Take a photo of a barcode or cover
lykkes_laeserier's reviews
607 reviews
Visne Kronblade by Embryu
adventurous
dark
sad
fast-paced
- Plot- or character-driven? A mix
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? It's complicated
- Diverse cast of characters? Yes
- Flaws of characters a main focus? No
4.0
”Visne kronblade” er fortællingen om feen Nil, der mister sine vinger og derfor udstødes af de andre feer som ’defekt’. Nil må nu kæmpe for sin overlevelse i en kold og farlig verden, og det er barske sager, inden hun finder sig selv i sin nye virkelighed.
”Visne kronblade” er ikke noget disneyficeret fe-eventyr og bestemt ikke for børn, hverken i handling eller budskaber. Tegneserien markedsføres til unge og voksne som dark fantasy og horror, og det passer meget godt. Jeg fik min teenager til også at læse den, da jeg var nysgerrig på, om hun så de samme aspekter i historien som mig. Det fik vi en rigtig god snak ud af. Tegneserien spejler nemlig på mange måder den transformation, mange unge gennemgår i overgangsårene fra barn til voksne, hvor man nemt kan føle sig forkert og overladt fuldstændig til sig selv i en pludselig barsk og farlig verden, inden man finder sig til rette i voksenlivet. Den overgang illustrerer Embryu rigtig fint i ”Visne kronblade” uden på nogen måde at proppe sine budskaber ned i halsen på læseren.
Rigtig god – og hurtig – læsning til både voksne og deres unge, som varmt kan anbefales.
”Visne kronblade” er ikke noget disneyficeret fe-eventyr og bestemt ikke for børn, hverken i handling eller budskaber. Tegneserien markedsføres til unge og voksne som dark fantasy og horror, og det passer meget godt. Jeg fik min teenager til også at læse den, da jeg var nysgerrig på, om hun så de samme aspekter i historien som mig. Det fik vi en rigtig god snak ud af. Tegneserien spejler nemlig på mange måder den transformation, mange unge gennemgår i overgangsårene fra barn til voksne, hvor man nemt kan føle sig forkert og overladt fuldstændig til sig selv i en pludselig barsk og farlig verden, inden man finder sig til rette i voksenlivet. Den overgang illustrerer Embryu rigtig fint i ”Visne kronblade” uden på nogen måde at proppe sine budskaber ned i halsen på læseren.
Rigtig god – og hurtig – læsning til både voksne og deres unge, som varmt kan anbefales.
Under brostenene er der strandsand by Leena Krohn
adventurous
hopeful
inspiring
slow-paced
- Plot- or character-driven? Character
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? Yes
- Diverse cast of characters? Yes
- Flaws of characters a main focus? It's complicated
4.0
“Under brostenene er der strandsand” (1976) af finske Leena Krohn er en lille perle af en roman for både børn og voksne. Den danske udgave er fra i år og markedsføres som en “alle-aldres roman”. Det er en roman, som alle kan læse, men man får noget andet og måske mere ud af den som voksen, end hvis man (kun) læser den som barn.
Roman handler dybest set om venskabet mellem en ensom dreng, Emil, og en pelikan, der går for at være menneske under navnet hr. Lejersen. Som barn vil man identificere sig med Emil og blive fascineret af pelikanen, der vil være menneske, og som de voksne i bogen ikke kan se som andet end menneske pga. dens påklædning og andre overfladekendetegn, mens de fleste børn straks ser, at det er en fugl.
Voksne læsere vil identificere sig med både Emil og pelikanen, der hver især står i deres egne identitetskriser med deraf følgende følelser af fremmedgjorthed i en ofte skræmmende og uforståelig verden. Nogle af pelikanens beskrivelser af verden, som vi mennesker har en tendens til at tage for givet, giver et klart blik på, hvor ofte underligt og arbitrært vores samfund i virkeligheden er sammensat. På den måde giver romanen anledning til en del dybere tanker om verden og det at være menneske.
Roman handler dybest set om venskabet mellem en ensom dreng, Emil, og en pelikan, der går for at være menneske under navnet hr. Lejersen. Som barn vil man identificere sig med Emil og blive fascineret af pelikanen, der vil være menneske, og som de voksne i bogen ikke kan se som andet end menneske pga. dens påklædning og andre overfladekendetegn, mens de fleste børn straks ser, at det er en fugl.
Voksne læsere vil identificere sig med både Emil og pelikanen, der hver især står i deres egne identitetskriser med deraf følgende følelser af fremmedgjorthed i en ofte skræmmende og uforståelig verden. Nogle af pelikanens beskrivelser af verden, som vi mennesker har en tendens til at tage for givet, giver et klart blik på, hvor ofte underligt og arbitrært vores samfund i virkeligheden er sammensat. På den måde giver romanen anledning til en del dybere tanker om verden og det at være menneske.
Sørgeflor by Claus Høxbroe
emotional
reflective
sad
slow-paced
4.0
Som titlen antyder, handler digtsamlingen om sorg og om at miste. Det er både personligt og råt, for Høxbroe skriver helt ind til benet, men dermed også sårbart, og hele digtsamlingen emmer af kærlighed. Som Claus Høxbroe skriver i et at digtene: ”sorg er kærlighed / man ikke kan aflevere”, og smukkere og mere rigtigt kan det vist ikke siges.
Claus Høxbroe beskriver sig selv som beatpoet. Dermed skriver han sig ind i en litterær tradition, der startede i USA i 1950’erne og 1960’erne med forfattere som Jack Keruac og Allen Ginsberg som de oftest fremhævede repræsentanter. Herhjemme sættes især Dan Turéll i forbindelse med beatpoesien, og Høxbroe sammenlignes ofte med netop Turéll, da også han arbejder meget med det talte ord. Det kan bl.a. opleves på YouTube, hvis man er interesseret.
Det centrale i beatpoesien, som jeg opfatter den, er spontaniteten i det skrevne. Det er nok også derfor, den gør sig så godt som spoken word. I ”Sørgeflor” betyder det, at digtene på mange måder er meget umiddelbare og lette at følge. Jeg mener at have læst, at Claus Høxbroe skriver sine digte uden at rette eller redigere efterfølgende. På den måde fremstår de som øjeblikkets skabninger og desto mere subjektive for både digter og læsere.
Det er ikke alle digtene, jeg personligt kan relatere til, men det er helt, som det skal være. Al sorg – og tilgang til lyrik i øvrigt – er jo forskellig fra person til person. Men sorg er sorg og kan på sære måder lindres en smule ved at spejle sig i andres sorg. Jeg håber derfor, at ”Sørgeflor” vil få mange læsere, da vi alle har oplevet eller kommer til at opleve den sorg at miste nogen, der står os nær.
Claus Høxbroe beskriver sig selv som beatpoet. Dermed skriver han sig ind i en litterær tradition, der startede i USA i 1950’erne og 1960’erne med forfattere som Jack Keruac og Allen Ginsberg som de oftest fremhævede repræsentanter. Herhjemme sættes især Dan Turéll i forbindelse med beatpoesien, og Høxbroe sammenlignes ofte med netop Turéll, da også han arbejder meget med det talte ord. Det kan bl.a. opleves på YouTube, hvis man er interesseret.
Det centrale i beatpoesien, som jeg opfatter den, er spontaniteten i det skrevne. Det er nok også derfor, den gør sig så godt som spoken word. I ”Sørgeflor” betyder det, at digtene på mange måder er meget umiddelbare og lette at følge. Jeg mener at have læst, at Claus Høxbroe skriver sine digte uden at rette eller redigere efterfølgende. På den måde fremstår de som øjeblikkets skabninger og desto mere subjektive for både digter og læsere.
Det er ikke alle digtene, jeg personligt kan relatere til, men det er helt, som det skal være. Al sorg – og tilgang til lyrik i øvrigt – er jo forskellig fra person til person. Men sorg er sorg og kan på sære måder lindres en smule ved at spejle sig i andres sorg. Jeg håber derfor, at ”Sørgeflor” vil få mange læsere, da vi alle har oplevet eller kommer til at opleve den sorg at miste nogen, der står os nær.
Enogtyve år i Kunstens vold by Embla Kristine Asmussen
emotional
reflective
slow-paced
3.75
“Enogtyve år i kunstens vold” er på mange måder Embla Kristine Asmussens forsøg på at forstå sig selv og sit eget foreløbige livsforløb som menneske og kunstner (trods sin unge alder på 21 år) efter en psykiatrisk indlæggelse pga. mental udmattelse og udbrændthed. Baseret på de biografiske beretninger og refleksioner har Asmussen hele sit liv haft et intenst behov for at udtrykke sig kunstnerisk. Dette behov har tydeligvis været svært at kombinere med et almindeligt menneskeliv, og krydsfeltet imellem de to – liv og kunst – endte med at brænde hende ud.
Embla Kristine Asmussen skriver ærligt og sårbart om sit liv og sine oplevelser, og ved at fokusere så intenst på sig selv lykkedes det hende ganske selvmodsigende at skrive en bog, som andre – især andre unge mennesker fanget i livets stormvejr – kan lære noget af.
Asmussen skåner ikke sig selv, men deler gavmildt ud af både sejre og nederlag med det formål at udvikle en form for kunstnerisk livsteori. Hun fremdrager forskellige teoretikere og teorier inden for primært skuespilkunsten og undersøger dem igennem det prisme, hendes eget liv udgør. Ved at kombinere, vælge til og fra, vende og dreje lykkedes det hende til sidst at komme med et bud på en mulig metode til at leve et godt liv i kunstens vold uden at gå på kompromis med sig selv.
En sidste tanke: Bogen igennem skriver Asmussen ‘kunst’ med stort ‘K’ og giver på den måde kunsten al for stor magt over sig. I hvert fald i mine øjne. Jeg tror, at vi lettere tager magten tilbage ved – også indeni – at skrive tingene med småt.
Embla Kristine Asmussen skriver ærligt og sårbart om sit liv og sine oplevelser, og ved at fokusere så intenst på sig selv lykkedes det hende ganske selvmodsigende at skrive en bog, som andre – især andre unge mennesker fanget i livets stormvejr – kan lære noget af.
Asmussen skåner ikke sig selv, men deler gavmildt ud af både sejre og nederlag med det formål at udvikle en form for kunstnerisk livsteori. Hun fremdrager forskellige teoretikere og teorier inden for primært skuespilkunsten og undersøger dem igennem det prisme, hendes eget liv udgør. Ved at kombinere, vælge til og fra, vende og dreje lykkedes det hende til sidst at komme med et bud på en mulig metode til at leve et godt liv i kunstens vold uden at gå på kompromis med sig selv.
En sidste tanke: Bogen igennem skriver Asmussen ‘kunst’ med stort ‘K’ og giver på den måde kunsten al for stor magt over sig. I hvert fald i mine øjne. Jeg tror, at vi lettere tager magten tilbage ved – også indeni – at skrive tingene med småt.
Katie-Kate by Anu Kaaja
challenging
dark
slow-paced
- Plot- or character-driven? A mix
- Strong character development? It's complicated
- Loveable characters? No
- Diverse cast of characters? No
- Flaws of characters a main focus? Yes
4.0
Interessant, meget interessant, men også utroligt mærkelig. Ikke pornografisk i sig selv, men man skal være forberedt på mange udpenslede beskrivelser af pornografi - alt sammen i et højere budskabs tjeneste, nemlig diskussionen af kvindelighed og kvinders position i samfundet og ikke mindst medierne, der har det med kun at give os to muligheder : Madonnaen over for luderen. Eller i bogens tilfælde: Kate Middleton (prinsessen) over for Katie Price (playboymodellen). Det er enten eller, intet midt imellem.
Medierne som helhed, men ikke mindst Disney (og Disney-prinsesserne) får med grovfilen, og midt i det hele står Katie-Kate, en helt almindelig finsk kvinde i London, som har særdeles store udfordringer med at finde sin egen plads i denne todeling af sit køn. I en lang periode bor hun hos et ældre og særdeles monarkifikseret engelsk ægtepar pga. sin fysiske lighed med Kate Middleton. I sin fritid ser hun en hel del porno, uden man som læser har indtryk af, at hun faktisk har specielt meget lyst til det, men mere fordi det på en eller anden måde er noget, man som kvinde bare skal...
Som sagt: Interessant, men også virkelig underlig.
Medierne som helhed, men ikke mindst Disney (og Disney-prinsesserne) får med grovfilen, og midt i det hele står Katie-Kate, en helt almindelig finsk kvinde i London, som har særdeles store udfordringer med at finde sin egen plads i denne todeling af sit køn. I en lang periode bor hun hos et ældre og særdeles monarkifikseret engelsk ægtepar pga. sin fysiske lighed med Kate Middleton. I sin fritid ser hun en hel del porno, uden man som læser har indtryk af, at hun faktisk har specielt meget lyst til det, men mere fordi det på en eller anden måde er noget, man som kvinde bare skal...
Som sagt: Interessant, men også virkelig underlig.
Content Warnings
Graphic: Sexual content
Kanylebrødre: digte by Emil Z. Samsing
dark
emotional
sad
medium-paced
5.0
“Kanylebrødre” (2024) af Emil Z. Samsing er – som titlen nok indikerer – ikke en digtsamling, man bliver let om hjertet af. Tværtimod. Den handler om samfundets randeksistenser: Narkomanerne og de subsistensløse. Dem der bliver overset og glemt, holdt ude og stødt væk. Det er barsk, grum og benhård læsning, men du milde, hvor er det dog godt!
Noget af det, god lyrik kan, er at formidle tanker, følelser og oplevelser, som giver læseren en ægte følelse af indsigt og forståelse. Jeg har heldigvis ikke selv prøvet af være narkoman, men efter at have læst “Kanylebrødre” føler jeg faktisk, at jeg forstår en lille flig af både rusens forjættelse, men også den ofte umenneskeligt hårde tilværelse, der følger med at være afhængig.
Emil Z. Samsing skriver fantastisk og har et greb om sproget, som jeg sjældent er stødt på. Næsten alle digtene i digtsamlingen har passager af stor sproglig skønhed og menneskelig indsigt på trods af – eller måske på grund af? – det barske indhold. Som digter er Samsing en af de stærkeste og mest interessante, jeg længe har læst, og det siger faktisk ikke så lidt, for jeg har læst flere rigtig gode digtsamlinger bare det sidste års tid.
“Kanylebrødre” har tydeligvis gjort stort indtryk på mig og er en digtsamling, jeg kommer til at læse flere gange. Det er desuden en digtsamling, jeg vil anbefale vidt og bredt i lang tid fremover. Læs den for at få større indsigt i livet i samfundet alleryderste udkant eller bare på grund af sproget. “Kanylebrødre” kan begge dele.
Digtsamlingen er i øvrigt illustreret af Thue Møller, hvis sorte streg er både grim, grum og hæslig – eller med andre ord: Helt perfekt!
Noget af det, god lyrik kan, er at formidle tanker, følelser og oplevelser, som giver læseren en ægte følelse af indsigt og forståelse. Jeg har heldigvis ikke selv prøvet af være narkoman, men efter at have læst “Kanylebrødre” føler jeg faktisk, at jeg forstår en lille flig af både rusens forjættelse, men også den ofte umenneskeligt hårde tilværelse, der følger med at være afhængig.
Emil Z. Samsing skriver fantastisk og har et greb om sproget, som jeg sjældent er stødt på. Næsten alle digtene i digtsamlingen har passager af stor sproglig skønhed og menneskelig indsigt på trods af – eller måske på grund af? – det barske indhold. Som digter er Samsing en af de stærkeste og mest interessante, jeg længe har læst, og det siger faktisk ikke så lidt, for jeg har læst flere rigtig gode digtsamlinger bare det sidste års tid.
“Kanylebrødre” har tydeligvis gjort stort indtryk på mig og er en digtsamling, jeg kommer til at læse flere gange. Det er desuden en digtsamling, jeg vil anbefale vidt og bredt i lang tid fremover. Læs den for at få større indsigt i livet i samfundet alleryderste udkant eller bare på grund af sproget. “Kanylebrødre” kan begge dele.
Digtsamlingen er i øvrigt illustreret af Thue Møller, hvis sorte streg er både grim, grum og hæslig – eller med andre ord: Helt perfekt!
Content Warnings
Graphic: Addiction, Drug abuse, and Drug use
For sidste gang et menneske by
emotional
inspiring
reflective
sad
slow-paced
- Plot- or character-driven? Character
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? Yes
- Diverse cast of characters? No
- Flaws of characters a main focus? It's complicated
4.0
”For sidste gang et menneske” (2024) er Helen Vibe Landers skønlitterære debut om en kvinde i 50’erne, hvis liv har været præget af angst i mange afskygninger. Igennem hele livet har hun haft et særligt nært forhold til broren, Henrik, der nogle år forinden bosatte sig i Thailand. Nu får Henrik imidlertid konstateret lungekræft, hospitalsindlægges og beder så mindeligt sin søster om at komme.
Romanen foregår i perioden mellem Henriks første indlæggelse og til kort efter hans død året efter. Det bliver et skelsættende år i hovedpersonens liv, for ikke nok med at hun skal forholde sig til brorens sygdom og død, tvinger det hende til at konfrontere sin egen angst og vokse som menneske.
Bogen består af mange korte kapitler og følger to forskellige spor. Hovedsporet er romanens nutid i 2007 og 2008, hvor Henrik er syg og på hospitalet. Det underliggende spor er de mange erindringsglimt fra hovedpersonens barndom og ungdom, som giver et indblik i, hvorfor især hun, men også Henrik har udviklet sig, som de har. For hovedpersonens vedkommende er der nærmest tale om generationel angst, men hun har også selv et alvorligt sygdomsforhold i bagagen, hvilket dog forbigås underligt overfladisk. Især i betragtning af, hvor hudlæst ærligt de fleste andre begivenheder og forhold beskrives.
Bogen er skrevet som såkaldt autofiktion, hvilket vil sige, at hovedpersonen i bund og grund er Helen Vibe Lander selv. Uden at kende hende personligt er det dog svært at sige, hvad der er erindring og hvad fiktion, men det er heller ikke pointen. Pointen er fortællingen om en kvindes liv med angst, og i den udforskning forekommer hun frygtløs og hudløst ærlig. Det er desuden en smuk fortælling. Smukt skrevet i et sprog, der flyder og formidler let og indlevende.
Romanen foregår i perioden mellem Henriks første indlæggelse og til kort efter hans død året efter. Det bliver et skelsættende år i hovedpersonens liv, for ikke nok med at hun skal forholde sig til brorens sygdom og død, tvinger det hende til at konfrontere sin egen angst og vokse som menneske.
Bogen består af mange korte kapitler og følger to forskellige spor. Hovedsporet er romanens nutid i 2007 og 2008, hvor Henrik er syg og på hospitalet. Det underliggende spor er de mange erindringsglimt fra hovedpersonens barndom og ungdom, som giver et indblik i, hvorfor især hun, men også Henrik har udviklet sig, som de har. For hovedpersonens vedkommende er der nærmest tale om generationel angst, men hun har også selv et alvorligt sygdomsforhold i bagagen, hvilket dog forbigås underligt overfladisk. Især i betragtning af, hvor hudlæst ærligt de fleste andre begivenheder og forhold beskrives.
Bogen er skrevet som såkaldt autofiktion, hvilket vil sige, at hovedpersonen i bund og grund er Helen Vibe Lander selv. Uden at kende hende personligt er det dog svært at sige, hvad der er erindring og hvad fiktion, men det er heller ikke pointen. Pointen er fortællingen om en kvindes liv med angst, og i den udforskning forekommer hun frygtløs og hudløst ærlig. Det er desuden en smuk fortælling. Smukt skrevet i et sprog, der flyder og formidler let og indlevende.
Tomorrow, and Tomorrow, and Tomorrow by Gabrielle Zevin
emotional
reflective
relaxing
sad
slow-paced
- Plot- or character-driven? Character
- Strong character development? Yes
- Loveable characters? Yes
- Diverse cast of characters? Yes
- Flaws of characters a main focus? Yes
4.0
An Ember in the Ashes by Sabaa Tahir
Did not finish book. Stopped at 15%.
Did not finish book. Stopped at 15%.
Too trope-y and uninteresting. Just didn't have it in me to read another YA fantasy about a 17-year-old girl and her loves and tribulations.