Scan barcode
fth0tfitzgerald's reviews
67 reviews
Eine kurze Weltgeschichte für junge Leser: Von den Anfängen bis zum Mittelalter by E.H. Gombrich
4.0
Eine sehr großartige und kluge Erzählung. Es enthielt mehr als ich hatte erwartet.
Christoph Waltz hat eine schöne Stimme.
Christoph Waltz hat eine schöne Stimme.
Death's End by Cixin Liu
4.25
Alt i alt meget god bog, som dog blegner ift. den forrige.
Jeg vil starte med min kritik, da det er den der ligger mig mest på sinde.
Min primære klage og utilfredshed med bogen ligger i de mange "red herrings" den bruger. I en bog som denne, hvor plot twist er en stor der af glæden, er der selvfølgelig brug for en hvis del vildledelse.
Dog føler jeg at vildledelserne i denne bog er langt flere og længere af varighed end i de tidligere bøger. Især har jeg problemer med Australien episoden, som jeg følger primært var en langtrukken distraktion. Der var en vis nødvendighed, Cheng Xin's karakter skulle fremvises og vi skal fortvivle for jordens overlevelse under et Trisolarisk styre.
Og dog, det fyldte alt for meget.
Min anden utilfredshed ligger i den bizarre mængde af snak om køn, kvinder og mandeidealer. Igen kan jeg til en hvis grad se pointen i at jorden "feminiseres" i fredsperioderne. Hvis man, som Liu Cixin højst sandsynligt gør, ser kvinder som en enfoldig, blød og moderlig størrelse er det ingen overraskelse at han fremviser den menneskelige udvikling som han gør.
Menneskerne vælger Cheng Xin "Østens moder Maria" som deres repræsentant, herved viser de deres eget sind. Dette står i stærk kontrast til "kosmossets repræsentant" Wade.
Derudover er alt kønssnakken dog i mine øjne overflødig.
Man mindes om de kinesiske "Wen og Wu" arketyper, og den lovgivning der i disse år er kommet i stil med dem.
Selvom jeg plotmæssigt forstår nødvendigheden af hibernation kan jeg rent praktisk ikke forstå at folk i bogen tør sætte deres lid til det.
Teknologien er der nok intet galt med, men hvad med menneskelige fejl? Hvordan kan man nogensinde være sikker på at vågne igen. Folk må være gået tabt i The Great Ravine, Cheng Xin kunne være blevet efterladt på jorden. Til den tid man skulle vågne kunne jorden være gået under, og man død i sin søvn. Nej tak.
Til sidst føler jeg at der let og uelegant blev sprunget over karakteriseringen af den genoplivede Yun Tianming.
Hvordan kan vi være sikre på at han ikke mente jorden ondt, hvorfor og hvornår tilgav han Cheng Xin?
Ja, hans kærlighed til hende er stor og irrationel, men virkelig?
Ting jeg kunne lide:
Jeg vil starte med min kritik, da det er den der ligger mig mest på sinde.
Min primære klage og utilfredshed med bogen ligger i de mange "red herrings" den bruger. I en bog som denne, hvor plot twist er en stor der af glæden, er der selvfølgelig brug for en hvis del vildledelse.
Dog føler jeg at vildledelserne i denne bog er langt flere og længere af varighed end i de tidligere bøger. Især har jeg problemer med Australien episoden, som jeg følger primært var en langtrukken distraktion. Der var en vis nødvendighed, Cheng Xin's karakter skulle fremvises og vi skal fortvivle for jordens overlevelse under et Trisolarisk styre.
Og dog, det fyldte alt for meget.
Min anden utilfredshed ligger i den bizarre mængde af snak om køn, kvinder og mandeidealer. Igen kan jeg til en hvis grad se pointen i at jorden "feminiseres" i fredsperioderne. Hvis man, som Liu Cixin højst sandsynligt gør, ser kvinder som en enfoldig, blød og moderlig størrelse er det ingen overraskelse at han fremviser den menneskelige udvikling som han gør.
Menneskerne vælger Cheng Xin "Østens moder Maria" som deres repræsentant, herved viser de deres eget sind. Dette står i stærk kontrast til "kosmossets repræsentant" Wade.
Derudover er alt kønssnakken dog i mine øjne overflødig.
Man mindes om de kinesiske "Wen og Wu" arketyper, og den lovgivning der i disse år er kommet i stil med dem.
Selvom jeg plotmæssigt forstår nødvendigheden af hibernation kan jeg rent praktisk ikke forstå at folk i bogen tør sætte deres lid til det.
Teknologien er der nok intet galt med, men hvad med menneskelige fejl? Hvordan kan man nogensinde være sikker på at vågne igen. Folk må være gået tabt i The Great Ravine, Cheng Xin kunne være blevet efterladt på jorden. Til den tid man skulle vågne kunne jorden være gået under, og man død i sin søvn. Nej tak.
Til sidst føler jeg at der let og uelegant blev sprunget over karakteriseringen af den genoplivede Yun Tianming.
Hvordan kan vi være sikre på at han ikke mente jorden ondt, hvorfor og hvornår tilgav han Cheng Xin?
Ja, hans kærlighed til hende er stor og irrationel, men virkelig?
Ting jeg kunne lide:
- Ideen om at alt på jorden er skabt symbiotisk med liv og mennesker. En hyperbolisering af en tanke alle har haft, hvordan ville jorden se ud uden mennesker? Liu's svar er pirrende.
- Selvom Liu's karakterer er kolde kom jeg alligevel til at holde af mange af dem.
- Når dette univers går under vil der komme et nyt, og det vil måske bære Cheng Xin's præg.
Det bragte mig tilbage til det der startede min sci-fi periode Outer Wilds.
Fucking fantastisk.
Når jeg en dag dør vil jeg slukke mit lys i spejlet, træde ind i øjet og håbe at mine minder skaber noget smukt.
Pet Sematary by Stephen King
3.5
God nok.
Ved ikke om den som sådan var skræmmende, måske ville den ramme hårdere hvis man havde børn?
Brugen af Zelda var tvivlsom, men jeg er jo godt klar over at det er en horror kliche at bruge handicappede karakterer på den måde.
Par for the course, c'est la vie.
Utroligt meget build-up for omkring 30 siders pay-off, men jeg nød build-up delen nok til at det ikke rigtig gjorde noget.
Ved ikke om den som sådan var skræmmende, måske ville den ramme hårdere hvis man havde børn?
Brugen af Zelda var tvivlsom, men jeg er jo godt klar over at det er en horror kliche at bruge handicappede karakterer på den måde.
Par for the course, c'est la vie.
Utroligt meget build-up for omkring 30 siders pay-off, men jeg nød build-up delen nok til at det ikke rigtig gjorde noget.
Augustus by John Williams
5.0
An overwhelmingly well executed and well-written book.
First, it is the form of the book that makes it truly great. The decision to make the book a collection of letters gives it the antique and historical air that makes up the foundation of the book.
This is balanced out nicely by a more traditional story telling style that allows the story to flow and progress more easily, unhindered by the realism of the kinds of letters that would otherwise seem natural. It comes in the form of the letters from Maecenas to Livy, and thediary entries of Julia . These longer and more focused sections.
The decision tonot let us hear from Augustus himself until the end of the book, is a huge part of the reason it works so well.
This way, we experience the mysterious ruler from the outside alongside his peers. It builds up intrigue and wonder. In his moments of victory we too experience him as an unknowable and godlike figure. While in his moments of "weakness" and uncertainty we wonder what is behind the facade of this now very real man. How does he see the world, and bear the weight of it upon his shoulders?
Especially the moments with his loved ones are affecting. Augustus seems so far away from the rest of the world, even then, among those who should be closest to him.
I had my doubts about how Williams would even pull it off if he were to allow us inside the head of Augustus, would it even work?
Of course, it did, and wonderfully so! It was my absolute favourite part of the book. The ability to writefrom the perspective of a character as Augustus is astounding!
At last I should say that I do not see the big difference between this book and Stoner.
We follow two men scheming to a lesser or greater degree for their position in their empire, or at their university. Two paralysingly lonely men. Estranged, in a large part, by their own very best efforts, from the world and the people around them.
One also wonders at Williams' own relationship to his family and the world.
First, it is the form of the book that makes it truly great. The decision to make the book a collection of letters gives it the antique and historical air that makes up the foundation of the book.
This is balanced out nicely by a more traditional story telling style that allows the story to flow and progress more easily, unhindered by the realism of the kinds of letters that would otherwise seem natural. It comes in the form of the letters from Maecenas to Livy, and the
The decision to
This way, we experience the mysterious ruler from the outside alongside his peers. It builds up intrigue and wonder. In his moments of victory we too experience him as an unknowable and godlike figure. While in his moments of "weakness" and uncertainty we wonder what is behind the facade of this now very real man. How does he see the world, and bear the weight of it upon his shoulders?
Especially the moments with his loved ones are affecting. Augustus seems so far away from the rest of the world, even then, among those who should be closest to him.
Of course, it did, and wonderfully so! It was my absolute favourite part of the book. The ability to write
At last I should say that I do not see the big difference between this book and Stoner.
We follow two men scheming to a lesser or greater degree for their position in their empire, or at their university. Two paralysingly lonely men. Estranged, in a large part, by their own very best efforts, from the world and the people around them.
One also wonders at Williams' own relationship to his family and the world.
Lektioner i græsk by Han Kang
3.25
Tror den ville være bedre på en genlæsning, men er ikke interesseret nok.
Flot prosa. En smuk belysning af sprog, sanser og vores brug af dem.
Kunne godt lide de to karekterer.
Flot prosa. En smuk belysning af sprog, sanser og vores brug af dem.
Kunne godt lide de to karekterer.
All Quiet on the Western Front by Erich Maria Remarque
5.0
Ubeskrivelig i dens omfang og evne.
Tilføjelse: En bog der får mig til at genoverveje alle tidligere 5-stjerner jeg har givet. Ikke en eneste sætning, øjeblik, fortælling, følelse eller beskrivelse er overflødig.
Der er intet at skære fra eller undlade.
Dybt nødvendig beskriver hvert eneste bogstav og ord.
Tilføjelse: En bog der får mig til at genoverveje alle tidligere 5-stjerner jeg har givet. Ikke en eneste sætning, øjeblik, fortælling, følelse eller beskrivelse er overflødig.
Der er intet at skære fra eller undlade.
Dybt nødvendig beskriver hvert eneste bogstav og ord.
The Dark Forest by Cixin Liu
4.25
The Dark Forest by Liu Cixin is an amazing book! I enjoyed reading it immensely.
Compared to the first book I found the pacing and story to be more stable, and there were fewer sections than in the first book that felt drawn out and irrelevant.
The best and most interesting part of the book were the sociological and philosophical elements. The use and exploration of terms likeTechno-triumphalism and Technological Determinism in the Space Fleet were amazing. With things like these Liu manages to not only set the current mood of the story and explore human ways, but he also sets up yet unknown plot-twists.
Plot-twists are another thing that Liu does seamlessly. In many ways reading these books feel more like a murder-mystery than it does SF. He manages to continually suprise you even when you think he has nothing more to give.
The ideas in this book manage to be even more developed and sohisticated compared again to the first book. Much of this is probably due to the worldbuiling done in the first book allowing this one to delve deeper. Liu has a real talent for imagination.
One of my favourite parts wasseeing Ding Yi again . All though Cixin's characters are all quite cold and seem aloof to the reader, even when their actions or emotions described are the exact opposite, I've still managed to become attached to some of them. So being "reunited" with him was great.
This cold and aloof style that Liu has, has become quite interesting to me. I don't think I've ever read an author where during a description of a character feeling a sense of deep love and fulfilment, there seemed no effort to share this sensation with me. Of course this is because most authors want me to feel. I'm not sure if Liu does.
His writing feels very much like Zhang Beihai wishes to be. A man where nothing can be gleamed of what lies behind the surface.
I by no means dislike it.
In fact my only big complaint with the book comes from what I felt were wasted opportunities for delving deeper into a concept, or altogether forgoing the explanation of one Liu himself has chosen to include in the story.
An example of this is the lack of a family structure in crisis year 200. When Liu wakes up he is told that families are no longer a thing, there is no further explanation as to why or how. It is briefly mentioned later in Zhang Beihai's story, but I still feel that it was strange to include such a thing without further explaining it.
Maybe it will crop up in the third book?
Compared to the first book I found the pacing and story to be more stable, and there were fewer sections than in the first book that felt drawn out and irrelevant.
The best and most interesting part of the book were the sociological and philosophical elements. The use and exploration of terms like
Plot-twists are another thing that Liu does seamlessly. In many ways reading these books feel more like a murder-mystery than it does SF. He manages to continually suprise you even when you think he has nothing more to give.
The ideas in this book manage to be even more developed and sohisticated compared again to the first book. Much of this is probably due to the worldbuiling done in the first book allowing this one to delve deeper. Liu has a real talent for imagination.
One of my favourite parts was
His writing feels very much like
I by no means dislike it.
In fact my only big complaint with the book comes from what I felt were wasted opportunities for delving deeper into a concept, or altogether forgoing the explanation of one Liu himself has chosen to include in the story.
Maybe it will crop up in the third book?
The Three-Body Problem by Cixin Liu
Det er længe siden at jeg har læst en bog, eller endda set en film, der har givet mig hjertebanken. Men denne her gør.
Fantastisk!
Bogen har nogle tydelige problemer, pacing og flade karekterer værende de største. Det er dog fuldstændigt overskygget af dens vilde og spændende, videnskablige og filosofiske overvejelser.
Desuden er runde karektere, for mig, på ingen måde noget jeg har behov for i SF. Plot og worldbuilding er førsteprioriteten, og de er helt på plads her.
Her er nogle af de bedste:
Bogen har nogle tydelige problemer, pacing og flade karekterer værende de største. Det er dog fuldstændigt overskygget af dens vilde og spændende, videnskablige og filosofiske overvejelser.
Desuden er runde karektere, for mig, på ingen måde noget jeg har behov for i SF. Plot og worldbuilding er førsteprioriteten, og de er helt på plads her.
Her er nogle af de bedste:
Shooter & Farmer teorien. Shooter delen især er nok til at dreje hele ens hoved 720 grader rundt. Udfoldningen og "programmeringen" af protoner. Sygt!!! Planen om at skære Judgement Day i skiver.
Det er længe siden at jeg har læst en bog, eller endda set en film, der har givet mig hjertebanken. Men denne her gør.
Five Ways to Forgiveness by Ursula K. Le Guin
Ursula K. Le Guin syntes at forstå mennesker som ingen anden forfatter jeg har læst. Igennem hendes historier om fremmede verdener ser jeg min egen.
Jeg kan ikke håbe at syntes ligeså vis og tålmodig som K. Le Guin og hendes karaktere i min livstid, men hvis jeg kan tage en smule af hendes med mig, vil det syntes uendeligt ved siden af min egen.
5.0
En hvid kvindes historier om xenoslaveri der alle syntes at ende i romantisk kærlighed, er nok til at gøre enhver skeptisk.
Da jeg først begyndte at læse bogen og i løbet af den anden historie så hvor plottet endnu en gang ville tage mig hen var jeg yderst skeptisk. Konceptet virkede for mig fornedrende. Som om at kærlighed var en nem løsning til alle de ellers velbeskrevede og komplekse situationer K. Le Guin skrev om. Jeg lagde bogen væk i nogle uger efter at være blevet færdig med den anden historie.
Hvor er jeg dog glad for at jeg samlede den op igen, for svaret på mit problem med bogen var jo lige præcis det som K. Le Guin allerede forstod. Kærlighed kan aldrig fornedre eller forsimple.
Historierne i bogen til tider direkte grusomme og modbydelige, tanken om virkligheden bag dem giver kvamle. Der er så meget ondt vi mennesker gør ved hinanden.
Og hvad kan vi gøre, hvordan kan vi være i det?
Kærlighed.
Da jeg først begyndte at læse bogen og i løbet af den anden historie så hvor plottet endnu en gang ville tage mig hen var jeg yderst skeptisk. Konceptet virkede for mig fornedrende. Som om at kærlighed var en nem løsning til alle de ellers velbeskrevede og komplekse situationer K. Le Guin skrev om. Jeg lagde bogen væk i nogle uger efter at være blevet færdig med den anden historie.
Hvor er jeg dog glad for at jeg samlede den op igen, for svaret på mit problem med bogen var jo lige præcis det som K. Le Guin allerede forstod. Kærlighed kan aldrig fornedre eller forsimple.
Historierne i bogen til tider direkte grusomme og modbydelige, tanken om virkligheden bag dem giver kvamle. Der er så meget ondt vi mennesker gør ved hinanden.
Og hvad kan vi gøre, hvordan kan vi være i det?
Kærlighed.
"What is one man's and woman's love and desire, against the history of two worlds, the great revolution of our lifetimes, the hope, the unending cruelty of our species? A little thing. But a key is a little thing, next to the door it opens."
Ursula K. Le Guin syntes at forstå mennesker som ingen anden forfatter jeg har læst. Igennem hendes historier om fremmede verdener ser jeg min egen.
"We teach what we know, he thought, and all our knowledge is local"
Jeg kan ikke håbe at syntes ligeså vis og tålmodig som K. Le Guin og hendes karaktere i min livstid, men hvis jeg kan tage en smule af hendes med mig, vil det syntes uendeligt ved siden af min egen.
Som en note til sidst vil jeg anbefale fremtidige mig at lytte til Meshell Ndegeocellos tre sange "Love", "Hatred" og "Tsunami Rising" imens hun genlæser bogen. De følges smukt sammen.