You need to sign in or sign up before continuing.
Take a photo of a barcode or cover
4.19 AVERAGE
4.19 AVERAGE
challenging
dark
emotional
funny
hopeful
informative
inspiring
reflective
sad
tense
fast-paced
Plot or Character Driven:
Plot
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
No
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
3,5!!!
Fuldstændig unik novelle!
Bogen åbner, som et skakspil, med et udspil - du bliver kastet ind i denne rammefortælling, som tager udgangspunkt på et skib til Buenos Aires, hvorefter du følger plottet uden nogen klar sans af hvad bogen helt præcis vil - på samme måde som i et skakspil - det tager noget tid før du gennemskuer modstanderens taktik (det skal lige siges, jeg er lort til skak, så det ka godt være at det bare er mig der ik ka finde ude af at gennemskue modstanderen:)
Men lige så stille så intensivere historien sig, du får mere at vide, bogen stiller flere spørgsmål, og sådan går man frem og tilbage. Det lyder meget fluffy, men jeg vil mene, at det er den rigtige måde at beskrive bogens læseoplevelse på.
Somb bliver man præsenteret til Dr. B, som er fuldstændig opslugt af det skakspil, som hovedpersonen gentagende gange taber mod verdensmesteren Ctentovij. Det resultere i at hovedpersonen får Dr. Bs baghistorie. Gennem Dr. Bs fortælling om den isolationstortur, nazisterne f fik ham til at gennemfå opbygger man et nærmest martyr-agtigt forhold til ham: "Nej, hvor er det synd han har gennemgået alt dette, sygt sejt han undslap."
Gennem dette, så kommer meningen med alt det, bogen har fortalt dig - og hele bogen bliver til en fortælling om verden i efterkrigstiden, traumer, ensomhed og besættelse, men samtidig også en lidt for relevant allegori for hvordan verdensledere ser verden som et stort skakspil.
Novellen slutter med et det fedeste antiklimatiske klimaks. Ctentovij og Dr. B spiller et skakspil imod hinanden.
Den kulminere med et afsluttende skakspil, hvor, som man indser bogens budskaber - gennemskuer modstanderens mening - indser at krig er sygt dumt! Så bogen slutter med at skakspillet er uafgjort. Og det er en ret fed besked til os som læsere: hvorfor heppede vi på at Dr. B skulle vinde? Ctentovij (Dr. Bs modstander i skakspillet) er også bare et menneske, der prøver at finde vejen efter krig. Det taler til bogens centrale budskab: Der er ingen pointe i at kæmpe mod hinanden.
Og det budskab flettes ind i en kontekst af politiske ideologier, da Ctentovij kan fortolkes til en slags karismatisk autoritær leder, som har fat i befolkningen (publikum) og så den beskedne matyr, Dr. B, som repræsentere den her modstandsbevægelse. Og så, lidt ligesom i Hunger Games, indser man at det at tro unuanceret meget på noget, er dumt. (Man heppede vildt meget på Dr. B, men han er asså os lidt cray cray).
Det er lidt ligesom i Hunger Games 3, når der går diktatur i modstandsbevægelsen mod diktatur, lærer man at ja, modstand mod verdens røvhuller er godt, men man er nødt til at være nuanceret og ikke dikotom.(håber jeg brugte det ord rigtigt).
Men man indser at det man troede var taktikken bag modstanderen (det man troede var meningen med bogen, altså en slags power historie om hvordan Dr. B undslap nazisterne) var forkert, og at der var en helt anden, i dag meget relevant, mening bag det.
Så alt i alt er denne novelle struktureret som et skakspil med virkelig mange lag, hvor man konstant prøver at gennemskue modstanderen. Sygt fedt!
Denne bog var en vildt god palet-cleanser, og var en rigtig fed læseoplevelse. Jeg synes os at den udfordrede mig på en fed måde, og det var virkeligt spændende at prøve at fortolke mig frem til meningen bag:)
Men hvorfor så kun 3,5?
Jo, jeg synes at novellen var vildt genial, men den har stadig nogle ting, som jeg ikker er super fan af, og gør at den ikke er helt oppe med Of Mice and Men og The Great Gatsby som en af mine yndlingsklassikere.
Hovedpersonen er ikke en karakter overhovedet, fordi bogen er fortalt gennem en jegfortæller, og den person er ikke andet end en ramme for bogen. Jeg kan sagtens se meningen bag det, at, ligesom læseren, er der et individ der oplever Dr. Bs historie for første gang og kan hjælpe læseren med, men jeg synes stadig at det trækker ned, da det kunne have været eksekveret bedre.
Og nok det største er irrellevansen af visse givne oplysninger. Bogen er skrevet meget indtil benet i det store hele, men visse ting ser jeg ikke den store mening i at fortælle (herunder baghistorien bag McConners, en anden passager på skibet).
Jeg synes bogens skrivestil er fed, men til tider for punktlig og direkte, på en måde som gør læseoplevelsen meget skriftlig og mindre virkelig.
Også, ironisk nok, var selve karakterene meget unuanceret. Det lyder meget selvmodsigende i forhold til alt det andet jeg har skrevet, men jeg mener det. Vores OPLEVELSE af karakterene er meget dynamisk og ændrer og udvikler sig konstant. Men selve karakterene er meget bare midler til at komme ud med budskaberne, dermed relativt funktionelle, frem for mimetiske, hvilket jeg foretrækker. Ligesom i The Great Gatsby - Fitzgerald formår at komme ud med sine budskaber, men stadig have disse karaktere som virker virkelige og menneskelige, frem for halv-overfladiske budskabsformidlere.
Men alt i alt super fed!
Fuldstændig unik novelle!
Bogen åbner, som et skakspil, med et udspil - du bliver kastet ind i denne rammefortælling, som tager udgangspunkt på et skib til Buenos Aires, hvorefter du følger plottet uden nogen klar sans af hvad bogen helt præcis vil - på samme måde som i et skakspil - det tager noget tid før du gennemskuer modstanderens taktik (det skal lige siges, jeg er lort til skak, så det ka godt være at det bare er mig der ik ka finde ude af at gennemskue modstanderen:)
Men lige så stille så intensivere historien sig, du får mere at vide, bogen stiller flere spørgsmål, og sådan går man frem og tilbage. Det lyder meget fluffy, men jeg vil mene, at det er den rigtige måde at beskrive bogens læseoplevelse på.
Somb bliver man præsenteret til Dr. B, som er fuldstændig opslugt af det skakspil, som hovedpersonen gentagende gange taber mod verdensmesteren Ctentovij. Det resultere i at hovedpersonen får Dr. Bs baghistorie. Gennem Dr. Bs fortælling om den isolationstortur, nazisterne f fik ham til at gennemfå opbygger man et nærmest martyr-agtigt forhold til ham: "Nej, hvor er det synd han har gennemgået alt dette, sygt sejt han undslap."
Gennem dette, så kommer meningen med alt det, bogen har fortalt dig - og hele bogen bliver til en fortælling om verden i efterkrigstiden, traumer, ensomhed og besættelse, men samtidig også en lidt for relevant allegori for hvordan verdensledere ser verden som et stort skakspil.
Novellen slutter med et det fedeste antiklimatiske klimaks. Ctentovij og Dr. B spiller et skakspil imod hinanden.
Den kulminere med et afsluttende skakspil, hvor, som man indser bogens budskaber - gennemskuer modstanderens mening - indser at krig er sygt dumt! Så bogen slutter med at skakspillet er uafgjort. Og det er en ret fed besked til os som læsere: hvorfor heppede vi på at Dr. B skulle vinde? Ctentovij (Dr. Bs modstander i skakspillet) er også bare et menneske, der prøver at finde vejen efter krig. Det taler til bogens centrale budskab: Der er ingen pointe i at kæmpe mod hinanden.
Og det budskab flettes ind i en kontekst af politiske ideologier, da Ctentovij kan fortolkes til en slags karismatisk autoritær leder, som har fat i befolkningen (publikum) og så den beskedne matyr, Dr. B, som repræsentere den her modstandsbevægelse. Og så, lidt ligesom i Hunger Games, indser man at det at tro unuanceret meget på noget, er dumt. (Man heppede vildt meget på Dr. B, men han er asså os lidt cray cray).
Det er lidt ligesom i Hunger Games 3, når der går diktatur i modstandsbevægelsen mod diktatur, lærer man at ja, modstand mod verdens røvhuller er godt, men man er nødt til at være nuanceret og ikke dikotom.(håber jeg brugte det ord rigtigt).
Men man indser at det man troede var taktikken bag modstanderen (det man troede var meningen med bogen, altså en slags power historie om hvordan Dr. B undslap nazisterne) var forkert, og at der var en helt anden, i dag meget relevant, mening bag det.
Så alt i alt er denne novelle struktureret som et skakspil med virkelig mange lag, hvor man konstant prøver at gennemskue modstanderen. Sygt fedt!
Denne bog var en vildt god palet-cleanser, og var en rigtig fed læseoplevelse. Jeg synes os at den udfordrede mig på en fed måde, og det var virkeligt spændende at prøve at fortolke mig frem til meningen bag:)
Men hvorfor så kun 3,5?
Jo, jeg synes at novellen var vildt genial, men den har stadig nogle ting, som jeg ikker er super fan af, og gør at den ikke er helt oppe med Of Mice and Men og The Great Gatsby som en af mine yndlingsklassikere.
Hovedpersonen er ikke en karakter overhovedet, fordi bogen er fortalt gennem en jegfortæller, og den person er ikke andet end en ramme for bogen. Jeg kan sagtens se meningen bag det, at, ligesom læseren, er der et individ der oplever Dr. Bs historie for første gang og kan hjælpe læseren med, men jeg synes stadig at det trækker ned, da det kunne have været eksekveret bedre.
Og nok det største er irrellevansen af visse givne oplysninger. Bogen er skrevet meget indtil benet i det store hele, men visse ting ser jeg ikke den store mening i at fortælle (herunder baghistorien bag McConners, en anden passager på skibet).
Jeg synes bogens skrivestil er fed, men til tider for punktlig og direkte, på en måde som gør læseoplevelsen meget skriftlig og mindre virkelig.
Også, ironisk nok, var selve karakterene meget unuanceret. Det lyder meget selvmodsigende i forhold til alt det andet jeg har skrevet, men jeg mener det. Vores OPLEVELSE af karakterene er meget dynamisk og ændrer og udvikler sig konstant. Men selve karakterene er meget bare midler til at komme ud med budskaberne, dermed relativt funktionelle, frem for mimetiske, hvilket jeg foretrækker. Ligesom i The Great Gatsby - Fitzgerald formår at komme ud med sine budskaber, men stadig have disse karaktere som virker virkelige og menneskelige, frem for halv-overfladiske budskabsformidlere.
Men alt i alt super fed!
emotional
informative
sad
medium-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Strong character development:
Complicated
Loveable characters:
Complicated
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
challenging
emotional
reflective
tense
medium-paced
Plot or Character Driven:
A mix
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
No
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
dark
informative
mysterious
reflective
sad
tense
fast-paced
Plot or Character Driven:
Character
Strong character development:
No
Loveable characters:
No
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
fast-paced
Plot or Character Driven:
Character
Strong character development:
Yes
Loveable characters:
N/A
Diverse cast of characters:
No
Flaws of characters a main focus:
Yes
A great quick and short read.
Genuinely captivating novella from start to finish.
Wow this was incredible and i am so so sad i cant speak german. The writing was beautiful and packed with interesting concepts!!! I dont think ill ever be able to play a game of chess again without feeling stupid
The bulk of this novella relies on a monologue about 2/3rds of the way through the novel.
This is tremendous.
This is tremendous.
there’s a lot of interesting psychological topics tackled here but im just baffled on what’s the eventual point of the story. also i just really hate the writing (it falls into the trope of classical writings of lemme tell u my lofe story and then pages of monologue it’s just so unrealistic to me and kept taking me out if the story). the quality of writing of the translation is also very subpar, it reads like the authors have the whole thesaurus opened while constructing the paragraphs
Zweig does more in 80 pages than many books do in 300. Semi-autobiographical, the parallels between the story and his own life are harrowing. A gripping story about a man pushing himself to his physical and mental limits in order to endure his imprisonment wrapped in a game of chess. Seeing the lingering effects of his torture questions if he had ever really been freed; reflecting the guilt and torment Zweig experienced in the aftermath of the war, leading to his suicide shortly after writing this book.