You need to sign in or sign up before continuing.
Take a photo of a barcode or cover
3.92 AVERAGE
3.92 AVERAGE
Auch wenn mir der zweite Teil dieser Reihe (kann man das denn wirklich so nennen? :D) mit Lola und Cricket wirklich gefallen hat, so konnten die beiden doch nicht mit Anna und Etienne mithalten. Isla und Josh kamen da dann doch noch eher ran.
Und jetzt habe ich richtig Lust "Anna and The French Kiss" zu rereaden.
Und jetzt habe ich richtig Lust "Anna and The French Kiss" zu rereaden.
adventurous
lighthearted
reflective
fast-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
Yes
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
Anna will always be my favourite, but I think I enjoyed this one more than Lola :) Cute book, cliché in parts which was expected, but the BIT AT THE END.
SO GOOD AHH. I kind of wanted a little more of New York, and I don't think the cafe Kismet is even real so that was a little sad, but still, EVERYTHING I EVER WANTED HAPPENED. BEST CONCLUSION TO ALL THE CHARACTERS IN THIS SERIES.
I was so excited for this one, but nothing can compare to Anna and the French Kiss. I didn't love Isla as much as I loved Anna, and the book got very melodramatic at times. However, if you want something fun and light to read, I would recommend that you read the whole series. I did finish this in 3 days, which is quite fast for me.
One last thing: I just recently got my wisdom teeth out, and I can tell you that messes with your system. Right after I got back from the maxillofacial surgeon I laid down in my basement covered in ice packs, and I watched the first 5 episodes of The Last Dance. So based on my own experience, I have no earthly idea how no one noticed that Isla had gotten her wisdom teeth taken out when she was in the cafe. Also, why was Isla loopy for that long? And why was she in a diner unaccompanied after her surgery? And why did she eat soup, which is a hot food, when you are cautioned not to? I mean, compared to everything else that occurred it seems like such a small thing to point out [Like the trip to Barcelona?] but my wisdom teeth experience is still deeply ingrained in my memory. That's all I have to say about that.
One last thing: I just recently got my wisdom teeth out, and I can tell you that messes with your system. Right after I got back from the maxillofacial surgeon I laid down in my basement covered in ice packs, and I watched the first 5 episodes of The Last Dance. So based on my own experience, I have no earthly idea how no one noticed that Isla had gotten her wisdom teeth taken out when she was in the cafe. Also, why was Isla loopy for that long? And why was she in a diner unaccompanied after her surgery? And why did she eat soup, which is a hot food, when you are cautioned not to? I mean, compared to everything else that occurred it seems like such a small thing to point out [Like the trip to Barcelona?] but my wisdom teeth experience is still deeply ingrained in my memory. That's all I have to say about that.
Tredje og sidste bog i trilogien. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville elske den så meget, som jeg endte med at gøre. Den anden bog må have været en smutter, for [b:Isla og jagten på lykke|26515565|Isla og jagten på lykke (Anna and the French Kiss, #3)|Stephanie Perkins|https://i.gr-assets.com/images/S/compressed.photo.goodreads.com/books/1442222386l/26515565._SY75_.jpg|14515040] var på lige så god som den første. Og ligesom de andre, så er dette endnu en bog, som man kan lære noget af. Denne gang er der dog mere fokus på kunst og kunstens historie.
Det er fantastisk at være tilbage i Paris. Det havde jeg specielt savnet efter [b:Lola og naboens søn|25623385|Lola og naboens søn (Anna and the French Kiss, #2)|Stephanie Perkins|https://i.gr-assets.com/images/S/compressed.photo.goodreads.com/books/1432873853l/25623385._SY75_.jpg|7149084]. Men hvor de to andre bøger har foregået hovedsageligt et enkelt sted, så foregår denne fortælling både i Frankrig, Spanien og Amerika. Men beskrivelserne bliver ikke dårlige af at skrifte sted. De bliver ved med at være lige så beskrivende og smukke.
Show don’t tell. Det kunne [a:Stephanie Perkins|3095893|Stephanie Perkins|https://images.gr-assets.com/authors/1407443106p2/3095893.jpg] godt have brugt noget mere. Det er f.eks. muligt vise en forelskelse uden at skrive, at en person er forelsket.
Min forelskelse i ham er næsten ikke til at bære.
Denne sætning gjorde mig pænt irriteret. Det er så tydeligt at se, at hun er forelsket. Det behøver ikke stå der direkte. Det er heller ikke første gang, man møder Isla. Allerede i første bog kender man til hendes forelskelse. Men det, at Perkins nu skærer det ud i pap, virker unødvendigt. Man skulle næsten tro, at hun ikke tror på sine egne evner til at beskrive forelskelse, eller at hun mener, at læseren ikke er klog nok til at fange det.
Af de tre hovedpersoner i serien (Anna, Lola og Isla), så er Isla klart min favorit. Hun er realistisk og normal – menneskelig. Derudover, så er hun den, jeg selv har nemmest ved at relatere til. Mange af hendes tanker er tanker, som jeg selv har haft.
Men det, at hun er min yndlingsperson af de tre, betyder ikke, at der ikke er noget ved hende, jeg ikke kan lide. Det er f.eks. vildt irriterende, når hun, uanset hvad der sker, altid har en kommentar, der fortæller, hvor vild med Josh, hun er. Og så forstår jeg ikke, hvorfor Perkins er så vild med hovedpersoner, der er behandler deres venner dårligt. Selvom Isla er en af de bedre, så kommer hun ikke uden om det.
[…] om jeg er ved at bryde en eller anden form for venskabsregel. Det er jeg måske. Men jeg er ligeglad.
Desuden synes jeg, at hun mangler lidt det med at stå på tæer, hvilket måske er en virkelig underlig lille detalje. Det er nok bare mig, og jeg er ikke meget højere end hende, men jeg står ofte på tæer, også uden nogen speciel grund. Jeg kan godt nå noget, men det er lettere at stå på tæer. Så det at hun ikke står på tæer, når hun kysser Josh, som er en del højere end hende... Det forstår jeg ikke helt.
Og så er der selvfølgelig Isla og Josh. Jeg er virkelig ikke en stor fan af at læse om kærestepar, men jeg må indrømme, at denne bog har fået mig til at overveje, om det faktisk er muligt at skrive om interessante kærestepar. Kærestepar i bøger er generelt bare kedelige, men Isla og Josh er virkelig søde!
Josh kigger ned på sine sneakers, og så op igen, og så ned igen. “Du ved godt, at jeg godt kan lide dig. Ikke?”
Det er så uskyldigt og så ærligt. Deres kærlighed er ikke sådan en, der bare sker. Den opbygger sig. De kaster sig ikke i armene på hinanden. De nærmer sig langsomt og forsigtigt
Josh smiler. “Bare giv mig din hånd.”
“Hv-hvad?”
“Din hånd,” gentager han. “Giv mig den.”
Jeg rækker min rystende højre hånd ud. Og – i et øjeblik, der er ligesom hundrede drømme, der går i opfyldelse – fletter Joshua Wasserstein sine fingre igennem mine. Et vildt stød af energi skyder direkte ind i mine årer. Direkte ind i mit hjerte.
“Sådan,” siger han. “Jeg har ventet lang tid på at gøre det.”
De er så søde!
“Du havde været så sjov og flirtende og –”
“Flirtende?”
“Ja.” Han smiler. “Jeg kunne godt mærke, at du kunne lide mig.”
“Åh gud.” Jeg er pinligt berørt.
“Nej! Det var sødt. Tro mig, det var virkelig, virkelig sødt.”
“Ja, nej. Jeg vil gerne dø nu, tak.”
Jeg er endda helt misundelig på Isla. Seriøst, hvorfor er det ikke mig, der er på date med Josh? Deres første date er jo en drømmedate!
Jeg er normalt ikke typen, der reagerer på bøger ved f.eks. at græde, når noget trist sker. Men slutningen fik mig næsten til at skrige af glæde, hvilket egentlig ikke er så smart, når resten af huset er gået i seng... Men jeg kunne ikke holde al den glæde tilbage. Jeg ELSKER slutningen. Woaw. Jeg var så bange for, at den skulle ende som en kliché, men det gjorde den på ingen måde. Det var egentlig de færreste ting i bogen, som jeg havde set komme, men slutningen var på et helt andet niveau. Den fik rundet alle de tre bøger af på en virkelig god måde.
Det er fantastisk at være tilbage i Paris. Det havde jeg specielt savnet efter [b:Lola og naboens søn|25623385|Lola og naboens søn (Anna and the French Kiss, #2)|Stephanie Perkins|https://i.gr-assets.com/images/S/compressed.photo.goodreads.com/books/1432873853l/25623385._SY75_.jpg|7149084]. Men hvor de to andre bøger har foregået hovedsageligt et enkelt sted, så foregår denne fortælling både i Frankrig, Spanien og Amerika. Men beskrivelserne bliver ikke dårlige af at skrifte sted. De bliver ved med at være lige så beskrivende og smukke.
Show don’t tell. Det kunne [a:Stephanie Perkins|3095893|Stephanie Perkins|https://images.gr-assets.com/authors/1407443106p2/3095893.jpg] godt have brugt noget mere. Det er f.eks. muligt vise en forelskelse uden at skrive, at en person er forelsket.
Min forelskelse i ham er næsten ikke til at bære.
Denne sætning gjorde mig pænt irriteret. Det er så tydeligt at se, at hun er forelsket. Det behøver ikke stå der direkte. Det er heller ikke første gang, man møder Isla. Allerede i første bog kender man til hendes forelskelse. Men det, at Perkins nu skærer det ud i pap, virker unødvendigt. Man skulle næsten tro, at hun ikke tror på sine egne evner til at beskrive forelskelse, eller at hun mener, at læseren ikke er klog nok til at fange det.
Af de tre hovedpersoner i serien (Anna, Lola og Isla), så er Isla klart min favorit. Hun er realistisk og normal – menneskelig. Derudover, så er hun den, jeg selv har nemmest ved at relatere til. Mange af hendes tanker er tanker, som jeg selv har haft.
Men det, at hun er min yndlingsperson af de tre, betyder ikke, at der ikke er noget ved hende, jeg ikke kan lide. Det er f.eks. vildt irriterende, når hun, uanset hvad der sker, altid har en kommentar, der fortæller, hvor vild med Josh, hun er. Og så forstår jeg ikke, hvorfor Perkins er så vild med hovedpersoner, der er behandler deres venner dårligt. Selvom Isla er en af de bedre, så kommer hun ikke uden om det.
[…] om jeg er ved at bryde en eller anden form for venskabsregel. Det er jeg måske. Men jeg er ligeglad.
Desuden synes jeg, at hun mangler lidt det med at stå på tæer, hvilket måske er en virkelig underlig lille detalje. Det er nok bare mig, og jeg er ikke meget højere end hende, men jeg står ofte på tæer, også uden nogen speciel grund. Jeg kan godt nå noget, men det er lettere at stå på tæer. Så det at hun ikke står på tæer, når hun kysser Josh, som er en del højere end hende... Det forstår jeg ikke helt.
Og så er der selvfølgelig Isla og Josh. Jeg er virkelig ikke en stor fan af at læse om kærestepar, men jeg må indrømme, at denne bog har fået mig til at overveje, om det faktisk er muligt at skrive om interessante kærestepar. Kærestepar i bøger er generelt bare kedelige, men Isla og Josh er virkelig søde!
Josh kigger ned på sine sneakers, og så op igen, og så ned igen. “Du ved godt, at jeg godt kan lide dig. Ikke?”
Det er så uskyldigt og så ærligt. Deres kærlighed er ikke sådan en, der bare sker. Den opbygger sig. De kaster sig ikke i armene på hinanden. De nærmer sig langsomt og forsigtigt
Josh smiler. “Bare giv mig din hånd.”
“Hv-hvad?”
“Din hånd,” gentager han. “Giv mig den.”
Jeg rækker min rystende højre hånd ud. Og – i et øjeblik, der er ligesom hundrede drømme, der går i opfyldelse – fletter Joshua Wasserstein sine fingre igennem mine. Et vildt stød af energi skyder direkte ind i mine årer. Direkte ind i mit hjerte.
“Sådan,” siger han. “Jeg har ventet lang tid på at gøre det.”
De er så søde!
“Du havde været så sjov og flirtende og –”
“Flirtende?”
“Ja.” Han smiler. “Jeg kunne godt mærke, at du kunne lide mig.”
“Åh gud.” Jeg er pinligt berørt.
“Nej! Det var sødt. Tro mig, det var virkelig, virkelig sødt.”
“Ja, nej. Jeg vil gerne dø nu, tak.”
Jeg er endda helt misundelig på Isla. Seriøst, hvorfor er det ikke mig, der er på date med Josh? Deres første date er jo en drømmedate!
Jeg er normalt ikke typen, der reagerer på bøger ved f.eks. at græde, når noget trist sker. Men slutningen fik mig næsten til at skrige af glæde, hvilket egentlig ikke er så smart, når resten af huset er gået i seng... Men jeg kunne ikke holde al den glæde tilbage. Jeg ELSKER slutningen. Woaw. Jeg var så bange for, at den skulle ende som en kliché, men det gjorde den på ingen måde. Det var egentlig de færreste ting i bogen, som jeg havde set komme, men slutningen var på et helt andet niveau. Den fik rundet alle de tre bøger af på en virkelig god måde.
slow-paced
Shit autism rep and uneven pacing, but sweet?
super cute, sweet story -- but there's a moment at the end that really took me out of it. anna and st. claire get engaged? really? they are 19 and have been dating for like 6 months. I KNOW IT'S YA. BUT STILL.
While the first book in the series remains my favorite, this was a delightful conclusion to the Anna series. Isla and Josh are perhaps both slightly drama queens but who isn't at 18? I was very happy this book is set mostly back in Paris so that the spotlight gets turned again onto the City of Lights as much as it is on the story of Isla and Josh. [Also, could we get Josh's graphic memoir because that sounds like a fantastic read!]
3.5 ⭐️. I loved this one but not as much as the others. I thought the themes of this book were great however I did not love the vessels through which the themes were discovered. I still think all in all this series does such a great job encapsulating young love and how dramatic your high school years seem at the time. I truly feel so nostalgic within these stories. However, I thought in the other two books the ensemble casts were very likeable and I felt they were flawed characters in a way that allowed you to learn from them without becoming annoyed. I felt less of this in this book. I still enjoyed this series though and would highly recommend reading all three books.