger kastes læseren ind på scenen, hvor besætningen, fulde og højrøstede, synger, danser og slås med hinanden. Melvilles portræt af besætningen er kærlig; det er tydeligt at han tillægger stor betydning til denne mangfoldige del af det amerikanske samfund. I ren Walt Whitman-stil hylder Melville den gængse borger: "But this august dignity I treat of, is not the dignity of kings and robes, but that abounding dignity which has no robed investiture. Thou shalt see it shining in the arm that wields a pick or drives a spike; that democratic dignity which, on all hands, radiates without end from God" (126).
Og så er der Ahab. Kaptajnen på The Pequod. I en uhyggelig og mesterlig monolog beskriver han sig selv som det hvide kølvand, skibet trækker med sig: "I leave a white and turbid wake; pale waters, paler cheeks, where’er I sail.” (182) Ahab er besat af én monomanisk tanke, der kan aflæses på hans tunge, rynkede bryn: Den hvide hval, Moby Dick, som Ahab i en tidligere konfrontation har mistet sit ben til. Nu går han rundt på skibets dæk med ét normalt ben og ét kunstigt, formet af hvalknogle. ”While his one live leg made lively echoes along the deck, every stroke of his dead limb sounded like a coffin-tap. On life and death this old man walked.” (254)
Og Ahab er ikke bare Ahab: Som kaptajn på båden er han den motor, der driver besætningen, eller, som han selv beskriver det, "my one cogged circle fits into all their various wheels, and they revolve" (183). Hvor besætningen er mangfoldig og demokratisk er Ahab enfoldig og diktatorisk; hans uudslukkelige tørst efter hævn trækker besætningen ned i afgrunden. Da han første gang dukker op på scenen på dækket indgår han således en pagt med besætningen: Den, der først spotter den hvide hval, får en "doubloon", som han fæstner på skibets mast, og besegler dermed dets skæbne. Fra det øjeblik er hvalfangeren og dets besætning underlagt kaptajnens singulære formål.
Det er svært at beskrive Ahab uden at citere løst og fast fra romanens beskrivelser, der virkelig kan tage pusten fra én. Hans fuldstændigt afsindige monologer, hvori han f.eks. beskriver sig selv sådan her: "Oh, hard! that to fire others, the match itself must needs be wasting! What I’ve dared, I’ve willed; and what I’ve willed, I’ll do! They think me mad – Starbuck does; but I’m demoniac, I am madness maddened! That wild madness that’s only calm to comprehend itself!" (183) Melville rammer tonen helt perfekt i sine beskrivelser af kaptajnen, der balancerer på en knivsæg mellem mørk melankoli og grotesk humor. Tag bare denne udveksling mellem Ahab og smeden Perth:
"And I suppose thou can’st smoothe almost any seams and dents; never mind how hard the metal, blacksmith?"
"Aye, sir, I think I can; all seams and dents but one."
"Look ye here, then," cried Ahab, passionately advancing, and leaning with both hands on Perth’s shoulders; "look ye here – here – can ye smoothe out a seam like this, blacksmith," sweeping one hand across his ribbed brow; "if thou couldst, blacksmith, glad enough would I lay my head upon thy anvil, and feel thy heaviest hammer between my eyes. Answer! Can’st thou smoothe this seam?"
"Oh! that is the one, sir! Said I not all seams and dents but one?" (531)
Okay, lige én mere: Da The Pequod kommer i et voldsomt uvejr og et lyn slår ned i masten, da stiller Ahab sig op i den brændende mast, så tæt på ilden at han nærmest brænder sig, og råber til himmelen og lynene og besætningen: “Light though thou be, thou leapest out of darkness; but I am darkness leaping out of light, leaping out of thee!” (551) Det er sublimt på alle måder: Så voldsomt at det er komisk, så komisk at det er dybsindigt! Sproget, karaktertegningen og portrættering af en amerikansk sjæl drevet ud til vanviddets rand (en dæmonisk sjæl, der trækker alle med sig ned), går op i en højere enhed i de her passager.
Men Moby-Dick er ikke kun Ahab. Som jeg nævnte i starten, så er romanen også propfyldt med fortællerens meditationer over hvalen, primært kaskelotten, der fungerer som afstikkere eller digressioner fra Ahabs monomaniske færd. De involverer bl.a. fortællerens grubler over de forskellige historiske afbildninger af hvaler, en grundig gennemgang af hvalens forskellige dele, fra hale til hoved, samt de forskellige metoder et hvalskib gør brug af i kampen mod det store dyr. Disse afstikkere er ikke bare overflødige kapitler, men et vigtigt spor, der bl.a. portrætterer den epistemologiske jagt på sikker viden (legemliggjort i hvalen), i en verden der overskrider menneskets forstand og altid undslipper dets bemestring af den. Da fortælleren beskriver hvalens hale for os, må han erkende, ikke for første gang, at hans projekt er dømt til at fejle:
"Dissect him how I may, then, I but go skin deep; I know him not, and never will. But if I know not even the tail of this whale, how understand his head? much more, how comprehend his face, when face he has none? Thou shalt see my back parts, my tail, he seems to say, but my face shall not be seen." (414)
I disse dele af Moby-Dick bliver Ahabs jagt belyst som en vanvidsfærd efter den totale bemestring af en naturlig verden, der har eksisteret lange tider før mennesket, og som kommer til at være der længe efter mennesket er borte. Hvalen i dette antropocæne blik er sublim og uhyrlig, som én af Rilkes engle, og et symbol på den evindeligt destruktive rovdrift, USA har bedrevet på de økosystemer, det selv befinder sig i. Den er et spejl, der viser det vestlige menneske dets industrielle dødsdrift, og hvordan en hel videnskab, eller et bestemt tankesæt, baseret på adskillelse og identitet har hjulpet den på vej. Fortællerens epistemologiske 'dissekering' af hvalen er i denne forstand knyttet til Ahabs begær.
Her er Melville helt oppe på den høje klinge, og han bryder med idéer, jeg ikke kan overskue, og bestemt ikke kan få ned på papiret. Der er en strøm af refleksioner over menneskets afhængighed af det organiske og uorganiske stof, vi er omringet af (meget fint indkapslet i Ahabs ben, ét levende, ét dødt, som han begge støtter sig på) og den gru, der kommer af at stirre ned i naturens, ofte havets, afgrund, og dermed stirre ned i vores egen bundløse sjæl. Det tætteste, jeg kommer på at fange et glimt af dette, er i kapitel 102. Fortælleren, i et forsøg på at beskrive kaskelothvalens skelet, trækker læseren med til Trankebar (en tidligere dansk koloni!), hvor han engang besøgte en konge, der fremviste ham et hvalskelet strandet i en skov på øen. Denne skov beskrives som umådeligt smuk, et tæt væv af palmer, græs og bregner:
"Now, amid the green, life-restless loom of that Arsacidean wood, the great, white, worshipped skeleton lay lounging – a gigantic idler! Yet, as the ever-woven verdant warp and woof intermixed and hummed round him, the mighty idler seemed the cunning weaver; himself all woven over with the vines; every month assuming greener, fresher verdure; but himself a skeleton. Life folded Death; Death trellised Life; the grim god wived with youthful Life, and begat him curly-headed glories." (490)
Et uhyrligt syn, som jeg, uden helt at kunne sætte ord på det, synes at indeholde kernen (hvis man kan snakke om sådan én) i Moby-Dick. Det er et urimeligt arbejde at skrive om en så gigantisk bog - umuligt at yde den retfærdighed, men én ting er sikkert: Melvilles mesterværk besidder stadig en kraft ulig de fleste romaner. Hvis man vil have et blik ind i den uhyrlige og fascinerende amerikanske sjæl, her lige op til det skæbnesvangre amerikanske valg, så tror jeg ikke, der findes et bedre sted at starte end hér. Resten er op til læserne, for, som fortælleren fint udtrykker det:
"Book! You lie there; the fact is, you books must know your places. You’ll do to give us the bare words and facts, but we come in to supply the thoughts." (473)
Herman Melville skrev Moby-Dick på 18 måneder i løbet af årene 1850-51, i et USA tumlende mod afgrunden. Et årti senere ville borgerkrigen bryde ud. Romanen er en slags meditation over den amerikanske sjæl og måske endda, som Andrew Delbanco foreslår det i introduktionen til min udgave, et messiansk forsøg på at redde landet fra sig selv. I et tydeligt allegorisk kneb bliver skibet, som vores fortæller boarder i Nantucket, et mikrokosmos for Melvilles USA; dets fatale rejse en advarsel og profeti for den katastrofe landet tumlede (tumler?) imod.
Så velkommen ombord på hvalfangeren The Pequod! Den er navngivet efter en udryddet indianerstamme fra Massachusetts - et passende valg: USA er trods alt et land, der trives på eksproprieret, indfødt land; et land, der lever ovenpå ruinerne af en voldelig udryddelse. Hvalfangeren er besat af en skare arbejdere, hver for sig unikke og mesterligt portrætterede karakterer, der sammen udgør en mangfoldig og fascinerende besætning. Der er de tre styrmænd, Starbuck, Stubb og Flask (præsenteret efter rang) og deres tre Harpunerer, polynesiske Queequeg, afrikanske Dagoo og den indfødte Tashtego. Undervejs i romanen præsenteres vi også for en tømrer, en smed, en kokkedreng og adskillige andre karakterer, der har deres gang på dækket. I mange henseender er de portrætteret som arbejdere på en slags flydende fabrik. En værkstedhumor, "Oaths-a-plenty" (189) og kærlige relationer mellem de forskellige besætningsmedlemmer præger hvalfangeren. Kapitel 40, "Midnight, Forecastle", er et godt eksempel på dette: Opstillet som et drama med replikker og regibemærkninger kastes læseren ind på scenen, hvor besætningen, fulde og højrøstede, synger, danser og slås med hinanden. Melvilles portræt af besætningen er kærlig; det er tydeligt at han tillægger stor betydning til denne mangfoldige del af det amerikanske samfund. I ren Walt Whitman-stil hylder Melville den gængse borger: "But this august dignity I treat of, is not the dignity of kings and robes, but that abounding dignity which has no robed investiture. Thou shalt see it shining in the arm that wields a pick or drives a spike; that democratic dignity which, on all hands, radiates without end from God" (126).
Og så er der Ahab. Kaptajnen på The Pequod. I en uhyggelig og mesterlig monolog beskriver han sig selv som det hvide kølvand, skibet trækker med sig: "I leave a white and turbid wake; pale waters, paler cheeks, where’er I sail.” (182) Ahab er besat af én monomanisk tanke, der kan aflæses på hans tunge, rynkede bryn: Den hvide hval, Moby Dick, som Ahab i en tidligere konfrontation har mistet sit ben til. Nu går han rundt på skibets dæk med ét normalt ben og ét kunstigt, formet af hvalknogle. ”While his one live leg made lively echoes along the deck, every stroke of his dead limb sounded like a coffin-tap. On life and death this old man walked.” (254)
Og Ahab er ikke bare Ahab: Som kaptajn på båden er han den motor, der driver besætningen, eller, som han selv beskriver det, "my one cogged circle fits into all their various wheels, and they revolve" (183). Hvor besætningen er mangfoldig og demokratisk er Ahab enfoldig og diktatorisk; hans uudslukkelige tørst efter hævn trækker besætningen ned i afgrunden. Da han første gang dukker op på scenen på dækket indgår han således en pagt med besætningen: Den, der først spotter den hvide hval, får en "doubloon", som han fæstner på skibets mast, og besegler dermed dets skæbne. Fra det øjeblik er hvalfangeren og dets besætning underlagt kaptajnens singulære formål.
Det er svært at beskrive Ahab uden at citere løst og fast fra romanens beskrivelser, der virkelig kan tage pusten fra én. Hans fuldstændigt afsindige monologer, hvori han f.eks. beskriver sig selv sådan her: "Oh, hard! that to fire others, the match itself must needs be wasting! What I’ve dared, I’ve willed; and what I’ve willed, I’ll do! They think me mad – Starbuck does; but I’m demoniac, I am madness maddened! That wild madness that’s only calm to comprehend itself!" (183) Melville rammer tonen helt perfekt i sine beskrivelser af kaptajnen, der balancerer på en knivsæg mellem mørk melankoli og grotesk humor. Tag bare denne udveksling mellem Ahab og smeden Perth:
"And I suppose thou can’st smoothe almost any seams and dents; never mind how hard the metal, blacksmith?"
"Aye, sir, I think I can; all seams and dents but one."
"Look ye here, then," cried Ahab, passionately advancing, and leaning with both hands on Perth’s shoulders; "look ye here – here – can ye smoothe out a seam like this, blacksmith," sweeping one hand across his ribbed brow; "if thou couldst, blacksmith, glad enough would I lay my head upon thy anvil, and feel thy heaviest hammer between my eyes. Answer! Can’st thou smoothe this seam?"
"Oh! that is the one, sir! Said I not all seams and dents but one?" (531)
Okay, lige én mere: Da The Pequod kommer i et voldsomt uvejr og et lyn slår ned i masten, da stiller Ahab sig op i den brændende mast, så tæt på ilden at han nærmest brænder sig, og råber til himmelen og lynene og besætningen: “Light though thou be, thou leapest out of darkness; but I am darkness leaping out of light, leaping out of thee!” (551) Det er sublimt på alle måder: Så voldsomt at det er komisk, så komisk at det er dybsindigt! Sproget, karaktertegningen og portrættering af en amerikansk sjæl drevet ud til vanviddets rand (en dæmonisk sjæl, der trækker alle med sig ned), går op i en højere enhed i de her passager.
Men Moby-Dick er ikke kun Ahab. Som jeg nævnte i starten, så er romanen også propfyldt med fortællerens meditationer over hvalen, primært kaskelotten, der fungerer som afstikkere eller digressioner fra Ahabs monomaniske færd. De involverer bl.a. fortællerens grubler over de forskellige historiske afbildninger af hvaler, en grundig gennemgang af hvalens forskellige dele, fra hale til hoved, samt de forskellige metoder et hvalskib gør brug af i kampen mod det store dyr. Disse afstikkere er ikke bare overflødige kapitler, men et vigtigt spor, der bl.a. portrætterer den epistemologiske jagt på sikker viden (legemliggjort i hvalen), i en verden der overskrider menneskets forstand og altid undslipper dets bemestring af den. Da fortælleren beskriver hvalens hale for os, må han erkende, ikke for første gang, at hans projekt er dømt til at fejle:
"Dissect him how I may, then, I but go skin deep; I know him not, and never will. But if I know not even the tail of this whale, how understand his head? much more, how comprehend his face, when face he has none? Thou shalt see my back parts, my tail, he seems to say, but my face shall not be seen." (414)
I disse dele af Moby-Dick bliver Ahabs jagt belyst som en vanvidsfærd efter den totale bemestring af en naturlig verden, der har eksisteret lange tider før mennesket, og som kommer til at være der længe efter mennesket er borte. Hvalen i dette antropocæne blik er sublim og uhyrlig, som én af Rilkes engle, og et symbol på den evindeligt destruktive rovdrift, USA har bedrevet på de økosystemer, det selv befinder sig i. Den er et spejl, der viser det vestlige menneske dets industrielle dødsdrift, og hvordan en hel videnskab, eller et bestemt tankesæt, baseret på adskillelse og identitet har hjulpet den på vej. Fortællerens epistemologiske 'dissekering' af hvalen er i denne forstand knyttet til Ahabs begær.
Her er Melville helt oppe på den høje klinge, og han bryder med idéer, jeg ikke kan overskue, og bestemt ikke kan få ned på papiret. Der er en strøm af refleksioner over menneskets afhængighed af det organiske og uorganiske stof, vi er omringet af (meget fint indkapslet i Ahabs ben, ét levende, ét dødt, som han begge støtter sig på) og den gru, der kommer af at stirre ned i naturens, ofte havets, afgrund, og dermed stirre ned i vores egen bundløse sjæl. Det tætteste, jeg kommer på at fange et glimt af dette, er i kapitel 102. Fortælleren, i et forsøg på at beskrive kaskelothvalens skelet, trækker læseren med til Trankebar (en tidligere dansk koloni!), hvor han engang besøgte en konge, der fremviste ham et hvalskelet strandet i en skov på øen. Denne skov beskrives som umådeligt smuk, et tæt væv af palmer, græs og bregner:
"Now, amid the green, life-restless loom of that Arsacidean wood, the great, white, worshipped skeleton lay lounging – a gigantic idler! Yet, as the ever-woven verdant warp and woof intermixed and hummed round him, the mighty idler seemed the cunning weaver; himself all woven over with the vines; every month assuming greener, fresher verdure; but himself a skeleton. Life folded Death; Death trellised Life; the grim god wived with youthful Life, and begat him curly-headed glories." (490)
Et uhyrligt syn, som jeg, uden helt at kunne sætte ord på det, synes at indeholde kernen (hvis man kan snakke om sådan én) i Moby-Dick. Det er et urimeligt arbejde at skrive om en så gigantisk bog - umuligt at yde den retfærdighed, men én ting er sikkert: Melvilles mesterværk besidder stadig en kraft ulig de fleste romaner. Hvis man vil have et blik ind i den uhyrlige og fascinerende amerikanske sjæl, her lige op til det skæbnesvangre amerikanske valg, så tror jeg ikke, der findes et bedre sted at starte end hér. Resten er op til læserne, for, som fortælleren fint udtrykker det:
"Book! You lie there; the fact is, you books must know your places. You’ll do to give us the bare words and facts, but we come in to supply the thoughts." (473)
What do you even want me to say about this? I'm both glad that I read it and very glad that I'm finished reading it.
adventurous
challenging
informative
slow-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Flaws of characters a main focus:
Yes
Una relectura después de muchos años.
Una excelente aventura a la que no necesito volver.
Una excelente aventura a la que no necesito volver.